ÅRSBERETNING FOR KALENDERÅRET 2005
Fra Gideonskolens bestyrelse
187005
Gideonskolen
Strandesplanaden 101
2665 Vallensbæk Strand
Et godt år
2005 var Gideonskolens 9. regnskabsår. Det har været et rigtig godt år. Vi kan igen med glæde se tilbage på mange gode oplevelser og forhold både pædagogisk, økonomisk og samarbejdsmæssigt.
Samarbejde
Vi har stadig meget gode relationer til begge „vore” kommuner – Vallensbæk og Brøndby. Vi har med stor opmærksomhed fulgt udfaldet af kommunalreformen. Det glæder os meget, at Vallensbæk kommune fortsætter som selvstændig kommune i samarbejde med Ishøj. Det betyder, at vi også fra 1. januar 2007 kan regne med samme overskuelige kontakt til kommunen. Samarbejdet med PPR og det tekniske og administrative personale i Vallensbæk er præget af nærhed og tillid og stor respekt. Vi føler os virkeligt priviligerede og godt behandlet på alle måder.
Oplevelser
Sammen med vore elever har vi også i 2005 haft rigtig mange arrangementer både på skolen og uden for skolen. Skolens traditioner rummer flere meget store arrangementer for skolens elever, familier og vennekreds i forbindelse med påske, sommerafslutning og jul, og hverdagen har været præget af mange arrangementer for grupper af elever og hele klasser. Her skal blot nævnes nogle af de mange dejlige begivenheder i årets løb.
Nogle arrangementer havde med sundhed at gøre. Vi fik ny skolelæge, som gav sig tid til at hilse på eleverne. Der var Førstehjælpskursus for nogle af de yngste elever, og i august satte vi fokus på motion med programmet „Rend og Hop” og ABC – Alle Børn Cykler. Vi havde en lokal motionsdag inden efterårsferien og deltog igen i Billesborg Cup i november måned.
Året 2005 var jo H.C. Andersen-året. Vi havde i januar besøg af oplæser Dorte Futtrup, som læste Grantræet for os. Vi havde besøg af Cirkus Naturligvis fra Københavns Universitet og senere af Fysik Rejseholdet fra Niels Bohrs instituttet. Vicekriminalkommissær Steen Norup Andersen kom og fortalte om pas og flygtninge. Politianklager Per Nørgård fortalte om det danske retssystem, og et medlem af Sjællands Symfoniorkester fortalte os om orkesterets opbygning og instrumenter.
Vi deltog i Læseraketten fra Ibis. Vi var med i et byggestensprojekt med Danmarks Symfoniorkester. I april opførte 4. klasse „De vilde Svaner”. 6. klassen modtog en H. C. Andersen bog fra Bertel Haarder. Hele skolen var med, da dronning Margrethe besøgte Vallensbæk, og Kurt Hockerup besøgte skolen og hilste på os.
To gange i løbet af året var hele skolen på lejr på Hvidekilde i Kagerup. De ældste elever havde en fantastisk skolerejse til Sydafrika med mange spændende oplevelser.
Flere elever var på Thorvaldsens Museum for at tegne i løbet af året. Mange klasser fik en arbejdsdag i Zoologisk Have. De ældste elever besøgte Avedøre Spildevandscenter, var på Uddannelsesmesse i Forum og så på svampe som enzymer i Botanisk Have. Nogle af de yngre elever var på besøg på Postmuseet. Traditionen tro var vi på Vallensbæk Rådhus og leverede et „levende julekort” med sang og dans. Det er blot nogle af de mange begivenheder på Gideonskolen, som var med til at give farve og energi til det daglige skolearbejde.
Hjemmeside
Ud over dette har den daglige undervisning dannet basis i hverdagen på skolen. Også her sker der mange spændende ting. I løbet af foråret omlagde vi en del af undervisningen i dansk, matematik og engelsk og indkøbte en hel del nye materialer til disse fag.
I forbindelse med dette opdaterede og forandrede vi skolens hjemmeside. Vi besluttede os til at tage betegnelsen ACE ud af skolens hjemmeside, da dette navn kun var med til at skabe forvirring.
Skolens hjemmeside er meget besøgt. I skrivende stund er vi ved at runde 130.000 besøg. Hjemmesiden bliver løbende opdateret og udbygget. Ud over de lovkrævede og nødvendige informationer og præsentationer kan man se de ugentlige nyhedsbreve og sammen med dem en ny serie billeder hver uge fra skolens hverdagsliv. Er man billedinteresseret kan man se mere end 5000 billeder. Vi er meget glade for denne hjemmeside og synes selv, at den er præget af høj kvalitet.
Undervisningsopfølgning og evaluering
Gideonweb er en anden af skolens hjemmesider. De fleste af skolens forældre har egen kode til denne del. De kan følge med i deres egne børns udvikling næsten fra dag til dag. Elevernes daglige arbejde afspejles i en logbog, som giver et relevant billede af den faglige udvikling i skolens hovedfag. Det er en del af skolens information til forældrene om eleverne udbytte af undervisningen.
Pædagogisk udvikling
Vi lægger stadig stor vægt på, at skolens undervisning skal være præget af kvalitet og udvikling. Det har været positivt med den øgede vægtning af de naturfaglige og samfundsrelaterede fagområder samt af de grupperelaterede situationer. Vi oplever, at eleverne vokser med opgaven og bliver dygtige og ansvarsbevidste.
Gennem næste tre år har Gideonskolen været i dialog med Undervisningsministeriet. I september 2005 afsluttedes denne dialog, og ministeriets evaluering af skolen var færdig. Der er ingen bemærkninger til skolens undervisning. Man anerkender vores bredde i materialevalg og fremgangsmåder.
Vore undervisningsplaner og evalueringer opdateres løbende, og vi følger meget nøje med i lovgivningen på hele friskoleområdet. Allerede i løbet af 2005 begyndte vi en omlægning af undervisningsplaner og havde fokus på undervisning i dansk, matematik og engelsk. Dette udviklingsarbejde evalueres og fortsættes, ligesom der udarbejdes nye undervisningsplaner for de andre fagområder.
Fra august indførte vi biologi som selvstændigt fag på 8. og 9. klassetrin og geografi som selvstændigt fag på 7. og 8. klassetrin. Dette var nødvendigt af hensyn til den nye obligatoriske naturfagseksamen. Billedkunst læses som periodelæsning på de større klassetrin.
Den individuelle undervisning giver særlige muligheder for at nå børn med indlæringsvanskeligheder. I skoleåret 2005/06 indstillede vi 23 elever til 20.1-støtte. Ved evalueringen i marts 2006 havde 14 af disse udviklet sig, så de ikke længere havde behov for specialundervisning. Det er en dejlig udvikling.
I år 2005 fik vi igen andel i en pulje penge, som blev givet til indkøb af computere og computer-udstyr til 3. klasserne. Vi har selv lagt en del penge til, og dette har været med til at forny, opdatere og udbygge hele vores edb-system, så vi fortsat har et velfungerende IT-udstyr på meget højt niveau.
Elevtal
Der er fortsat stor søgning til Gideonskolen. Vi afholder jævnligt – hver 2.-3. måned – et “efter-fyraftensmøde” for forældre, som i den mellemliggende periode har ønsket deres barn på Gideonskolen. Ved sådanne anledninger vil der typisk være 20-25 forældre, og de fleste er allerede afklarede omkring skolen gennem det materiale, de har fået tilsendt, og det de har læst på skolens hjemmeside.
Vi har et stabilt elevtal omkring 140. Dette antal er maksimum set i forhold til lokalernes indretning og skolens faciliteter. Enkelte elever har i årets løb forladt skolen for at flytte til andre skoler, og nye er kommet til. Vi tager stadig helst elever ind fra skolestarten, idet vi har de bedste erfaringer med denne fremgangsmåde. Børnehaveklassen til det kommende skoleår er fyldt op.
Eleverne kommer fortrinsvis fra lokalområdet. Vi gør meget ud af præsentationen af skolen kristne profil og individuelle pædagogik. Blandt eleverne findes mange nationaliteter, selv om elever med dansk baggrund har klar dominans. De fleste forældre har et klart kristent standpunkt ved deres valg af Gideonskolen.
Økonomisk udvikling
I lighed med de foregående år har den økonomiske udvikling været tilfredsstillende, selv om balancen viser et lille underskud. Det fremgår af regnskabet, at de ekstra tilskud, vi har nydt godt af tidligere, er kraftigt reduceret, ligesom de særlige tilskud til specialundervisning er faldet. De nye undervisningsaktiviteter har kostet ekstra lærertimer, hvilket øger skolens lønudgifter. Den daglige drift hænger dog fortsat fornuftigt sammen med skolens elevtal og antallet af medarbejdere.
Begivenheder efter regnskabsårets udløb
Der er fra balancedagen frem til i dag ikke indtrådt forhold, som forrykker vurderingen af årsregnskabet.
Forventningerne til det kommende år er meget positive.
Edith S. Holm
Formand
Peter Broholm
Næstformand