NYHEDSBREV

Nr. 28 - 25. september 2015



 

En skøn lejrskole

I sidste uge var Gideonskolens 0. - 8. klasse på lejrskole i Kagerup. Det var en meget skøn lejr, fyldt med positive aktiviteter. Der var workshops, hvor eleverne kunne arbejde med kreative fag, spille fodbold, volleyball, rundbold, hockey og lege. Desuden var der besøg på nogle museer.

Om aften var der konkurrencer fra dagens bibeltekst. Det vækkede stor glæde og der var generelt en rigtig god og opbyggelig atmosfære på lejren. Om formiddagen var der fokus på Guds visdom, løfter, hellighed og ikke mindst Hans kærlighed til os mennesker udtrykt igennem Jesus død og opstandelse.

Rejsen til og fra lejren foregik med tog. Her tog de større elever en mindre elev i hånden og var på den måde med til at hjælpe med en tryg rejse frem og tilbage. Vi ser tilbage på en vellykket lejrskole.



 

Løb for Siyakhula

Gideonskolens elever har i de sidste par år løbet på vegne af fattige børn i Sydafrika. Indtil videre er det lykkedes, at sikre børn adgang til 1. og 2. klasse. Livet har dermed fået en positiv drejning for disse børn. Da Gideonskolens ledelse sidst besøgte Siyakhula i juli 2015 hørte vi om en pige fra skolen, der efter skoletid gav sine kammerater undervisning i noget af det hun havde lært på Siyakhula. Det glædede os at høre.

Fredag den 9. oktober løber Gideonskolen for tredje gang. Vi løber for at sikre eleverne på Siyakhula adgang til 3. klasse. Vi er i stor forventning til, at det igen skal lykkes for Gideonskolens elever at fremskaffe de nødvendige sponsorer så løbet kan bane vejen for børnene i slumområdet omkring Siyakhula. Det betyder, at Gideonskolens elever kan være med til at give børn i et fattigt land en værdig fremtid. Derfor siger vi på forhånd tak til enhver der vil sponsorere elever på skolen. Yderligere materiale vil blive sendt med eleverne hjem. Se en lille video fra denne sommers Siyakhula besøg, klik HER. Hent info-folder 1, klik HER. Hent sponsorseddel, klik HER.



 

Vellykket skolerejse til Berlin

Mandag den 14. september rejste 9. klasse til Berlin med Ulla Hansen ledsaget af Simon Jørgensen. Det var en vellykket Berlinrejse med indtryk fra Holocaust-tiden, Berlinmuren, besøg i en bunker og meget andet. Klassen holdt også foredrag for en tysk 9. klasse på Corrie-ten-Boom Schule.



 

Naturvidenskabelig festival

I den forløbne uge har skolens 7. - 9. klasse lyttet til nogle interessante foredrag fra den naturvidenskabelige verden. Det har drejet sig om brug af planter til medicin og geodynamik med fokus på jordskælv. Der har også været fokus på om talent er medfødt eller om det kan indlæres. Mange dygtige musikere og sportsfolk har brugt tusindvis af timer på at opøve den kvalitet og dygtighed de besidder. Generne har en betydning, men uden øvelse når man ikke til tops.

Alle foredragsholdere har været yderst kompetente på deres område. Elevernes faglige kundskaber er blevet godt udfordret. Det har været spændende at få ny indsigt og at få horisonten udvidet.



 

Forældrekursus

Lørdag, den 3. oktober kl. 09:00 - 12 er der forældrekursus. Det er en god anledning for alle forældre som ønsker at få en større forståelse for skolens liv og virke Husk at tilmelde jer. Yderligere information sendes med eleverne hjem. På gensyn.



 

Tak for kagen – husk fadet

Tak til alle jer der har givet kager til forældremødet og til lejrskolen. Vi har fortsat nogle fade der mangler at bliver afhentet. Spørg gerne efter dem næste gang du henter dine børn på skolen.



 

Se flere billeder fra Berlin, tryk HER

Se flere billeder fra Hvidekilde, tryk HER

Se flere billeder fra ugen, tryk HER