NYHEDSBREV

Nr. 32 - 30. oktober 2015



 

Pengene til Siyakhula kommer i hus

Røret i festsalen bliver - som dagene går - mere og mere fyldt op med plastiklåg, der symboliserer, at der fortsat kommer penge ind fra elevernes sponsorer. Det glæder os alle at se hver gang, der kommer flere låg i røret - og at høre eleverne klappe. Vi håber snart, at de sidste sponsorbeløb kommer ind, således at vi kan få opfyldt det, vi har lovet vores partner i Sydafrika. Sponsorpenge kan fortsat overføres til følgende reg.nr. 4180 konto.nr. 4180037586.



 

Konsultationer den 11. - 12. november

Husk, at der er forældrekonsultationer den 11. og 12. november fra kl. 14 - 18 begge dage! Der er sendt en invitation med eleverne hjem, så forældrene kan melde sig til på den dag, der passer bedst ind i deres program. Mandag den 9. november får eleverne deres undervisningsrapporter med hjem, således at forældrene kan være orienteret om elevens faglige standard. Der er også en beskrivelse af vores vurdering af eleven i øvrigt. Under samtalen ved konsultationen tages der udgangspunkt i rapporten. Vi ser frem til at mødes med både forældre og elever.



 

Orienteringsmøde om uddannelse

Tirsdag, den 17. november 2015 kl. 19:00 - 20:30, afholder vi et orienteringsmøde på Gideonskolen for 8. og 9. klasse med deres forældre om uddannelsesmuligheder. Her vil UU-vejleder, Jakob Hammer-Helmich, give en orientering. Begge klasser har for nyligt været på uddannelsesevent i Bella Centret og er dermed blevet klædt lidt bedre på til de muligheder, der venter forude. Ved orienteringsmødet vil der være rig anledning til at stille spørgsmål.



 

Efter-fyraftens-møde

Der er efter-fyraftens-møde torsdag, den 5. november 2015 kl. 16:15 - ca. 18. Her kan forældre, som har henvendt sig, få en rundvisning på skolen. Det er glædeligt at vide, at der fortsat er mange, der ønsker deres børn ind på Gideonskolen. Udfordringen er selvfølgelig, at der kun er et begrænset antal pladser på skolen.



 

Vintertid

Vi er på vej ind i november måned, og der er færre lyse timer i løbet af dagen. Husk derfor at have gode reflekser på cyklen og på tøjet, så eleverne er synlige i trafikbilledet.



 

Husk regntøj

Vi anbefaler, at vores elever altid er godt klædt på det omskiftelige vejr. Der er dage, hvor det vil regne, og derfor er det vigtigt, at eleverne har regntøj med, så de er klædt på til vejret.



 

Hastighedsmåling

I den forgangne uge har Færdselspolitiet været aktive med at stoppe bilister, der kører for hurtig ned af Strandesplanaden. Vi anbefaler vores forældre at passe godt på hastigheden af hensyn til alles sikkerhed! (Det kan også være dyrt ikke at gøre det!)


Se flere billeder fra ugen, tryk HER