NYHEDSBREV

Nr. 08 - 04. marts 2016



 

Velkommen tilbage

Vi er kommet godt i gang efter en god vinterferie. Skolen summer igen af liv, glæde og stor koncentration i lærecentrene.



 

Vejret

Vejret har været koldt og regnfuldt, men det betyder blot, at man skal være ekstra godt klædt på til forholdene. Det er de fleste elever som regel også gode til. Tak til forældrene, der har fået bragt deres børns cykel i orden, så de kan komme godt frem og tilbage ved idrætsundervisningen. Det har stor betydning, for at tingene kan gå ordentlig for sig mandag morgen.



 

Forældrekonsultationer

Vi er nu ved at være klar til at sende undervisningsrapporterne med eleverne hjem. Det sker senest mandag, den 7. marts. Der er skrevet 173 rapporter, og vi håber, at forældrene vil føle sig godt informeret om, hvordan deres barn klarer sig på Gideonskolen. Det gælder både rent socialt og ikke mindst på det faglige område. Rapporten skulle gerne danne grundlag for nogle gode samtaler den 9. og 10. marts, hvor vi afholder forældrekonsultationer.

Når alle tiderne er blevet koordineret, vil forældrene blive orienteret skriftligt, således at man kan se, hvornår man skal møde frem til samtalen. Eleverne vil senest på mandag den 7. marts få udleveret tidsplanen, som de tager med hjem til forældrene. Desuden kan man se tidspunkterne på skolens hjemmeside. Vi ser frem til at mødes med forældre og elever, ved konsultationerne. Hjertelig velkommen.



 

H. C. Andersens oplæsningskonkurrence

I torsdags deltog skolens 7. klasse i en oplæsningskonkurrence på Vestegnens Privatskole i Taastrup. Eleverne havde forinden afholdt en lokal konkurrence på Gideonskolen for at finde den kandidat, de mente var den bedste repræsentant til oplæsningskonkurrencen. Carla Blay blev udvalgt til at repræsentere Gideonskolen. Konkurrencen på Vestegnens Privatskole forløb rigtig godt, dog blev det ikke til en medalje selvom vores oplæser fik megen ros. Vi glæder os over den fine indsats og over alle Gideonskolens dygtige elever, der har lagt sjæl i at blive gode oplæsere.



 

Godt klaret

På Gideonskolen kan vi godt lide at rose vores elever for deres gode indsats. Derfor uddeler vi ”Godt klaret” beviser om onsdagen, når vi samles i festsalen. Det kræver dog, at man i den forløbne uge har afsluttet sine test med mindst 80 procent. Udover, at det er en personlig opmuntring til eleverne, så er det også en hilsen til forældrene om deres barns udvikling på skolen. ”Godt klaret” beviset er en god anledning til at rose sit barn for den gode indsats og være i dialog om, hvordan det går på skolen.



 

Påskeferie

Lørdag, den 19. marts til og med mandag, den 28. marts har eleverne påskeferie. Vi minder om, at der ikke er SFO i påskeferien.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER