NYHEDSBREV

Nr. 14 - 24. april 2015


Store Bededag

På fredag, den 1. maj 2015, er det Store Bededag. Det er en national helligdag, og alle har fri. Store Bededag har en interessant historie. En bededag var oprindeligt en af mange mindre helligdage året igennem, der var særligt tilegnet bod og faste; f.eks. var på landet hver onsdag officiel bededag, hvor folk skulle faste og præsterne bede for fred. Hertil kom en serie bededage ved særlige lejligheder. De blev afskaffet ved Reformationen, men blev i de følgende århundreder indført lidt efter lidt. Den bededag, som vi i dag kender som "Store Bededag", blev indført af biskop Hans Bagger, der i løbet af sine to første år som biskop fik indført tre faste- og helligdage i sit stift. Af dem blev den midterste lovfæstet ved kongelig forordning den 27. marts 1686 som en "ekstraordinær, almindelig bededag" for hele riget. Denne bededag er med andre ord den eneste officielle bededag. Nu er vi heldigvis ikke begrænset til at bede på en dag. Vi opfordres i Bibelen til at bede hver dag og der er ingen tidsbegrænsning. Det er heller ikke kun præster, som kan bede. Det er en forret vi alle sammen har. Det er nok ikke alle, som bruger Store Bededag til at bede. Men nu har vi klarlagt lidt af historien og lidt af teologien. Rigtig god Store Bededag.



 

Peter Pan

I går eftermiddags, torsdag, den 23. april 2015, præsenterede 4. klasse deres teaterstykke: “Peter Pan” for forældre og søskende. Det gjorde de rigtig godt. Der havde været træning en stor del af dagen, og generalprøve med besøg af børnehaveklassen og 1. klasse. Om eftermiddagen var der premiere. Benedikte Back stod for instruktion og opsætning. I dag har alle skolens elever fået glæde af det samme teaterstykke. Nu kan skuespillere og elever rydde op og slappe af efter et langt og intensivt projekt. Tak for jeres store indsats.



 

Fag i udtræk

I dag, fredag, den 24. april 2015, har eleverne i 9. klasse fået besked om, hvilke prøvefag der er udtrukket foruden de obligatoriske prøvefag. Den naturfaglige faggruppe består af: Mundtlig matematik, idræt, geografi og biologi. Geografi er udtrukket. Den humanistiske faggruppe består af: Skriftlig engelsk, mundtlig tysk, skriftlig tysk, kristendom, historie og samfundsfag. Historie er udtrukket. Eleverne er blevet informeret om disse udtræk, og på mandag får de en samlet oversigt over prøveafviklingen i maj og juni 2015.



 

Generalprøve

På torsdag, den 30. april 2015, vil vi gennemføre en generalprøve i matematik for 9. klasse. Det vil foregå i salen på samme vilkår som de rigtige prøver. Det plejer at være en god oplevelse, som hjælper eleverne til at forstå arbejdssituationen ved de skriftlige prøver.



 

Børnehaveklassen

Den nye børnehaveklasse er nu klar. Alle besøg er klaret, og der er givet besked til alle de aktuelle elever. Det efterlader en del elever på venteliste, hvilket vi meget beklager. Den nye klasse er på 20 elever. Vi vil invitere alle de kommende elever og deres forældre til et orienterende møde fredag, den 29. maj 2015 kl. 15:00 - ca. 16:30. Der sendes brev til de aktuelle familier.



 

Skolefotografering

På onsdag, den 29. april 2015, kommer skolefotografen. Det er igen tid til det årlige skolebillede. Der er sendt besked med hjem om dette i onsdags. Vi beder forældrene om at udfylde navnesedlen, så alt er klart til fotografen kommer. Spørgsmål om fotograferingen kan rettes til skolens kontor.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER