NYHEDSBREV

Nr. 18 - 23. maj 2014



 

Årsmøde 2014

På tirsdag, den 27. maj 2014, er der Årsmøde på Gideonskolen. Der er sendt brev hjem om dette, så alle forældre har mulighed for at få et overblik over aftenens program. Der er også en tilmeldingstalon, som vi beder forældrene om at udfylde og sende tilbage til skolen, så vi kan planlægge aftenen. Velkommen!



 

Kristi Himmelfarts dag

På torsdag, den 29. maj 2014 er det Kristi Himmelfarts dag. Den falder 40 dage efter Påsken, og 10 dage før Pinse. Det er vigtige kristne højtider, som vi fejrer med glæde. Kristi Himmelfart var sidste anledning, hvor disciplene, som fulgte med Jesus, så ham for sidste gang i menneskeskikkelse. I tiden mellem Påsken og Kristi Himmelfarts dag havde de oplevet og set Jesus ved rigtig mange anledninger. På et tidspunkt var der mere end 500, som så ham på en gang. Nu skulle en ny fase starte. Disciplene skulle vente på Helligånden, som skulle være deres nye ledsager gennem livet. Det er ved Kristi Himmelfart, at Jesus kalder sine disciple med de berømte ord: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18 til 20.



 

Kursus med fam. Yoko

I onsdags og fredags har vi haft inspirationskursus med Graham og Pam Yoko fra Sydafrika, som gæster os sammen med deres datter, Rebecca. Det er 24 år siden vi mødte familien første gang, og gennem dem så og oplevede vi den undervisningsform, som vi bruger på Gideonskolen i tilpasset form. Vore venner har besøgt os næsten hvert år, og det er altid en glæde at blive positivt udfordret i det, vi gør. I Sydafrika har man netop fejret 30 år med ACE, og det har vi så også markeret med dette besøg. Vi er taknemmelige for det venskab vi har og fordi vi gennem årene har fået lov at besøge Sydafrika med elever og medarbejdere og er blevet hjulpet og guidet af vore venner. Tak for nogle dejlige dage.



 

Sand i sandkassen

I tirsdags kom der nyt sand i sandkassen. Det er altid en fest, og chaufføren er den dag den mest populære person på Gideonskolen. “Bjerget” med sand blev hurtigt besteget, og afløst af mange slags lege. Det er et par år siden, vi sidst fik sand. Hvor bliver det af? Eleverne får nok noget af det med hjem, og en del forsvinder i skolens støvsugere, og resten - ja, gæt engang.



 

Miniferie

I næste uge slutter skolen på onsdag. Eleverne har fri i anledning af Kristi Himmelfarts dag om torsdagen, og det er almindelig fridag om fredagen. Der er ingen SFO.



 

Grundlovsdag

Vær opmærksom på, at Grundlovsdag, torsdag, den 5. juni 2014, ikke er en skolefridag på Gideonskolen i år. Der er almindelig skoledag indtil kl. 12. For at opfylde lovens krav om 200 skoledage har det været nødvendigt at inddrage dagen, som skoledag.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER