NYHEDSBREV

Nr. 36 - 27. november 2015



 

Tilsyn

Torsdag, den 26. november, havde vi besøg af skolens tilsynsførende, Palle Kristensen, der denne gang havde fokus på skolens matematikundervisning. I den forbindelse var det naturligt at fremlægge det nyudviklede materiale, som Ib Johansen er begyndt at arbejde med. Det er indtil videre 2. klasses PACEs det omhandler. Stilen er den samme som tidligere, men materialet er opdateret og fremstår mere appetitligt og imødekommende for eleverne. Det er godt med et eftersyn indimellem. Det giver en fortsat inspiration til at gøre vort bedste med de ressourcer, vi har til rådighed.



 

Fest for 1. klasse

Tirsdag, den 24. november 2015, kl. 09:00 - 10:00, fejrede vi, at eleverne i 1. klasse havde færdiggjort deres “lær-at-læse” program. Eleverne sang på livet løs for deres forældre og demonstrerede de forskellige bogstavlyde, de havde lært i de seneste tre måneder. Alle eleverne fik udleveret en kasket med skolens logo og teksten ”Jeg kan læse”. Desuden fik de et diplom som et udtryk for, at de havde bestået deres ”lær-at-læse” test. Derefter blev der taget billeder af eleverne og spist kagemand. Det er første gang, vi har gjort det på denne måde med mulighed for, at forældrene kunne deltage. Det var en festlig morgen, som godt kan gentages med kommende grupper.



 

Den første sne

Den første sne kom lidt uventet i weekenden. Det betød, at der skulle ryddes sne på skolen og efterfølgende blev der rig mulighed for, at eleverne kunne boltre sig i sneen. Vi minder om, at det fortsat er vigtigt, at alle elever er godt klædt på til vinteren, og at deres cykler er i ordentlig stand.



 

Advent

Fredag, den 27. november, blev der sat julepynt op, som det har været kutyme igennem årene. Det er noget, vi gør år efter år på Gideonskolen. Adventstiden er en forberedelsestid til julen. Advent kommer af Latin ”Adventus Domini”, som betyder Herrens komme. Igennem historien har mennesker brugt tiden til at faste for at gøre sig klar til at modtage julens budskab. Vi fokuserer på Jesu fødsel, som i Folkekirken fejres den 24. december. Eleverne vil i løbet af december måned høre budskabet om Maria og Josef og Jesus, der kom til verden og dermed banede vejen for menneskers frelse igennem troen på at ham. Vi glæder os over at kunne holde fast i disse traditioner uden at glemme, at vi er en skole.



 

Eleverne træner

Vores julearrangement ”Jul på Gideonskolen” kræver god træning. Derfor har de elever, der skal medvirke, brugt noget af deres undervisningstid på at træne i denne uge. I næste uge intensiveres træningen, således at de er klar til at optræde den 4. december 2015. Vi ser frem til, at eleverne kan vise, hvad de har lært, for skolens familier.


c
 

Jul på Gideonskolen

Fredag, den 4. december, afholder vi det årlige julearrangement på Gideonskolen. Det foregår i tidsrummet kl. 15:00 til ca. 17. Husk at reservere dagen i jeres kalender.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER