NYHEDSBREV

Nr. 05 - 05. februar 2016


Godt Midtvejsmøde

Tirsdag, den 2. februar 2016, blev der afholdt Midtvejsmøde på Gideonskolen. Det blev til en hyggelig aften med information, inspiration og gode samtaler.
Forældrene blev orienteret om vores sponsorprojekt Siyakhula, hvor vi igennem de sidste tre år har løbet, for at børn i Sydafrika kan komme i skole på Siyakhula. Støtten og engagementet har betydet, at der er blevet bygget klasselokaler til en 1. klasse, en 2. klasse og en 3. klasse i et fattigt område i Durban.

Mødet var også et lille tilbageblik på det forgangne år. Vi har haft ekstra fokus på udvikling af potentialet i det enkelte barn, der går på Gideonskolen. Vi er alle forskellige, og det er vigtigt, at vi hjælper barnet til at opdage nye sider af sig selv. Der blev vist en video som inspiration. Desuden blev der sat fokus på, hvordan der arbejdes på at udvikle vores matematikmateriale. Den tidligere skoleleder er i fuld gang med opdateringen af materialet.



 

Antallet af elever næste år forventes at ligge på mellem 175 og 178. Skolens lokaler bliver brugt til bristepunktet. Derfor er der også et håb om, at vi på sigt kan skaffe plads til lidt flere elever, da efterspørgslen fortsat er stor. Skolen vil løbende være i dialog med Vallensbæk Kommune om mulighederne.

Gideonskolens elever klarer sig rigtigt godt. CEPOS's seneste måling på undervisningseffekten viser, at Gideonskolen ligger som nr. 25 ud af 1382 skoler. Det betyder, at vi som skole er blandt de bedste, når det gælder om at løfte elevernes faglige niveau.

I januar måned har Else Lange foretaget test på alle skolens elever i dansk læsning og stavning. Resultaterne er generelt positive og viser, at mange af vores elever klarer sig rigtig godt. Testene giver os også en indikation af, hvor der i givet fald skal sættes ind, så hullerne dækkes fremadrettet. Desuden blev der fremlagt information om skolens økonomi samt oplysninger om fordelingen af forskellige tilskud.



 

Billesborg Cup - Sølvmedalje

Fredag, den 29. januar 2016, deltog Gideonskolen i Billesborg Cup i Ravnsborghallen. Eleverne var i godt humør fra morgenstunden, da de satte kurs mod Køge. Der blev spillet mange gode kampe i løbet af dagen, og der blev kæmpet hårdt for at vinde kampene. Skolens ældste gruppe kom i finalen. De gjorde det fantastisk godt, men måtte se sig slået af Billesborgskolen i finalen. Det blev således til en flot sølvmedalje. Alle eleverne gjorde det godt og er med stor sandsynlighed klar til at kæmpe igen næste år.



 

Terminsprøver

Fredag, 5. februar 2016
kl. 11:00 - 14:00 Skriftlig Engelsk

Mandag, 8. februar 2016
kl. 09:00 - 10:00 Retstavning
kl. 10:15 - 11:00 Læsning
kl. 11:30 - 15:00 Stil

Onsdag, 10. februar 2016
kl. 09:00 - 10:00 Færdighedsregning
kl. 10:00 - 14:00 Problemløsning

Torsdag, 11. februar 2016
kl. 09:00 - 12:00 TYSK
kl. 13:00 - 14:00 GEOGRAFI

Fredag, 12. februar 2016
kl. 09:00 - 10:00 FYSIK
kl. 10:15 - 11:00 BIOLOGI



 

Bonusbutik

Torsdag, den 4. februar 2016, var der igen bonusbutik. Det vækker altid forventning og glæde. Det er en fornøjelse at se eleverne være spændte og glade over at blive honoreret for deres gode indsats. Der gives point for omhyggelighed med de daglige mål, sedler frem og tilbage og aflevering af opgaver. Eleverne kan bruge deres optjente point til at købe skoleredskaber, legetøj eller ture.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER