NYHEDSBREV

Nr. 33 - 07. november 2014



 

Klar til næste termin

Så fik vi klaret forældre-elev-lærer samtalerne denne gang. Det var godt at mødes personligt med forældre og elever og samtale om den første tid af dette skoleår og tage pejling af den næste termin. Det var første gang, vi fordelte konsultationerne på to dage, og forældreønskerne fordelte sig ligeligt på de to dage. Det gjorde det overkommeligt at planlægge. Tak for hjælpen. Det var også en fordel at have færre konsultationer fordelt på lærerne. Det er vores indtryk, at samtalerne forløb godt. Der var mange fine dialoger og alt overvejende positive tilbagemeldinger.



 

Røret løber over

I onsdags, den 5. november 2014, fik mange elever igen lov til symbolsk at fylde propper i vores indsamlingsrør i festsalen til gudstjenesten. Røret er afmålt til ca. 90.000,- kr. - det flød over, og der lå propper på gulvet. Det gav anledning til en herlig reaktion med jubel fra eleverne. I denne uge har vi sendt 65.000,- kr. til Sydafrika som en første del af donationen. Det betyder, at det nye hus til 2. klasse på Siyakhula er bestilt til opsætning snarest muligt. Det er en glæde at være med i dette positive og herlige projekt. Der mangler endnu sponsorpenge fra nogle få elever, men indsamlingen synes at gå rigtig fint. Tak for en god indsats for at få de sidste penge i hus.



 

Film fra Hvidekilde

I forbindelse med forældrekonsultationerne i denne uge viste vi en lille film, vi har redigeret fra lejrskolen. Hvis man har lyst til at se den i familiære omgivelser, kan man finde den på skolens hjemmeside. Vælg “Billeder” og scroll til bunden af siden, så finder man videoer fra skolen, eller klik her! God fornøjelse med gensynet.



 

Jul på Gideonskolen

Traditionen tro inviterer vi hermed til “Jul på Gideonskolen”. Det finder sted fredag, den 5. december 2014 kl. 15:00 til ca. 17. Vi inviterer alle skolens familier til en hyggeeftermiddag. Bedsteforældre og andre interesserede er også velkomne. Eleverne optræder med sang, musik og dans. Vi har fokus på det centrale budskab om Jesus som frelseren, som blev født på jord. Og vil gerne give en optakt til familiernes fejring af jul. Reservér tidspunktet også selv om det måske indebærer, at man skal tage lidt før fri fra arbejde. Senere på måneden sendes en indbydelse med eleverne hjem.



 

Efter-fyraftens-møde

Onsdag, den 12. november 2014 kl. 16:15, har vi igen inviteret til efter-fyraftens-møde. Det er et arrangement, som henvender sig til interesserede forældre, som ikke har børn på skolen, men meget gerne vil have det enten nu eller i fremtiden. Det bliver også denne gang et stort hold, som vi byder velkommen. Det er sidste gang i 2014, at vi har et sådant møde.



 

Lys på med Ludvig

Det er en kampagne vi har sammen med Tryg, Politiet og Cyklistforeningen. Kampagnen er lavet for at inspirere vore elever i 4. klasse til at være synlig med reflekser på skolevejen. Behovet for reflekser gælder jo alle elever, og vi benyttet anledningen til at minde elever og forældre om det.   


Se flere billeder fra ugen, tryk HER