NYHEDSBREV

Nr. 15 - 02. maj 2014



 

Ind i maj 2014

Så kom maj - du søde milde! Skoleåret går på hæld, der er kun godt halvanden måned tilbage af skoleåret, og så er det igen sommerferie. Perioden præges af 9. klasses afsluttende prøver, og deres skoleafslutning. 10 års skolegang er slut, og nye udfordringer venter. Det er vemodigt og spændende. Vi mødes på fredag, den 9. maj, med den nye børnehaveklasse til introduktion i forbindelse med den nye skolestart. Det er spændende og udfordrende. 10 års skolegang ligger foran en ny generation.

Midt i maj får vi besøg af Graham og Pam Yoko fra Sydafrika. Det er to år siden, de sidst besøgte os. Det er en positiv og dejlig inspiration at møde vore venner og sparringspartnere igen. Vore venner vil besøge os på skolen ved forskellige anledninger og vi afholder et seminar - et inspirationskursus - for alle skolens medarbejdere sammen med dem.

Det nye skoleår skal for alvor planlægges. Efter en periode med generelle drøftelser og informationer skal detaljerne planlægges. Det gælder fag og timer, struktur og arbejdsopgaver, og ikke mindst ansættelse af nye medarbejdere. I øjeblikket har vi samtaler med interesserede lærere til næste år. Det er en vigtig proces, og vi beder om at de rigtige personer finder vej til Gideonskolen. Derfor: Kom maj, du søde milde... med afklaringer, afslutninger og igangsættelser af rigtig mange forhold omkring den enkelte elev og skolen generelt.



 

Den nye børnehaveklasse

På fredag, den 9. maj 2014,  kl. 14:30 - 15:30, har vi inviteret den kommende børnehaveklasse sammen med deres forældre til et informationsmøde. Det er første gang hele holdet mødes samlet. Ved den anledning vil forældrene for første gang mødes og hilse på hinanden. Vi har i processen siden januar mødt forældre og børn enkeltvis, men nu er det tid til at starte et nyt skoleforløb sammen. Der er sendt indbydelser ud. Velkommen!



 

Afsluttende prøver

På mandag starter Folkeskolens Afsluttende Prøver på Gideonskolen. Eleverne har fået besked om “fag i udtræk”. Det blev biologi fra den naturfaglige gruppe og historie i den humanistiske faggruppe.

 
Planen for de skriftlige prøver ser sådan ud:
Mandag,  5. maj 2014  kl. 09:00 - 10:00: Dansk, retskrivning
Mandag,  5. maj 2014  kl. 10:00 - 10:30: Dansk, læsning
Tirsdag,   6. maj 2014  kl. 09:00 - 12:30: Dansk, skriftlig fremstilling
Onsdag,  7. maj 2014  kl. 09:00 - 10:00: Matematiske færdigheder
Onsdag,  7. maj 2014  kl. 10:00 - 13:00: Matematisk problemløsning
Tirsdag, 13. maj 2014  kl. 09:00 - 10:00: Biologi - Internetprøve   Alternativ: Biologi - papirprøve senere på dagen.

Eleverne er grundigt orienteret om prøvebestemmelser og praktiske vilkår omkring prøverne. Vi ønsker vore elever nogle gode prøver. De er så forberedt, som det har været muligt.



 

Årsmøde 2014

Tirsdag, den 27. maj 2014 kl. 19:00, er der Årsmøde på Gideonskolen. Vi beder forældrene om at reservere aftenen. Velkommen.



 

Skolefotografering

Årets skolefotografering finder sted mandag, den 12. maj 2014. Der sendes yderligere besked om det i begyndelsen af næste uge.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER