NYHEDSBREV

Nr. 22 - 29. juni 2018



 

Cykler

I forbindelse med den forestående sommerferie vil vi bede alle elever om at tage deres cykler med hjem, således at der ikke står nogen cykler på skolens grund i sommerferien. Det er en god anledning til at få ordnet de cykler, der trænger til reparation, så de kan bruges igen efter sommerferien.



 

Glemmetøj

Der er lagt glemmetøj frem i spisesalen. Alle elever og forældre er velkomne til at se efter, om noget af glemmetøjet er deres. Hvis tøjet ikke bliver afhentet senest onsdag, den 4. juli, vil det blive givet videre til en hjælpeorganisation.



 

Farvel og tak

Vi vil gerne benytte anledningen til at takke Tove Larsen for to gode år på Gideonskolen. Tove er en meget vellidt lærer, som har beriget vores elever med sit store engagement og evne til at formidle på en utrolig levende måde. Vi ønsker Tove alt godt med de nye udfordringer inden for blandt andet det psykologiske område, som fremover vil få en langt større plads i Toves arbejdsliv.


 

Der skal også lyde en varm tak til Connie Leifsson. Connie har været ansat siden 2003 og stopper i sin ansættelse i slutningen af juli 2018. Hun har været en trofast medarbejder igennem mange år. Vi takker Connie for de gode år på Gideonskolen, hvor hun har været med til at hjælpe eleverne på vej. Vi ønsker hende alt godt med fremtiden.



 

Tak til Eghosa Otasowie, der har været ungmedarbejder på Gideonskolen i et år. Eghosa skal nu videre og arbejde på Efterskolen Alterna. Vi ønsker hende alt godt med de nye udfordringer.



 

Afslutningsfest

Torsdag, den 28. juni, afholdt vi afslutningsfest for elever og forældre i skolens festsal. Ved denne anledning blev der uddelt diplomer til eleverne, og 9. klasse fik deres afgangsbeviser i en festlig stemning med konfetti. Desuden optrådte eleverne igen med danse og musikstykker. Det blev til en fremragende afslutning på skoleåret, hvor der sidst men ikke mindst blev serveret pølser, grillmad mv., og der var tid til at hygge sig sammen.



 

FP9 prøver

Mandag, den 25. juni 2018, var eleverne i 9. klasse til deres sidste prøve. Alle eleverne klarede denne sidste mundtlige prøve i samfundsfag meget tilfredsstillende. Vi glæder os over den gode afslutning på de mange prøver og håber, at 9. klasse nu vil få en god og velfortjent sommerferie.



 

Morgenmad

Tirsdag morgen, den 26. juni 2018, serverede 9. klasse traditionen tro morgenmad for alle skolens medarbejdere. Der blev også holdt nogle dejlige taler og vi så et lille videoklip fra elevernes rejse til Sydafrika.



 

Sidste skoledag

I dag fredag, den 29. juni 2018, er der skolegang fra kl. 08:30 - 11:00. Der er ingen SFO i dag, da skolens lærere tager på udflugt sammen!



 

God sommerferie

Vi vil gerne ønske alle vores elever og deres familier en rigtig god sommerferie. Vi glæder os over, at vi har haft endnu et godt år på Gideonskolen. Første skoledag er mandag, den 13. august 2018, klokken 9:00 – 11:00. Skolens SFO er åben fra mandag, den 6. august. Dette kræver dog en særlig tilmelding. Skulle der opstå afgørende spørgsmål i sommerferien, kan I kontakte Henrik Due Jensen på tlf. 42438377 eller Souschef Else Lange på tlf. 20974768. På hjerteligt gensyn efter sommerferien.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER

Se billederne fra skoleafslutningen, klik HER