Motivation & disciplin

ROS & RIS

Disciplin er ikke, hvad man gør mod et barn, men hvad man gør for et barn. Disciplin er med andre ord grundlæggende godt.

Disciplin skal forvaltes i kærlighed og med respekt for barnet. Gideonskolen skal være et positivt miljø, hvor motivation og opmærksomhed og ønsket om retfærdighed overtoner alle andre handlinger.

Når korrektion af en elev er nødvendig, er det en privat og fortrolig sag. Det kommer ikke andre elever ved og skal derfor forvaltes med diskretion.

Der er ofte anledning til at rose eleverne. Vi er opmærksomme på den positive værdi af ros, og ros kan med fordel anvendes offentligt. Eleverne vokser i både egen og i andres forståelse, når de roses for deres karakterudvikling. Bemærk, at det, der fremhæves og roses, ikke er elevens intelligens eller talenter, men elevens ansvarlighed, pligtopfyldelse og hensyn til andre. Her kan alle være med.

På Gideonskolen har vi en række incitamenter, som tilbydes alle elever uanset alder.

Gideonskolen er ikke konfessionel

Gideonskolen er en kristen privatskole. Bibelens budskab er integreret i mange af skolens aktiviteter – uden at enkelte kirkers læresætninger forkyndes.

På Gideonskolen sætter vi Bibelen i centrum. Vi tror, at det stærkeste fundament for hele livet findes i Gud og i Hans tanker for den enkelte og for tilværelsen. Denne helhed i tilværelsen vil vi være med til at bygge op. Gud har skabt verden og kender bedst det skabte. Han har en plan for hvert enkelt menneskes liv, og kendskab til Gud og gudsfrygt er forudsætninger for, at denne plan kan gennemføres.

Vi begynder hver dag med at synge sammen og læse et afsnit fra Bibelen.

Vi anvender Den Apostolske Trosbekendelse som fælles grundlag.

Vi beder sammen hver dag.