NYHEDSBREV

Nr. 13 - 17. april 2015



 

Hilsen til dronningen

Vi ønsker Dronning Margrethe rigtig hjertelig tillykke med de 75 år. Fødselsdagen er fejret med stor opmærksomhed i TV, radio og ved begivenheder rundt omkring i landet. Flaget var oppe i går, torsdag, den 16. april 2015. Vi var også med til at fejre vores dronning. Vi beder for vores kongehus og for andre i høje stillinger. Det er noget Bibelen opfordrer os til. Vi ved, at det betyder velsignelse over landet. Vores elever har skrevet og tegnet hilsener til dronningen i anledning af 75-års dagen. Vi har sendt denne hilsen til Majestæten:
 

Kære Dronning Margrethe! Hjerteligt til lykke med fødselsdagen. Vi ønsker Dem al Guds rige velsignelse over det nye år. Som skole er vi rigtig glade for at leve i et land med frihed og folkestyre – og med en regent som Dem. Vi beundrer Deres dygtighed, Deres åbenhed, Deres kreativitet og Deres mod til at holde fast i det, som er dansk. De er en enestående repræsentant for Danmark. Med de bedste hilsener fra alle elever og lærere på Gideonskolen i Vallensbæk.



 

Gideonitterne på besøg

Mandag, den 13. april 2015, havde vi besøg i 5. og 6. klasse af repræsentanter for Gideonitterne. De fortalte om deres verdensomspændende arbejde med uddeling af Nye Testamenter på skoler, hoteller, fængsler og hospitaler. Gideonitterne er organiseret i omkring 180 lande. Eleverne lyttede opmærksomt og stillede spørgsmål til de to fremmødte repræsentanter. Hver elev fra 5. og 6. klasse fik som gave et lommeeksemplar af Det Nye Testamente. En af vores elever læste Johs. 3:16 på russisk. Eleverne blev desuden orienteret om, hvor de kunne finde bibelvers, der kan hjælpe dem, når livet er svært.



 

Peter Pan

4. klasse arbejder i øjeblikket med et teaterstykke om “Peter Pan”. Benedikte Back er instruktør, og historien får derfor også en personlig vinkel. Der er meget at gøre for at blive klar til næste uge, hvor forældre og søskende er inviteret til at opleve premieren på den fine opsætning. Den finder sted på torsdag, den 23. april 2015 kl. 16:15. Der er sendt særlig invitation med hjem. Den øvrige skole får lov at opleve teaterstykket på fredag.



 

PISA

På fredag, den 24. april 2015, skal elever fra 9. klasse sammen med en enkelt fra 8. klasse deltage i en aktuel PISA-undersøgelse. Der er i Danmark udvalgt 400 skoler og 9.000 elever til at deltage. Gideonskolen er blevet udvalgt som en af disse skoler og indgår i Danmarks bidrag til den store internationale undersøgelse blandt 71 lande. Denne gang er der fokus på det naturfaglige. Eleverne skal først og fremmest vise, hvad de kan bruge af det, som de har lært. Den enkelte skole vil ikke får særlig viden om sin egen skoles placering. Resultater fra Gideonskolen vil indgå i det samlede billede fra hele landet. Ud over den internationale rangering vil delresultater give viden til beslutningstagere om fremtidig tilrettelæggelse af skolernes undervisning.



 

Godt klaret

Hver onsdag ved vores gudstjeneste uddeler vi et “Godt Klaret”-bevis til alle elever, som i den forløbne uge har afsluttet et undervisningsforløb. Det fremgår af diplomet, hvilket fag, nummer og resultat eleven har bestået med. Vi roser alle elever på denne måde for deres gode indsats i det daglige arbejde. Det er meningen, at eleverne skal tage diplomet med hjem, så forældrene også kan glæde sig over det gode resultat.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER