NYHEDSBREV

Nr. 34 - 25. november 2016



 

Fest for 1. klasse

Vi havde en herlig fejring af 1. klasse onsdag, den 23. november. De var blevet færdige med læseprogrammet ”Lyt og læs”, hvilket svarer til 300 timers kursus i læsning. Det har de arbejdet på siden skolestarten i august. Der var en del forældre til stede ved selve ceremonien, som foregik i forbindelse med onsdagens gudstjeneste. Eleverne fik udleveret diplomer foran resten af skolens elever. Det var festligt. Efterfølgende fik forældrene mulighed for, at tage billeder af de stolte 1. klasses elever, hvorefter der blev serveret kagemand, saft og kager. Vi er meget glade for, at eleverne på denne dag fik rundet et skarpt hjørne og nu er i stand til at begynde den videre udvikling i læsekunsten.



 

Jul på Gideonskolen

Vi ser meget frem til fredag, den 2. december, hvor vi afholder ”Jul på Gideonskolen”. Eleverne øver på livet løs så de kan blive klar til fremførelsen for deres familier. Vi anbefaler, at man allerede nu sikrer sig, at man kan møde op kl. 15:00 til ca. 17:00. Det bliver en festlig eftermiddag med forskellige danse, sange og musikstykker af skolens elever. Efter fremførelsen serveres der æbleskiver, kaffe og saft for forældre, og øvrige familiemedlemmer. På hjertelig gensyn fredag, den 2. december 2016.



 

Advent

Fredag, den 25. november pynter vi op på Gideonskolen. Det bliver en dag med masser af kreativ aktivitet, hvor skolens elever involveres i processen med at lave forskellige dekorationer, julepynt og opsætning af stjerner så skolen kan fremstå smukt i anledning af julehøjtiden. På søndag er det første søndag i advent. Advent kommer fra det latinske ord: 'adventus domini' der betyder 'Herrens komme' eller 'Herrens ankomst'. Det leder vores tanker hen på Jesus, Kristus der kom til verden. Det fejres i mange hjem den 24. december. På skolen tænder vi det første adventslys i næste uge og synger i den forbindelse en adventssang. Vi håber, at alle I, der kommer forbi skolen, vil nyde stjernerne i skolens vinduer i december måned.



Jakob Hammer-Helmich

Vigtige datoer

JUL PÅ GIDEONSKOLEN
Fredag, den 2. december kl. 15:00

SIDSTE SKOLEDAG 2016
Torsdag, den 22. december 2016 er sidste skoledag i året 2016.

JULEFERIE
Fredag, den 23. december 2016, til mandag, den 2. januar 2017

1. SKOLEDAG 2017
Tirsdag, den 3. januar 2017, til normal tid!

Besøg af UU-VEJLEDER
Torsdag, den 24. november, havde 9. klasse besøg af UU-vejleder Jakob Hammer-Helmich, der fortalte eleverne om de uddannelsesmuligheder der ligger forude.
 

Se flere billeder fra ugen, tryk HER