NYHEDSBREV

Nr. 37 - 16. december 2016



 

Et levende julekort

Torsdag, den 15. december 2016, var en del af skolens elever på besøg på Rådhuset i Vallensbæk. Her fremførte de forskellige musikstykker og danse for Rådhusets personale. Det vakte igen i år stor glæde. Vi er som skole taknemmelige for, at vores elever får denne anledning. Det er med til at styrke eleverne, og det er dejligt, at de får mulighed for at genbruge det, de har lært i forbindelse med årets julearrangement, og som de har brugt megen tid på at forberede. Der blev, traditionen tro, også sagt nogle ord af borgmesteren og skolens leder. Efterfølgende modtager skolen julekager og brikjuice til samtlige elever fra kommunen. Det er vi taknemmelige for og glæder os over, at de værdsætter os som skole.



 

Juleafslutning

Torsdag, den 22. december, er det sidste dag før juleferien. Eleverne møder til normal tid kl. 08:30. Eleverne begynder dagen i deres lærecentre. Derefter er der julegudstjeneste i festsalen med forskellig optræden og fællessang. Senere på formiddagen går vi rundt om juletræet og synger julesange. Eleverne modtager en lille symbolsk gave, og de slutter med en mindre servering i spisesalen. Skoledagen slutter kl. 11. Der er ikke SFO på denne dag. Medarbejderne afholder derefter julefrokost.



 

God jul

Vi ser snart tilbage på et godt år. Skoleåret fortsætter i januar, men det gamle år ligger snart bag os. Det er en god anledning til at reflektere over det, der er sket i år 2016. Der er mange ting, man kan takke for, og måske er der også noget, man gerne ville have været foruden. Det kan være udfordrende at gå i skole. Det er også meningen. Tanken er, at man skal rykke på det faglige såvel som på det sociale område. På en skole møder man mange forskellige personligheder. Det vil man også gøre andre steder - resten af livet. Derfor er skolen en vigtig brik i forberedelsen til det, der kommer efter. Alle vores elever er helt unikke og det er en glæde at se hver af dem udvikle sig. Vi håber, at år 2017 vil blive endnu bedre end år 2016 for alle vores elever - og ikke mindst for deres familier. Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår. Skolen åbner igen den 3. januar 2017. På hjertelig gensyn.


Vigtige datoer

JULEARRANGEMENT I BRØNDBY STRAND KIRKE
Tirsdag, den 20. december, kl. 9:00. Elever fra 0. - 4. klasse

SIDSTE SKOLEDAG 2016
Torsdag, den 22. december 2016, er sidste skoledag i året 2016.

JULEFERIE
Fredag, den 23. december 2016, til og med mandag, den 2. januar 2017

1. SKOLEDAG 2017
Tirsdag, den 3. januar 2017, til normal tid!


Se flere billeder fra ugen, tryk HER