NYHEDSBREV

Nr. 17 - 22. maj 2015


Pinse

10 dage efter Kristi Himmelfartsdag er det Pinse. Den kommende weekend fejrer vi derfor Pinse. Det er dagen, hvor Helligånden kom til disciplene, som Jesus havde sagt. Da han var sammen med dem på Oliebjerget i forbindelse med himmelfarten, sagde han, at de skulle vente i Jerusalem på, at Helligånden skulle komme. Disciplene vidste, at Helligånden skulle være hos dem i stedet for Jesus, som nu var i Himmelen. De vidste også, at Helligånden ikke kom i et menneskes skikkelse, men Han skulle være hos dem og i dem og lede dem og hjælpe dem.



 

Hvordan kan man vide, at Helligånden er der, når man ikke kan se ham? Det blev en stor overraskelse for disciplene, at Helligånden viste sig for dem som ildtunger, der satte sig over hovedet på hver af dem. De kunne se de andres “flamme”, men ikke deres egen. De talte med andre sprog, og der kom en begejstring og en glæde, som overvældede alle i byen. Flere tusinde besluttede sig i Pinsen til at følge disciplene, og den første kristne kirke blev dannet. Helligånden betød kraft og frimodighed til disciplene. De fortalte om Guds frelse til alle, de mødte. Nu turde de godt! De var ikke alene. Gud var med dem. De var iklædt kraft fra det høje. Det er en fantastisk beretning, som man kan læse om i Apostlenes Gerninger kapitel 1 og 2. Rigtig glædelig Pinse.



 

Fri på mandag

På mandag, den 25. maj 2015, er det 2. Pinsedag. Der er en helligdag, skolen er lukket og eleverne har fri. Igen er der ekstra tid til familie og venner. God fornøjelse.



 

Årsmøde

Onsdag, den 27. maj 2015 kl. 19:00, mødes vi igen til et årsmøde. Vi har varslet det for længe siden i nyhedsbrevene, og i denne uge er der sendt en seddel med eleverne hjem, som man kan tilmelde sig på. Vi glæder os til igen at være sammen for at fortsætte den gode historie om Gideonskolen. Programmet fremgår af den hjemsendte orientering. Velkommen til Årsmøde 2015.



 

Betaling af skolepenge mv.

Vi har i næsten et år benyttet Betalingsservice til opkrævning af skolepenge. Det fungerer godt, og næsten alle familier har tilmeldt sig ordningen. Det er en stor lettelse, at betalingsprocessen er automatiseret. Tak til alle, som er med. De få familier, som endnu ikke har tilmeldt sig, beder vi venligst om at gøre det snarest. Der er en del ekstra arbejde med de manuelle indbetalinger, og fra 1. august vil der blive opkrævet 50,- kr. ekstra for de familier, som ikke er tilmeldt Betalingsservice.



 

MobilePay

Gideonskolen er nu tilsluttet MobilePay. Det er tænkt som en hjælp til betaling af alt det “løse” - f.eks. slikpenge til lejr, erstatning for materialer mv. En del forældre er sikkert bekendt med systemet. Mobilnummeret er: 53 41 02 72.



 

Zoologisk Have

Eleverne i Bh.-klassen samt 1. og 2. klasse var med deres lærere i Zoologisk Have mandag, den 11. maj 2015. Det blev en rigtig dejlig tur. Vejret var generelt OK, selv om man ikke undgik lidt regnvejr. Der var som forventet meget at se på, og dyrene var særdeles aktive, og der var mange sjove og usædvanlige oplevelser.



 

9. klasses prøver

Eleverne i 9. klasse er nu i gang med deres forberedelse til de mundtlige prøver. De aktuelle faglærere står for undervisningen. Den første prøve er mundtlig engelsk, som finder sted mandag, den 1. juni 2015.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER