NYHEDSBREV

Nr. 11 - 28. marts 2014



 

Grace & Mercy
 

Titlen på vores Påskefest den 10. april 2014 kl. 16:00 er: “Grace & Mercy”. På dansk er det: “Nåde og barmhjertighed”. Temaet er klart forankret i den kristne forståelse af Påsken, men vi finder den også tydeligt i jødernes udfrielse fra Ægypten under Moses lederskab. Slaveriet under Farao blev til frihed ved udvandringen fra Ægypten og processen gennem ørkenen på vejen til Det forjættede Land blev en erfaring på godt og ondt om Guds omsorg for folket. Det viste sig både i hverdagen, hvor Gud sørgede for dem med de daglige fornødenheder, og i kriserne, hvor Gud trods folkets genstridighed viste nåde og barmhjertighed mod dem.

Påsken handler om, at Gud gennem Jesus er kommet tæt på os, og Jesus har banet en vej til Gud. Vi kan igen have fællesskab med Gud, vor fader og behøver ingen mellemmand. Der er direkte adgang til Gud. Vi kan bede til og tale med Gud. På grund af Jesus har Gud tilgivet os - der er ikke længere noget, som skiller os. Jesu opstandelse viser, at dødens magt er brudt. Livet bryder frem Påskemorgen og vi har del i det evige liv og kan lade påskeglæden fylde os. Jesus lever - og det gør vi derfor også. Vi glæder os til gennem sang, musik, dans og drama at understrege dette tema ved Gideonskolens Påskefest torsdag, den 10. april 2014 kl. 16:00. Velkommen til alle skolens familier og venner!



 

Engelsk i 1. klasse
 

I næste uge starter undervisningen i engelsk i 1. klasse. Eleverne er nu kommet rigtig langt med læseudviklingen, og det er tid til at starte på et nyt sprog. Vi ved at eleverne glæder sig rigtig meget til det. Elsebeth Thomsen, som børnene kender fra børnehaveklassen, bliver deres nye lærer. Vi følger et program, som hedder: Speaking English. Det har vi rigtig gode erfaringer med. Eleverne får nærmere besked om tidspunkterne, da enkelte skoledage bliver lidt længere.



 

Oplæsningskonkurrence


På torsdag, den 3. april 2014, skal 7. klasse deltage i en konkurrence om oplæsning af udvalgte tekster af H. C. Andersen. Det er skoler i Region Hovedstaden, som dyster imod hinanden. Hele klassen deltager, men det er kun én elev, som er udvalgt til at læse op. Vi glæder os til at være med og håber på, at vi efterlader et godt indtryk. 



 

Robin Hood
 

4. klasse arbejder i år med et skuespil om Robin Hood. De har forberedt sig gennem et stykke tid, og nu skal de snart på scenen. Det er en spændende opgave for 4. klasse, og gennem årene er det blevet en tradition, som vi helst ikke kommer udenom. Deres forældre og søskende er inviteret sammen med udvalgte gæster til at overvære premieren på fredag, den 4. april 2014 kl. 15:30. Velkommen.



 

Ind i april
 

På tirsdag er det 1. april 2014. Vi går ind i den sidste måned før de skriftlige prøver for 9. klasse. For dem er det en skelsættende begivenhed, og for alle andre en milepæl, som fortæller, at skoleåret snart er slut. Påskeferien ligger sent i år. Den starter lørdag, den 12. april og slutter mandag, den 21. april. Første skoledag efter Påskeferien er tirsdag, den 22. april 2014.



 

Husk
 

Påskefest på Gideonskolen, torsdag, den 10. april 2014 kl. 16:00. Invitationen gælder alle skolens elever og deres familier.



 

Se flere billeder fra ugen, tryk HER