NYHEDSBREV

Nr. 25 - 08. september 2017



 

Forældremøde

Tirsdag, den 5. september 2017, havde vi det første forældremøde for skoleåret 2017 - 2018. Mange forældre var mødt op til en aften, der bød på en række vigtige informationer om skolens virke på flere forskellige fronter. Der blev delt tanker om den litteratur, som vi anbefaler børnene at læse. De forskellige medarbejderne blev præsenteret. Der blev orienteret om de ændringer, der er foretaget over sommerferien på Gideonskolen med hensyn til gruppelokaler og pavillon samt de nye parkeringsforhold. Skolens elevtal og forventninger til økonomi blev også fremlagt. Den 5. september var der 178 elever indskrevet på Gideonskolen.



 

Et nyt sponsorprojekt i Sydafrika blev præsenteret og modtaget med en fin opbakning. Desuden blev der orienteret om elevernes mange fremtidige uddannelsesmuligheder. Efterfølgende var der møder i lærecentrene, hvor kontaktlærerne orienterede om elevernes arbejdsdag på Gideonskolen, og der var mulighed for at stille spørgsmål til skolens medarbejdere. Aftenen blev afsluttet med kaffe, kage og fællesskab i skolens spisesal. Tak til alle, der var med, og tak til dem, der sørgede for kage til arrangementet.



 

Lejrskole

Mandag, den 18. september, går turen til Hvidekildelejren. Det gælder alle elever i 0. - 7. klasse. Vi mødes på Ishøj Station kl. 07:40 senest. Når man ankommer til stationen skal bagagen afleveres i en lastbil på stationen, så eleverne kun bærer deres “håndbagage” i toget. Det bliver en uge spækket med aktiviteter og hyggeligt samvær. Vi er tilbage med eleverne igen fredag den 22. september på ISHØJ Station kl.12:19. Vi gør opmærksom på, at der ikke er SFO på Gideonskolen denne fredag. Der er sendt information med eleverne hjem onsdag den 6. september. Penge til slik kan bl.a. betales via MobilePay. Vi har fået nyt nummer: 91 61 77 67 Det tidligere oplyste nummer kan ikke længere anvendes!



 

Skolerejse til Berlin

Mandag, den 18. september, rejser 8. klasse med bus til Berlin. Her skal bruges en uge på, at se forskellige historiske seværdigheder. De får også mulighed for at afprøve deres evner til at tale tysk. Det er deres tysklærer, Ulla Hansen, og Kristoffer Riis, der er medrejsende lærere. Ulla har foretaget rejsen i adskillige år og har stor erfaring med de mange muligheder, der er i Berlin. Eleverne er tilbage i Danmark fredag, den 22. september.



 

Skolerejse til Sydafrika

Onsdag, den 27. september, rejser skolens 9. klasse til Sydafrika, hvor de blandt andet skal deltage i All Africa Student Convention. Her skal de konkurrere med andre i sportslige, kunstneriske og faglige konkurrencer. På rejsen skal de besøge mange forskellige seværdigheder i Cape Town og Durban. De skal desuden besøge Victory Christian Academy i Durban, en Zulu landsby og meget andet. Vi satser på, at det bliver en uforglemmelig oplevelse. De er tilbage i Danmark den 15. oktober.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER