NYHEDSBREV

Nr. 30 - 09. oktober 2015


Lækre cykelhjelme til 6. klasse

Cyklistforbundet har udtrukket Gideonskolens 6. klasse til vinder af Nutcase cykelhjelme. Skolens elever har deltaget i en landsdækkende kampagne under betegnelsen ”Alle Børn Cykler”. Der er efterfølgende trukket lod blandt mere end 6000 skoleklasser, og Gideonskolens 6. klasse var den heldige vinder af Nutcase cykelhjelme. Disse cykelhjelme skulle have en suveræn pasform og et unikt design. Der er sendt brev med eleverne hjem, så vi kan få de rette hovedmål. Husk at bruge cykelhjelmene flittigt fremover. Vi ønsker alle vores 6. klasses elever et stort tillykke med cykelhjelmene.



 

Forældrekursus med historisk tilbageblik

Lørdag den 3. oktober afholdt vi forældrekursus særligt for nye forældre på skolen. Her fik forældrene mulighed for at få et historisk indblik i, hvorledes skolen kom til verden. Det har krævet stor ihærdighed og udholdenhed fra skolens stiftere. Undervejs er der sket fantastiske ting, som vi takker Gud for. Historien hjælper os i dag til at værdsætte det, vi har fået betroet. Forældrene fik selvfølgelig også et indblik i skolens pædagogik, og som altid var der en hyggelig dialog i kaffepausen.



 

Løbet i dag

I dag, fredag, afholder vi motionsløb for hele skolen. Vi takker i den anledning for de mange, der har valgt at sponsorere eleverne med forskellige beløb, så vi kan hjælpe fattige og udsatte børn i Afrika med skolegang. Vi beder om, at man allerede i efterårsferien, hvis muligt, indbetaler det beløb, som man har lovet at donere. Alle eleverne får en kopi af deres sponsorseddel med de lovede beløb samt et diplom, som dokumenterer, hvor mange kilometer eleven har løbet. Det er vigtigt, at man skriver navn på overførslen, så vi ved, hvilken elev man indbetaler for. Sponsorbeløb overføres til Reg.nr. 4180 konto 4180037586.



 

Forældrekonsultationer

Der er forældrekonsultation den 11. og 12. november. Det er fra kl. 14-17 begge dage. Alle elever vil inden konsultationen få en undervisningsrapport med hjem, således at forældrene kan være orienteret om elevens faglige standard. Under samtalen tages der udgangspunkt i rapporten. Vi ser frem til at mødes med både forældre og elever.



 

Bonusbutik i torsdags

Det var en stor fornøjelse at se mange af elevernes begejstring og forventning til igen at besøge skolens bonusbutik. Eleverne arbejder generelt rigtigt ansvarligt og flittigt med deres opgaver. Derfor er det også godt at kunne belønne den gode indsats engang imellem. Derfor afholder vi bonusbutik ca. 3 gange hvert år. Igen i år kunne eleverne købe mange forskellige ting for de bonuspoint, de har fået optjent i den forgangne periode. Der gives point for omhyggelighed med de daglige mål, sedler frem og tilbage og aflevering af opgaver.



 

Efterårsferie

Vi ønsker alle skolens elever og forældre en rigtig god efterårsferie. Der er ikke SFO i ferien. Det bliver godt med en lille pause. Vi ses igen på Gideonskolen mandag, den 19. oktober 2015, kl. 08:30.



 

Se flere billeder fra ugen, tryk HER