ÅRSBERETNING FOR KALENDERÅRET 2018

Fra Gideonskolens bestyrelse

187005
Gideonskolen
Strandesplanaden 101
2665 Vallensbæk Strand

Skolens formål

I Gideonskolens vedtægter står der:

Stk. 1.    Gideonskolen er en kristen friskole med det formål at drive skole på Bibelens grund i overensstemmelse med kristen tro, som den er udtrykt i Den apostolske Trosbekendelse og efter de til enhver tid gældende bestemmelser om friskoler og private grundskoler m.v.

Stk. 2.    Det er skolens mål at give eleverne mulighed for med glæde at tilegne sig en høj grad af almennyttig viden og kundskab, tilvejebragt ved en effektiv indlæring, formidlet af engagerede, visionære, medarbejdere, sådan

  • at eleverne møder åbenhed, tryghed og personlig udfordring i undervisningen og får opbygget deres selvværd gennem bevidstheden om, at de er skabt i Guds billede, og at Gud har en personlig plan for hver enkelt.
  • at eleverne opdrages til at tage ansvar for egen indlæring og medansvar for andres.
  • at elevernes almene personlige udvikling sikres.
  • at eleverne udrustes til at blive gode og engagerede borgere, som præger samfundet med kristne normer, og opdrages til at leve i et samfund med frihed og folkestyre.

Stk. 3.    Skolen skal virke under trygge forhold, således at dagligdagen præges af tillid, ærlighed, åbenhed og respekt for det enkelte barns værdier. Der lægges vægt på god orden og disciplin samt respekt for opstillede normer og krav

Hovedaktivitet

De faglige mål er:

  • at lære børnene at læse, skrive og regne. Disse basale færdigheder er vigtige forudsætninger for den faglige progression.
  • at tilbyde mulighed for at udvikle talenter og evner maksimalt for at lære mest muligt
  • at uddanne til nutidens krav i erhvervslivet
  • at lære at anvende informationer til at tænke selv
  • at formidle viden, som kan bruges i nye sammenhænge

De personlige mål er:

  • at fremelske evner og bruge talenter
  • at de mange informationer og erfaringer i undervisningen udvikler sig til indsigt og forståelse
  • at opleve tryghed for dagen og fremtiden
  • at lære præcision, ærlighed og omhu med alt, hvad man laver
  • at udvikle ansvarlighed over for andre mennesker, samfundet og naturen
  • at kende Bibelen som Livets bog, som Guds åbenbaring om livet og evigheden
  • at være ansvarlige over for Guds skaberværk.

Der har ikke været væsentlige ændringer i ovenstående aktiviteter.

Væsentligste aktiviteter

EN SKOLE MED STÆRKE VÆRDIER
Gideonskolen holder fast i de kristne værdier som et grundlæggende og vigtigt fundament for skolens virke. Det er skolens fornemste opgave at sikre eleverne et godt og solidt fagligt grundlag for at give dem så gode fremtidsmuligheder som muligt og at opdrage dem til at leve i et samfund med frihed og folkestyre. På Gideonskolen er den enkelte elev i centrum. Det sikres igennem skolens lærecentre, der giver eleven adgang til et roligt og trygt arbejdsmiljø med mulighed for at fordybe sig i stoffet. Her kan eleven arbejde med de grundlæggende faglige områder som matematik, dansk, engelsk og science. Eleven bliver ikke forstyrret undervejs, men har adgang til lærere, der kan vejlede dem, hvis de har brug for faglige assistance. Skolens særlige lære-centre fungerer mere eller mindre som en slags udvidede “Lektiecaféer”. Disse lærecentre har igennem mange år vist sig effektive og har givet eleverne mulighed for at lære at planlægge dagens opgaver og tage ansvar for egen læring. Det tager tid at lære at arbejde på denne måde, men eleverne lærer hurtigt at sætte enkle og overskuelige mål for dagen. Gennem det daglige arbejde oparbejdes en rutine, som afspejles i elevernes selvstændige arbejde, og dette bliver til “en god vane”. Denne planlægning kan bruges i deres øvrige uddannelsesforløb og den videre karriere.

EVALUERING

Det er skolens ambition at sikre, at hver eneste elev på skolen lærer så meget, som han/hun kan. Derfor er det nødvendigt med en regelmæssig evaluering af elevens faglige udbytte.

For at måle effekten af vores undervisning tester vi eleverne mange gange i løbet af et år. Det sker bl.a. i Lære-centrene, hvor eleverne får en test, hver gang de afslutter en PACE, et undervisningsforløb. Desuden tester vi hvert år eleverne med nogle standardiserede tests – fortrinsvis fra Dansk Psykologisk Forlag. Resultaterne fra disse tests indsættes i grafer for klasser og for hver enkelt elev. Også gennem disse kan vi følge den enkelte elevs udvikling og progression. Resultaterne gør os i stand til at hjælpe eleverne med at styrke de områder, som måske kræver en særlig opmærksomhed. De bliver derfor taget med i planlægningen af den individuelle undervisning. Samtidig giver det baggrund for en selvevaluering af skolens faglige resultater.

Imidlertid er det ikke kun det faglige, der sætter dagsordenen på en skole. Også elevernes trivsel fylder rigtig meget. Vi ser i dagligdagen glade og tillidsfulde elever, der har det godt med hinanden og med lærerne. Selvfølgelig kan småskænderier og mindre konflikter ikke undgås. Derfor forsøger vi at indrette skoledagen, så der altid er lærere til stede der, hvor der er elever. Derved mindskes risikoen for, at mindre konflikter bliver til store konflikter. Hvis vi oplever, at der er behov for længerevarende samtaler med en eller flere elever, tager vi disse samtaler individuelt med eleverne. I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at involvere forældre, og vi tager så kontakt til disse. Heldigvis sker dette meget sjældent.

Sammen med det forældevalgte tilsyn samt resultaterne af de afsluttende prøver fornemmer vi selv, at vi opnår en fornuftig og velafbalanceret evaluering af skolens virke.

Ud over de mange test i skolens lærecentre tester vi også hvert år eleverne i 2.-8. klasse i læsning og stavning. Her benytter vi et materiale udarbejdet af Hogrefe Psykologisk Forlag. Testene giver skolen indsigt i elevens evne til at beherske disse afgørende færdigheder. Det giver desuden skolens dansklærere mulighed for at sætte ind og styrke eleven yderligere. Generelt klarer vores elever testene ganske fint i forhold til landsgennemsnittet. Resultaterne fra 2018 kan ses af overstående grafer, som i øvrigt også anvendes til dokumentation, når der skal søges om tilskud til elever med særlige behov.

I løbet af skoleåret udarbejder vi hvert år undervisningsrapporter til hver elev tre gange. Rapporterne giver elev og forældre et indblik i elevens sociale og faglige kompetencer på det givne tidspunkt. Eleverne i 8.-9. klasse får desuden udlevet et karakterblad.

I maj og juni måned var eleverne i 9. klasse til Folkeskolens afsluttende prøver. Eleverne klarede sig generelt rigtig flot. Ovenstående grafer viser, hvordan eleverne placerede sig i maj/juni 2018 i forhold til landsgennemsnittet. Resultaterne kan variere lidt fra år til år, afhængig af den enkelte klasses sammensætning, men disse viser, at Gideonskolens elever i de fleste tilfælde ligger i den pæne ende af karakterskalaen.

Terminsprøver

I uge 3 var eleverne i 9. klasse til terminsprøver for at få skærpet deres forståelse for de krav, der stilles til folkeskolens afsluttende prøver i maj 2018. Eleverne var til prøve i matematik, dansk, engelsk, tysk, biologi og geografi. Eleverne klarede sig generelt tilfredsstillende.

Generalprøve

Tirsdag, den 20. marts 2018, deltog vore elever i 9. klasse i afprøvning af to digitale prøver i hhv. dansk retskrivning og læsning. Resultaterne fra prøverne var generelt meget tilfredsstillende og gav igen eleverne et indtryk af de krav, der stilles til de afsluttende prøver.

Udtræk

Tirsdag, den 3. april 2018, var der udtrækning til naturfagsprøven. Her trak eleverne i 9. klasse de emner, som grupperne skulle arbejde med i den kommende tid. Dette udtræk var blot et af flere fag de skulle op i til de afsluttende prøver. Den 17. april blev eleverne orienteret om, hvilke fag der var blevet udtrukket. I maj måned var der skriftlige prøver og i juni blev de mundtlige prøver afholdt.

UNDERVISNING UDEN FOR GIDEONSKOLEN

Det kan indimellem være fremmende for undervisningen, at eleverne kommer ud af skolens bygninger og oplever noget andet for at sikre en større forståelse for de emner, vi beskæftiger os med i dagligdagen.

Klo-ak-lab

Torsdag, den 11. januar, besøgte 8. klasse Klo-ak-lab i Avedøre. Det var et virksomhedsbesøg på et af Danmarks største rensningsanlæg. Her fik eleverne igennem dialog, sanser og øvelser indblik i renseprocesser, miljø og forbrugsvaner. Eleverne havde forud for besøget haft fokus på vandmiljø i deres geografi- og biologi-timerne.

Folketinget

Tirsdag, den 16. januar, besøgte 8. klasse Folketinget. Eleverne fik blandt andet lejlighed til at overvære en debat i Folketingssalen, hvor der blev stillet spørgsmål til Statsminister, Lars Løkke Rasmussen. Derefter fik eleverne en god omvisning af en folketingsvagt. Eleverne så de kendte gamle paternosterelevatorer og kom tæt på det lokale, hvor den kongelige familie befinder sig, inden de skal lytte til statsministerens åbningstale den første tirsdag i oktober. Eleverne fik rig anledning til at se politikere i fuld aktion, da de blev interviewet i Vandrehallen og debatterede politiske sager i Folketingssalen.

Statens Museum for Kunst

Tirsdag, den 13. marts, var 7. klasse på besøg hos Statens Museum for Kunst. Her fik de en god rundvisning i ca. 1 time og så en række kunstværker, som de kunne analysere på. Det var spændende og gav eleverne stof til eftertanke og en god viden, der kunne bruges i danskundervisningen.

I Christian den 4.’s fodspor

Mandag, den 16. april, var eleverne fra Juniorlærecenteret på tur i København. Her så de flere af Christian den 4.s bygningsværker. Eleverne var forbi Christiansborg, Holmens kirke, Børsen, Tøjhusmuseet, Kongens Bryghus, Rundetårn, Rosenborg og ikke mindst Amalienborg Slotsplads for at markere Majestætens fødselsdag. Det blev til en fantastisk dejlig tur.

ZOO

Mandag, den 9. april 2018, var Børnehaveklassen, ABC-klassen og 2. klasse i Zoologisk Have. De havde en fremragende dag i det gode vejr og fik selvfølgelig set og studeret mange forskellige dyr, som næsehorn, giraffer og aber.

Skovtur til Køge Ås

Mandag, den 30. april 2018, og onsdag, den 2. maj 2018, var henholdsvis 8. klasse og 7. klasse på skovtur til Køge Ås. Turen var arrangeret af deres lærer Tove Larsen. Her så eleverne på forskellige forårsvækster og fik en større indsigt om livet i skoven samt skovbrug. Desuden var det en anledning til at repetere deres viden om landskabsdannelse, idet åsen er en af de landskaber, der blev skabt i istiden. På vejen så de Grundtvigs grav! Turen var relevant for geografi, kristendom, historie og biologi!

Tur til Roskilde

Tirsdag, den 23. oktober, var 5. klasse på tur til Roskilde for at lære noget om vikingerne og Danmarks første konger! Eleverne havde hjemmefra forberedt foredrag, som skulle holdes i Domkirken, medens de stod ved kongegravene! Turen startede i Vikingeskibshallen, hvor eleverne så film om vikingerne og om fundet at de 5 skibe ved Skuldelev. De prøvede at klæde sig ud som vikinger og legede lidt på modellerne, der var lavet som en legeplads bagerst i museet! Herefter gik holdet op i Domkirken og hørte om Danmarks spændende fortid! Eleverne havde alle forberedt sig virkelig godt, og de gav udtryk for, at de havde lært en masse på turen! Dagen efter var der på skolen quiz med præmier, hvor det viste sig, at børnene virkelig havde godt styr på Danmarks glorværdige fortid.

Besøg på Arbejdermuseet

Vores 6. klasse var på Arbejdermuseet torsdag, den 25. oktober 2018. Her fik eleverne et godt indblik i den udvikling og de forhold, som arbejderne boede under i slutninger af 1800-tallet. Eleverne så en skolestue, en baggård og en lejlighed, der gav dem indtryk fra datiden. Besøget var som et led i 6. klasses danskundervisning.

Toms

Torsdag, den 17. maj 2018, besøgte eleverne i 5. klasse Toms Chokoladefabrik. Eleverne havde inden besøget fået viden om virksomhedsstrukturen og baggrundsstofferne for produktionen. Eleverne fik ved besøget mulighed for at se og opleve, hvordan chokoladefabrikken fungerer i praksis. Flere af klassens forældre var behjælpelige med at køre eleverne ud til besøget i deres privatbiler. Det blev til et rigtig godt besøg og lidt til den søde tand.

ABC-fest

Onsdag, den 28. november 2018, fejrede vi, at vores 1. klasse havde gennemgået et “Lær at læse program”. De havde brugt omkring 300 timer på at lære at sætte bogstaver sammen til ord og var nu nået til et punkt, hvor de så småt kunne læse. Det var et stort skridt fremad i den rigtige retning.

Vi fejrede eleverne i skolens festsal i forbindelse med vores onsdags-gudstjeneste. Her var forældrene til eleverne i ABC-klassen inviteret med for at se deres børn få overrakt de fine diplomer for indsatsen. Efter gudstjenesten fik ABC-klassen kagemand sammen med deres forældre, der selvfølgelig også fik lidt kaffe.

Projektuge

I uge 14 var der projektuge om forfatteren H.C. Andersen i 1. klasse. I den forbindelse besøgte eleverne tirsdag, den 3. april, Vallensbæk Bibliotek. Her skulle de blandt andet finde bøger om H. C. Andersen. Eleverne fik i forløbet en god viden om forfatteren. Det hele første til, at de selv lavede indholdet til et hæfte med billeder og information, som de fik med hjem som et minde.

MUSIK OG GLÆDE

Musik på Tværs

Fredag, den 4. maj 2018, var 5. og 6. klasse til koncert med Sjællands Symfoniorkester. Det var et led i vores program: “Musik på Tværs”, som vi hvert år tilrettelægger i samarbejde med Sjællands Symfoniorkester. Eleverne havde forberedt sig ved at høre musiksatserne igennem. Carl Quist-Møller illustrerede og lavede en fortolkning af skabelsesberetningen. Eleverne fik en god musikalsk oplevelse i Konservatoriets Koncertsal på Rosenørns Allé.

Besøg af korleder

Tirsdag, den 21. august, havde vi besøg af korleder Stephan Nørklit Roed fra Brøndby Strand Kirke. Han fortalte eleverne i 0.-4. om de kortilbud, der er i kirken. Det var meget inspirerende. Der var særlig fokus på spi-rekoret, der er for børn i 0. til 2. klasse. Koret øver hver onsdag kl. 15:45-16:30.

3. klasse til musikdage

Onsdag, den 12., og torsdag, den 13. september, var 3. klasse til musikdage på Vallensbæk Musikskole. Her fik de god anledning til at afprøve en mangfoldighed af musikinstrumenter. Nogle af vores elever spiller allerede på instrumenter og er en del af Vallensbæk Musikskole. Under musikdagene deltog eleverne i forskellige workshops med fokus på strengeinstrumenter, korsang, slagtøj, elbas, rytmisk sammenspil, træblæserworkshop og messingblæserworkshop. Musik kan have en positiv indvirkning på elevernes følelser og ikke mindst deres indlæring. Musikdagene sluttede af med en koncert torsdag aften, hvor forældrene var inviteret med.

BESØG PÅ SKOLEN

Copenhagen Phil

Tirsdag, den 13. marts 2018, havde vi besøg af to musikere fra Copenhagen Phil. Det var to strygere, henholdsvis en violinist og en bratschist. De spillede forskellige stykker, blandt andet med temaer fra Disney sange, som eleverne skulle gætte. Eleverne var dygtige til at gætte, hvilke sange der blev spillet på disse klassiske instrumenter. Eleverne fik også mulighed for at ligge på gulvet for at danne billeder til den meget smukt udførte musik.

Efterskolebesøg

Onsdag, den 24. januar, havde vi besøg af efterskolen Alterna. De var med ved vores Gudstjeneste i festsalen, hvor de udførte dramastykker for alle skolens elever. De formåede at holde elevernes opmærksomhed og sætte et positivt præg på morgenstunden.

I løbet af januar måned 2018 havde vi også besøg af børn til den børnehaveklasse, der skulle starte i august 2018. Her prøvede børnene at være med på Gideonskolen et par timer for at finde ud af, om de er egnede til at begynde i skole.

Forældreforedrag i 6. klasse

I forbindelse med, at eleverne i 6. klasse lærer om børn under Anden Verdenskrig, havde vi inviteret Luka’s far, Slavisa, på besøg i 6. klasse i historietimen fredag, den 6. april 2018. Slavisa var 18 år, da krigen kom til hans hjemby i Bosnien. Det var spændende for børnene at høre om, hvordan tilværelsen kan blive, når der er krig. Hvordan man kan vænne sig til at blive beskudt på daglig basis og leve i en lejlighed uden vinduer, hvor væggene er gennemhullet af granatsplinter.

Besøg af en officer

Onsdag, den 24. oktober 2018, havde vi besøg af officer og frikirkepræst Sven Straarup. Sven er vokset op i Indien og Australien og formåede på levende vis at berette om sit liv og virke. Det var spændende for eleverne at lytte til hans budskab.

Pengeuge – besøg fra Danske Bank

Eleverne i 8.-9. klasse havde i midten af marts 2018 en spændende uge med besøg fra Danske Bank. Her underviste dygtige medarbejdere dem i, hvordan man laver et godt budget og gjorde dem opmærksomme på områder, hvor de skulle være agtpågivende i forhold til optagelse af lån. I 8. klasse brugte vi desuden en del tid på digital sikkerhed. Eleverne fik udleveret hæfter, hvor de kunne sætte sig yderligere ind i eksempelvis emner som opsparing, lån, ÅOP, aktier og obligationer.

Besøg af distriktsledere

Torsdag, den 31. maj 2018, havde skolen besøg af en række ledere fra skoler og børnehaver i nærområdet.

Besøg fra ungdomsskolen

Mandag, den 4. juni, havde vi besøg af Jakob Hammer-Helmich fra Vallensbæk Ungdomsskole. Han fortalte eleverne om nogle af de mange aktiviteter, de kunne deltage i på ungdomsskolen hen over sommerferien.

SPORT

Bevægelse er en vigtig faktor for, at elevernes holder sig sunde. Derfor er der på Gideonskolen tradition for, at eleverne skal ud i alle frikvarterer for at spille bold, sjippe og røre sig. Vi opmuntrer altid alle elever til at være godt klædt på til årstiden. Da skolen ikke har egen gymnastiksal, benytter vi nogle af kommunens gode faciliteter. Dette kræver, at eleverne enten går til Egholmskolen eller cykler til Vallensbæk Idrætscenter. Mange af vores elever kommer desuden selv til skolen på rulleskøjter, cykler eller gåben og får på denne måde også rørt sig.

Fodboldturnering

Fredag, den 26. januar 2018, deltog udvalgte elever fra 4.-9. klasse i fodboldturneringen Billesborg-Cup i Ravnsborghallen. Her spillede de imod to andre skoler, henholdsvis Billesborgskolen og Sydkystens Privatskole. Der var under hele stævnet en god attitude og fin kampånd. Nogle af eleverne fra 7. klasse havde forberedt en cheerleader-dans. Den udførte de rigtig godt. Overordnet set var det en god dag med masser af godt humør.

Løb for Afrika

Fredag, den 13. oktober 2018 stillede vore elever op til “Løb for Afrika”. Det har været en tradition gennem en årrække, at eleverne på Gideonskolen løber sponsorløb for at indsamle penge til et skoleprojekt i Sydafrika. I 2018 gik penge til udbygning af “Risen Son Academy” i Vryheid (350 km nordvest for Durban).

ELEVOPTRÆDEN

I løbet af et skoleår optræder elever ved forskellige arrangementer på skolen. Skolens danselærer, musiklærer og andre arbejder jævnligt med eleverne, så de bliver scenevante og klar til forskellige former for optræden. I juni måned havde vi sommerfest, og i december opførte eleverne danse, musik og drama i anledning af julen. Alle disse begivenheder giver eleverne en særlig anledning til at udfolde deres kreative talenter.

