NYHEDSBREV

Nr. 31 - 23. oktober 2015


 


Eleverne løb 111.000 kr. ind

Vi er stolte og taknemmelige for, at løbet for Siyakhula i Sydafrika gik så flot igen i år. Der blev løbet på livet løs, og nogle elever har formentlig overgået deres sponsorers forventninger. Der blev i alt løbet, så sponsorerne skulle give det, der svarer til ca. 111.000 kr. Det var mere, end vi kunne forvente, og vi vil benytte anledningen til at sige en stor tak til enhver, der har sponsoreret eleverne. Det er livsbekræftende at være med til at gøre en forskel for andre mennesker i verden, så de også kan opleve værdigheden ved at få skolegang.

De første 50.000 kr. er allerede sendt af sted til vores partner i Sydafrika. Seneste nyt er, at folk dernede er godt i gang med at planere jorden, hvor den nye bygning skal sættes op for den kommende tredje klasse på Siyakhula. Ib og Ingelise Johansen har i de sidste godt tre uger besøgt Sydafrika og har i den forbindelse sendt varme hilsener hjem fra Siyakhula, hvor der er stor glæde over hjælpen fra Gideonskolens sponsorløb.

Vi har igen i år opsat et stort rør i festsalen. Hver gang elevernes sponsorers penge kommer i hus, kan eleverne hælde propper i røret, så de kan se, hvor langt vi er fra at have nået målet med indsamlingen. Sponsorpenge kan fortsat overføres til følgende reg.nr. 4180 konto nr. 4180037586.



 

Konsultationer den 11. og 12. november

Så nærmer tiden sig for forældrekonsultationerne. Det er den 11. og 12. november fra kl. 14 - 17 begge dage. Alle elever vil inden konsultationen få en undervisningsrapport med hjem, således at forældrene kan være orienteret om elevens faglige standard. Der er også en beskrivelse af vores vurdering af eleven i øvrigt. Under samtalen tages der udgangspunkt i rapporten. Vi ser frem til at mødes med både forældre og elever.



 

Copenhagen Skills

I torsdags var 8. og 9. klasse på uddannelsesevent i Bella Centeret. Formålet var at give eleverne et indblik i nogle af de mange uddannelsesmuligheder, der er efter skolegangen på Gideonskolen. Det var et spændende arrangement, som forhåbentligt har efterladt eleverne med nogle overvejelser om, i hvilken retning de skal gå uddannelsesmæssigt.



 

Møde om uddannelse

Tirsdag den 17. november afholder vi et orienteringsmøde på Gideonskolen for 8. og 9. klasse med deres forældre om uddannelsesmuligheder. Her vil UU-vejleder, Jakob Hammer-Helmich, give en orientering.



Efter-fyraftens-møde

Vi oplever fortsat at der er mange, der ønsker deres barn ind på Gideonskolen. Det er vi selvfølgelig taknemmelige for. I den anledning har vi arrangeret et efter-fyraftens-møde torsdag, den 5. november 2015, kl. 16:15 - ca. 18. Her kan forældre som har henvendt sig, få en rundvisning på skolen.



 

Bonustur til McDonald's

En del af vore elever valgte at købe ture til McDonald's i bonusbutikken. I torsdags blev det så tid til, at eleverne fra 2. til 7. klasse tog på McDonald's. Det var som altid begejstrende med lidt afveksling i hverdagen.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER