Mobbepolitik på Gideonskolen

Målsætning

Det er vort mål at være en skole, der er fuldstændig mobbefri. Her skal hver eneste elev have lov til at være den, de er, således at de kan få lov at udnytte deres fulde potentiale.

Vi gør meget for, at der altid er en voksen til stede der, hvor der er elever, således at der hurtigt kan gribes ind over for uhensigtsmæssig adfærd og sikre, at smådrillerier ikke udvikler sig til noget større. Det gælder både i timerne, ved fællessamlinger og i frikvartererne.

I vort arbejde med SSF-faget (Sundheds- og Seksualundervisning og Familiekundskab) følger vi et program, hvor man på en særlig måde tager hånd om elevernes sociale relationer, herunder mobning. Dette program gennemføres i alle klasser hvert år, hvor vi specielt i 2 uger (i oktober og april) specielt har fokus på faget.

Enhver form for mobning er uacceptabel. Det gælder både verbal, fysisk og elektronisk mobning. Dette gælder både på skolen og uden for skolen. Derfor betyder det meget, at man også i hjemmet taler pænt om klassekammerater og andre forældre.

Hvis man som forælder finder ud af, at der forekommer mobning på skolen eller i fritiden, er det vigtigt at tage kontakt til skolen, så der kan tages hånd om problemet. Elever, der oplever mobning, trives dårligt og har svært ved at tage mod indlæring.

Det er vigtigt for os, at hjemmet støtter op om skolens arbejde med de sociale relationer.

Vi ønsker, at alle elever lærer handlekompetence. Det er en undervisning, der ikke blot har som mål at bibringe eleverne viden og indsigt, men også kan give dem forudsætninger for at kunne bruge deres viden og handle ved tage medansvar for hinandens og egen trivsel. Det medfører, at alle elever skal fortælle det til en voksen, hvis de oplever, at nogen bliver moppet.

Ved vores skole-hjem-samtaler sættes der også fokus på elevernes sundhed og trivsel, og eventuelle problemer tages op med forældre og elev.

Fra:
Bekendtgørelse af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø

Kapitel 1 a

Pligt til tiltag mod problemer med det psykiske undervisningsmiljø

§ 1 a. Reglerne i dette kapitel gælder for grundskoleundervisning og ungdomsuddannelser.

§ 1 b. Den myndighed, bestyrelse eller person, der har ansvar for uddannelsesstedet, fastsætter en antimobbestrategi, herunder en strategi mod digital mobning, jf. dog stk. 2. Strategien revideres efter behov.

Stk. 2. Skolebestyrelsen på folkeskoler og kommunale internationale grundskoler fastsætter en antimobbestrategi, herunder en strategi mod digital mobning, som en del af værdiregelsættet, jf. § 44, stk. 4, i folkeskoleloven og § 12, stk. 2, i lov om kommunale internationale grundskoler. Er der ikke inden skoleårets begyndelse fastsat en antimobbestrategi, skal kommunalbestyrelsen fastsætte en sådan, som gælder, indtil en antimobbestrategi bliver fastsat af skolebestyrelsen. Strategien revideres efter behov.

§ 1 c. Konstaterer uddannelsesstedets ledelse problemer med det psykiske undervisningsmiljø i form af mobning el. lign., udarbejder ledelsen en handlingsplan, hvoraf det fremgår, med hvilke foranstaltninger problemerne effektivt bringes til ophør. Tilsvarende gælder, hvis uddannelsesstedets ledelse eller en elevs forældremyndighedsindehavere anser det for nødvendigt som følge af elevens bekymrende tilstand eller adfærd, herunder sygdom og fravær, på grund af problemer med det psykiske undervisningsmiljø i form af mobning el. lign.

Stk. 2. Uddannelsesstedets ledelse skal udarbejde handlingsplanen, jf. stk. 1, senest 10 arbejdsdage efter at der er modtaget oplysning om problemerne. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor en medarbejder på uddannelsesstedet eller ved den kommunale forvaltning, for så vidt angår kommunale uddannelsessteder, første gang skriftligt eller mundtligt modtager oplysning om problemerne. Handlingsplanen revideres efter behov.

Stk. 3. Uddannelsesstedets ledelse gennemfører de planlagte foranstaltninger i overensstemmelse med handlingsplanen eller sørger for, at dette sker.

Stk. 4. Uanset stk. 1-3 træffer uddannelsesstedets ledelse straks de midlertidige foranstaltninger, som her og nu er nødvendige, for at der kan gribes ind over for de konstaterede problemer.

Stk. 5. Uddannelsesstedets ledelse informerer de berørte elever og for elever undergivet forældremyndighed eleverne og forældremyndighedsindehaverne om indholdet af handlingsplanen og om eventuelle midlertidige foranstaltninger