UNGDOMSUDDANNELSE

Eleverne i 9. klasse arbejdede i januar 2018 på at gøre deres ansøgninger til deres videre uddannelsesforløb færdige. Det drejede sig eksempelvis om at udvælge de gymnasier eller erhvervsuddannelser, som de ønskede, at blive optaget på efter 9. klasse. Endvidere skulle eleverne præsentere sig selv skriftligt samt forklare, hvorfor de havde valgt den pågældende uddannelse. Eleverne skulle inden 1. marts 2018 gennemgå deres ønsker med deres forældre og digitalt signere for alle valgene på www.optagelse.dk.

Uddannelsesmesse

Torsdag, den 25. oktober 2018, deltog eleverne fra 8. og 9. klasse i uddannelsesmessen Skills i Bella centeret. Her fik eleverne et godt indblik i nogle af de mange forskellige uddannelsesmuligheder, de kan vælge imellem i deres videre uddannelsesforløb.

MOTIVATION

Gideonskolen afholder tre gange om året bonusbutik for skolens elever. Alle skolens eleverne optjener bonus-penge i løbet af året (en slags matador-sedler) for den gode indsats, de yder i hverdagen, når de eksempelvis udviser ansvarlighed i det daglige skolearbejde.

I bonusbutikken kan eleverne købe skoleredskaber, legetøj eller ture til eksempelvis McDonald’s eller skøjtehallen. Det er opmuntrende for eleverne med disse tilbagevendende tiltag, der fungerer som et belønningssystem og motivation for en god indsats.

I forbindelse med vores gudstjenester, som afholdes for hele skolen om onsdagen, bliver der uddelt diplomer

for det gennemførte arbejde, så eleven kan se deres fremskridt. Dette er endnu et tiltag, der skal motivere og

udruste eleven til at bruge sine evner.

Lejrskole

I september var elever fra børnehaveklassen til og med 7. klasse igen på lejrskole fra mandag til og med fredag på Hvidekilde i Kagerup. Her gennemførte vi både indendørs- og udendørs-programmer. Vejret var varmt og solfyldt – rigtig sensommer det meste af tiden. Flere af klasserne var på ekskursioner til bl.a. en bondegård, og nogle besøgte Frederiksborg Slot. Der var arrangementer i skoven og stjerneløb. Vore daglige Bibelsamlinger, workshops og sportsbegivenheder skabte godt fællesskab og gav mulighed for at styrke og knytte venskaber på tværs af klassetrin.

SKOLEREJSER

Skolerejse til Sydafrika

Onsdag, den 26. september, rejste skolens 9. klasse til Sydafrika, hvor de blandt andet deltog i “All African Student Convention” i Bloemfontein. Her skulle eleverne konkurrere med andre i sportslige, kunstneriske og faglige konkurrencer. På rejsen besøgte de mange forskellige seværdigheder i Johannesburg og Durban. De besøgte desuden Victory Christian Academy i Durban, og var på en safaritur til Hluhluwe med oplevelser af kultur, historie og dyreliv. Det blev til en uforglemmelig rejse. Eleverne var tilbage i Danmark den 12. oktober 2018 og efterfølgende var der tirsdag, den 30. oktober, Sydafrikaaften på Gideonskolen, hvor eleverne så tilbage på oplevelserne fra rejsen og fik udleveret deres dommerudtalelser.

 

Skolerejse til Berlin

Mandag, den 17. september, rejste 8. klasse med bus til Berlin. De tilbragte en uge på at se forskellige historiske seværdigheder. Eleverne fik også mulighed for at afprøve deres tyske sprogkundskaber. Deres tysklærer, Ulla Hansen, og Kristoffer Riis, var medrejsende lærere. Eleverne var tilbage i Danmark fredag, den 21. september.

MØDER PÅ SKOLEN

Skole-hjem-samtaler

Onsdag, den 7. og torsdag, den 8. marts 2018 og onsdag, den 7. november, og torsdag, den 8. november var der skole-hjem-samtaler på Gideonskolen. Skole-hjem-samtaler tager blandt andet udgangspunkt i undervisnings-rapporterne. På Gideonskolen lægger vi vægt på den personlige udvikling af hver elev set i forhold til det faglige, det karakterdannende og det sociale. Alle tre områder er væsentlige for eleven og samfundet som helhed.

Samtalerne var en god anledning til at få talt om, hvordan eleven trives og hvad der eventuelt skal ændres på samt få afstemt forventningerne, således at eleven får det bedste ud af sin skolegang.

Forældremøde

Tirsdag, den 4. september 2018, havde vi det første forældremøde for skoleåret 2018/19. Mange forældre mødte op til arrangementet. I første del af mødet blev forældrene orienteret om status vedrørende elevantal og lærersammensætningen. Ved mødet blev forældrene også orienteret om fremtidige engagementer. Efter arrangementet i skoles festsal var der møder i lærecentrene og klasserne. Aftenen sluttede af med samvær i spisesalen.

Påskefest

Torsdag, den 22. marts 2018, afholdt vi påskefest på Gideonskolen. Det blev til en festlig dag i skolens festsal med mange glade børn og forældre. Eleverne udførte sange, musikstykker og dans på fornem vis. Det var en stor glæde at se, hvordan den gode indsats kom til udtryk både på scenen og i det hele taget på hele skolen. Efter arrangementet i salen blev der serveret kaffe, te, saft og småkager. Det var fornøjeligt at være sammen, og der var god anledning til at tale med hinanden.

Efter-fyr-aftensmøder

Tirsdag, den 31. januar, havde vi efter-fyr-aftensmøde for ca. 30 muligt kommende forældre til Gideonskolen. Mødet havde fokus på skolens undervisningsform og de kristne værdier, som skolens elever præges af igennem deres grundskoleforløb. Mødet gav eventuelt kommende forældre et indblik i, hvad de kan forvente sig af skolen, og hvad der forventes af dem som forældre – og ikke mindst af deres børn.

Årsmøde

Der blev afholdt årsmøde den 22. maj 2018. Her blev tilsynsrapporten for 2017 præsenteret af skolens tilsynsførende, den tidligere skoleleder på Brøndby Strand Skole, Palle Kristensen. Skolen fik en meget tilfredsstillende udmelding på tilsynet. Årsberetningen fra ledelsen blev fremlagt af skolens leder med fokus på skolens formål og ikke mindst de testresultater, der dokumenterer skolens generelt gode resultater ved afgangsprøverne. Skolens årsregnskab blev præsenteret af revisor Søren Jensen. Han gav de forsamlede en god gennemgang af regnskabet og svarede efterfølgende på spørgsmål. Skolen fik ros for det udførte arbejde og for forvaltningen af økonomien. Regnskabet viste et pænt overskud.

I forbindelse med årsmødet var der valg til bestyrelsen. Bestyrelsen har tre medlemmer, der er valgt af bestyrelsen selv. Derudover er to medlemmer valgt blandt forældrene. Michael Lynge Hansen var på valg og blev genvalgt blandt forældrene. Desuden skulle der vælges en suppleant blandt forældrene. Dinh Cong Doanh Ngo blev foreslået og valgt ind som ny suppleant. Bestyrelsens sammensætning ser således ud.

Formand: Victor Hørup, næstformand: Sigurd Sonne Pedersen, bestyrelsesmedlemmer: Samuella Wuo-Mettle, Miriam Meister og Michael Lynge Hansen, samt suppleant Dinh Cong Doanh Ngo.

Afslutningsfest

Torsdag, den 28. juni 2018, afholdt vi afslutningsfest for elever og forældre i skolens festsal. Ved denne anledning blev der uddelt diplomer til eleverne, og 9. klasse fik deres afgangsbeviser i en festlig stemning med konfetti. Desuden optrådte eleverne med danse og musikstykker. Det blev til en fremragende afslutning på skole-året, hvor der sidst men ikke mindst blev serveret pølser, grillmad mv.

Forældrekursus

Lørdag, den 6. oktober 2018, blev der afholdt forældrekursus for alle nye forældre på Gideonskolen. Kurset gav forældre en dybere baggrund for Gideonskolens historie og pædagogik.

Første skoledag

Mandag, den 13. august 2018, gik vi i gang med det 22. skoleår på Gideonskolen, med 177 tilmeldte elever. Det blev til en festlig start med velkomst og god orientering. Skolens sundhedsplejerske, Helle Laugesen, gav også en god introduktion til de sundhedsfaglige konsultationer, hun tilbyder til eleverne på Gideonskolen. Dagen sluttede ca. kl. 11 på skolens legeplads, hvor der blev uddelt isvafler til alle eleverne.

Julepyntning

Torsdag, den 29. november, blev hele Gideonskolen pyntet op af elever og lærere. Det var med til at skabe en helt særlig stemning på skolen, og det er selvfølgelig rigtig hyggeligt at være sammen om dette.

Jul på Gideonskolen

Fredag, den 7. december havde vi “Jul på Gideonskolen” Eleverne fremførte forskellige danse, sange og musikstykker. De opførte også deres skuespil på fornem vis. Vi har god grund til at være stolte over deres ihærdighed. Efter fremførelsen blev der serveret æbleskiver, kaffe og saft for forældre og øvrige familiemedlemmer.

Juleafslutning

Torsdag, den 20. december 2018, havde vi juleafslutning med eleverne. Det blev til en hyggelig formiddag, hvor eleverne sang nogle af højtidens sange i skolens festsal. Eleverne modtog også en lille gave og lidt godt til ganen. Traditionen tro afholdt vi julefrokost for skolens medarbejdere fra kl. 12 på samme dag.

VEDLIGEHOLDELSE AF GIDEONSKOLEN

Falck – årlige sikkerhedstjek

Tirsdag, den 6. februar 2018, havde vi brandtilsyn på Gideonskolen. Skolens lokaler blev gennemgået af en sikkerhedsekspert for at sikre, at alt er i orden. Brandtilsynet var meget tilfredsstillende. Der er som noget nyt tilføjet en brandslukker og et brandtæppe på stueetagen i hver ende af huset.

Boldbanen

Skolens boldbane bliver flittigt brugt. Charlie Hall og Jens Hansen, der i øvrigt er gift med lærer Ulla Hansen, sørgede for at der blev lagt et nyt tæppe på banen onsdag, den 18. april 2018.

Sommerrengøring

Mandag, den 2. juli, og tirsdag, den 3. juli, var der sommerrengøring på skolen. Her var en del af skolens forældre mødt op for at hjælpe os med at få skolen gjort pænt i stand inden sommerferien.

GIDEONSKOLENS STAB

Gideonskolen har en stabil gruppe af medarbejdere. De fleste af skolens lærere har været en del af skolens liv

igennem mange år. Det er med til at skabe stabilitet. I september 2018 sagde vi farvel til Lars Schultz, der har været ansat som IT-konsulent igennem mange år. Lars Schultz har været en del af Gideonskolen siden begyndelsen i 1997. Skolen har også sagt velkommen til en del nye lærere i 2018.

KRISTEN PROFIL

Ifølge skolens vedtægter er Gideonskolen en kristen friskole med det formål at drive skole på Bibelens grund i overensstemmelse med kristen tro, som den er udtrykt i Den apostolske Trosbekendelse og efter de til enhver tid gældende bestemmelser om friskoler og private grundskoler m.v. Hver skoledag begynder med en andagt. Sådan er det også sket i 2018. Vi samles med eleverne i skolens festsal eller i mindre grupper. Her synger vi sange med et kristent indhold, og der deles et budskab fra Bibelen. Vores individuelle undervisningsbøger er også præget af kristen tankegang. Derudover har vi i løbet af skoleåret fokus på de kristne højtider som jul og påske.

Graven er tom

I ugerne op til påske lavede eleverne i BH-klassen dekorationer med den tomme grav som udtryk for Jesu opstandelse fra de døde.

RELATION TIL KOMMUNEN

Igen i år har vi oplevet et inkluderende fællesskab med Vallensbæk kommune. Borgmester Henrik Rasmussen og kommunen er meget imødekommende over for skolen.

Gideonskolen har desuden et fint samarbejde med skolepsykolog Susanne Jeppesen, der igennem mange år har været tilknyttet skolen. Hver tirsdag har vi besøg af sundhedsplejerske Helle Laugesen, der er med til at sikre, at eleverne får en god vejledning på det sundhedsmæssige område. Derudover har skolen fået hjælp til uddannelsesmæssige forhold af UU-vejleder Jakob Hammer-Helmich. Og endelig har vi modtaget faglig vejledning af talepædagog, Louise Winther Fredericia fra PPR i Ishøj.

Torsdag, den 13. december, opførte eleverne fra Gideonskolen forskellige stykker for Vallensbæk borgmester og hans medarbejdere på Vallensbæk Rådhus. Det var årets “levende julekort” fra Gideonskolen.

REVISION, TILSYN OG BESTYRELSE

Revision

Torsdag, den 5. april, var vores revisionsselskab på besøg for at revidere regnskabet for 2017, og torsdag, den 6. december, var de der for at sikre, at vi som skole har orden i regnskabet. Revisoren gennemgik forskellige elementer fra den daglige drift og stillede spørgsmål til skolens administration.

Skolens tilsynsførende

Skolens tilsynsførende, Palle Kristensen, har med jævne mellemrum været i kontakt med Gideonskolen i 2018. Han har igennem adskillige år fulgt skolens undervisning og observeret, hvordan den daglige undervisning er blevet udført. Desuden er han i løbet af 2018 blevet orienteret af skolens ledelse om skolens liv og opgaver. Palle har grundet sygdom ønsket, at skolen skulle finde en ny tilsynsførende. Palle Kristensen døde i marts 2019 og i februar 2019 blev der ved skolens Midtvejsmøde valgt en ny tilsynsførende, Kristian Egede Slot.

Bestyrelsen

Skolens bestyrelse mødes med jævne mellemrum i løbet af året. Bestyrelsens kompetente medlemmer er med til at sikre, at skolen forvaltes og ledes på en god måde. Bestyrelsesmøderne er et forum for orientering, plan-lægning og dialog om betydelige elementer i skolens dagligdag og fremtid.

ANDEN INFORMATION

Startpakke

I juni sendte vi det, vi kalder en “Startpakke”, hjem til skolens forældre. Pakken er møntet på alle de elever, der skal gå på skolen i det kommende år og deres forældre. Startpakken indeholder blandt andet vigtig information om skolens årsplan, økonomi, bl.a. tilskud til transport og betaling af skolepenge samt SFO-tilmelding og samtykkeerklæringer.

Skolefotografering

Onsdag, den 25. april 2018, blev skolens elever og lærere fotograferet.

Årets økonomiske resultat

Den økonomiske udvikling i år 2018 har været pænt tilfredsstillende. Der har ikke været nogen væsentlige afvigelser mellem det forventede og realiserede resultat. Skolens driftsmæssige overskud ligger på 1,2 million kr. Af skolens egenkapital er ca. 1 mio. kr. anbragt på en særlig konto i banken – f.eks. til vedligeholdelse af ejendommen og uforudsete hændelser.

Der var indskrevet 177 elever den 5. september 2018. Generelt er skolen presset på plads, men da skolen har fået opsat en pavillon tilbage i juli 2017, kunne det lade sig gøre med dette antal af elever. I slutningen af året har vi været i drøftelser med en arkitekt om forskellige udvidelsesmuligheder.

Budget 2019 – 2023

Skolens 5-årige budget viser en sund og fornuftig udvikling i økonomien.

Lærerløn

Lønomkostninger til lærerlønninger er stigende. Det er derfor af afgørende betydning, at vi som skole ansætter et så passende antal medarbejdere som muligt. Der kan altid bruges flere lærerkræfter, men det skal hænge sammen med den økonomi, der er til rådighed. Det betyder, at vi som skole skal være effektive.

Den gældende tjenestetidsaftale har en naturlig afsmittende effekt på Gideonskolen. Vores medarbejdere følger de gældende aftaler og dermed også de nye tjenesteforhold. Der er dog en praktisk tilpasning til skolens fysiske rammer, hvilket indebærer, at tilstedeværelsesforpligtigelsen ikke nødvendigvis anvendes på samme måde som i nogle folkeskoler. En del af lærernes lønmæssige forpligtigelse foregår uden for skolen.

Usikkerhed om forsat drift (going concern)
Vi skal henvise til note I i årsrapporten.

Usikkerhed ved indregning og måling
Vi skal henvise til note II i årsrapporten.

Usædvanlige forhold
Vi skal henvise til note III i årsrapporten.

Hændelser efter regnskabsårets udløb
Der er fra balancedagen frem til i dag ikke indtrådt forhold, som forrykker vurderingen af årsregnskabet.

Forventninger til det kommende år

Skolen har budgetteret med et resultat på ca. 1,2 millioner for år 2019. Likviditetsbudgettet for de næste 5 år viser en positiv udvikling. Vi forventer, at skolen i nærmeste fremtid skal igennem en udbygning for at skabe mere plads til eleverne. Det vil ikke betyde, at vi pludselig kan tage imod langt flere elever, men det vil gøre det muligt at tage imod lidt flere på sigt. Elevtallet vil muligvis vokse en smule i det kommende skoleår, og skolepengene forventes at være stigende. Der er fortsat mange administrative opgaver, og der er desværre ikke tegn på, at disse byrder vil blive mindre fremadrettet. Vi vil gøre vores yderste for at leve op til de lovmæssige forpligtelser – også selv om forandringerne foregår hurtigt.

Skolens kendte og velfungerende undervisningsmateriale er fortsat kernen. Dette holder vi fast i. Disse materialer er specielt indrettet til individuel undervisning. Vores målsætning er at føre elever igennem den grundlæggende faglige udvikling inden udgangen af 7. klasse for derefter at udbygge, stabilisere og målrette undervisningen på slutmålene og de afsluttende prøver.

Væsentlige økonomiske forbindelser med andre institutioner, der modtager offentlig tilskud

Vi gør opmærksom på, at Gideonskolen ikke har økonomiske forbindelser til andre institutioner, der modtager offentligt tilskud – hverken på skolens adresse eller andre steder.

Tilskud til inklusion af elever med særlige behov i den almindelige undervisning

Gideonskolen har i år 2018 modtaget 127.382,04 kr. i inklusionstilskud. Pengene er brugt til støtte til elever,

omfattet af inklusionsordningen. Disse elever er ikke defineret på samme måde som elever med vidtgående behov og elever med behov for ekstra dansk til 2-sprogede elever. Inklusionen har omfattet elever, som tidligere har været defineret som specialundervisningskrævende med vanskeligheder inden for et bredt spektrum. Det gælder både specifikke vanskeligheder, behov for initiering og monitorering, behov for strukturering af hverdagen og opfølgning omkring social adfærd og sociale spilleregler og aftaler. Vi har fulgt samme model for inklusion som tidligere, og det har givet gode resultater.

Vi har en del elever, som har brug for den specielt tilrettelagte undervisning. I gennemsnit for de to perioder (forår – efterår) har vi haft 30 elever fordelt på klasserne.

Inklusionen foretages bl.a. som

  • individuel undervisning og støtte i skolens Lærecentre
  • opdeling af klasser (halve klasser), så elever med inklusionsbehov er indgået i normalklassemiljø (gruppeundervisning) ved integration i et mindre antal elever
  • to-lærer-ordninger
  • individuel tilpasning af undervisningstid og progression for at sikre fagligt udbytte

Formålet med integrationen er – og har været – at sikre elevens deltagelse i klassens / skolens normale arbejds- og undervisningssituation.

Tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand

Gideonskolen modtager et væsentligt beløb til specialundervisning. Vi har stor erfaring i undervisning af elever med almindelige og særlige behov. Skolens fleksible undervisningsform og individuelle fokus giver mulighed for at imødekomme disse elevers særlige behov. I skoleåret 2017/2018 fik 15 eleverne specialundervisning. I skoleåret 2018/2019 er der tale om 18 elever. Den vidtgående specialundervisning er blevet udført med individuel støtte i skolens særlige lærecentre, hvor udvalgte lærere er udpeget til at give eleven individuel støtte i undervisningen. Desuden deltager specialundervisningseleverne i mindre grupper, hvor de nemmere kan komme til orde og tilegne sig viden i et trygt miljø. Endelig føres der dagligt protokol af de ansvarlige lærere for den udførte hjælp til specialundervisningen.

Det er vores vurdering, at skolen generelt formår med sin erfaring at løfte elever, som har vidtgående special-undervisningsbehov, ikke mindst fordi skolen benytter en undervisningsform, der er særligt velegnet til denne målgruppe.

KONKLUSION

Det er Gideonskolen ambition at sikre eleverne en god solid undervisning, der lever op til krav, der stilles fra Undervisningsministeriets side og dermed sikrer, at vores elever udrustes med en høj faglighed på en skole med god trivsel og rummelighed. Gideonskolen har i år 2018 vist, at vores elever generelt set klarer sig rigtigt flot. Det agter vi at fortsætte med.