NYHEDSBREV

Nr. 05 - 07. februar 2014



 

Velkommen til Midtvejsmøde

Så er det på tirsdag, den 11. februar 2014 kl. 19:00, vi mødes til Midtvejsmøde med skolens forældre. Vi glæder os til at give en aktuel status om Gideonskolen. Vi er halvvejs gennem skoleåret, og det er naturligt at få en opdatering om livet og hverdagen på Gideonskolen. Hvad sker der lige nu på skolen? Hvor er vi på vej hen? Hvad drømmer vi om i fremtiden? Hvad der de vigtigste mål for os lige nu? Mødet falder i to dele. Første del er fælles information. Anden del foregår i samtale med skolens medarbejdere (f.eks. klasselærerne) omkring kaffebordene. Der er sendt yderligere information med eleverne hjem, og vi beder om tilmelding, så vi kan planlægge aftenen. Husk, at mødet kun er for voksne. Velkommen!



 

Guld til Gideon

I fredags, den 31. januar 2014, havde vi en gruppe elever og lærere til indendørs fodboldturnering i Ravnsborghallen i Køge. Vi dystede med to andre kristne friskoler, og alle vores hold kæmpede sig vej til semifinalerne. Et af holdene gik videre til finalen og vandt guld. Tillykke med det. Alle hold gjorde en fin indsats og spillede fair og godt. Det er vi stolte af. Det blev en rigtig god dag med godt fællesskab og tid til at hygge sig med nogle man kendte og også med nye. I næste uge regner vi med at dele en "fair-play" medalje ud til det af vores hold, som udmærkede sig bedst ved at vise hensyn og bidrage til den gode stemning på dagen.



 

Gratis møbler

Brøndby Strand Skole har udskiftet alle deres skolemøbler. De gamle skulle kasseres, men vi fik lov til at få de bedste - og det er ikke så ringe endda. I fredags fandt ombytningen sted, og vi stillede med et elev-flyttehold, som hjalp med at flytte de møbler, vi havde fået lovning på. Nogle af møblerne står lige nu på Gideonskolen, andre er opmagasineret i et kælderlokale, som et forældrepar fra skolen venligst har stillet til rådighed for os. Vi er meget taknemmelige for den mulighed vi har fået. Tak til skolen, og tak til Brøndby Kommune.



 

Terminsprøver

I næste uge er der terminsprøver for alle elever i 9. klasse. Det er tradition på dette tidspunkt af året. Vi gennemfører terminsprøver i alle de skriftlige discipliner, som eleverne kan komme til prøve i til maj 2014. Terminsprøverne afvikles nogenlunde på samme vilkår, som de afsluttende prøver. Eleverne skal møde til normal tid og får fri til normal tid, og prøverne ligger fordelt på ugens dage. Eleverne har fået brev med hjem med nærmere beskrivelse af de praktiske forhold.



 

Vinterferie i uge 8

Gideonskolens vinterferie er i uge 8. Næste uge er uge 7, det er derfor en helt almindelig skoleuge på Gideonskolen - bortset fra terminsprøverne. Når den uge er overstået er det så vores elevers tur til en lille vinterferie. Vær opmærksom på, at der ikke er nogen SFO i vinterferien.



 

Tabulex

I disse dage er vi i gang med at skifte økonomistyrings- og elevadministrationssystem. Vi har lyttet til andre skolers erfaringer, og har valgt det integrerede program: Tabulex. Mere om dette ved Midtvejsmødet.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER