NYHEDSBREV

Nr. 02 - 17. januar 2014



 

Besøg i BH-klasse

Vi har inviteret elever til den kommende børnehaveklasse til at besøge den nuværende klasse. Besøgene omfatter både børn, som har fået tilsagn og børn, som står på venteliste. Vi ønsker at hilse på den nye flok, selv om vi ved, at der desværre ikke bliver plads til alle. Vi har gode erfaringer med disse besøg, og det danner baggrund for vores anbefalinger til forældrene.



 

Testning af elever

I denne og forrige uge har vi haft travlt med at teste eleverne i næsten alle klasser. Eleverne testes primært i dansk stavning og læsning. Vi har gjort det hvert år på dette tidspunkt i en del år. Det hjælper os til at få et objektivt overblik over den enkelte elev og klassen som helhed. Vi benytter standardiserede tests, som er udviklet af Dansk Psykolog Forlag. Else Lange har ansvar for dette store arbejde, som også danner grundlag for ansøgning om ekstra ressourcer til elever, som har brug for det. Testen giver også viden om den enkelte elev, så vi evt. kan justere den planlagte undervisning.



 

Musik på Tværs

Det blev en rigtig god oplevelse i mandags, den 13. januar 2014, da vi havde besøg af en musiker fra Copenhagen Phil (tidligere Sjællands Symfoniorkester). Eleverne var engagerede og positive og oplevede præsentationen inspirerende. Næste led i projektet: "Musik på Tværs" er analyse af et musikstykke. Det skal gøre eleverne klar til koncerten i april måned med Copenhagen Phil.



 

FKF-dag i Odense

I lørdags, den 11. januar 2014, deltog de fleste af skolens medarbejdere i en FKF-dag i Odense. Det er tre år siden de kristne friskolers medarbejdere var samlet sidst til en sådan projektdag. FKF er vores kristne skoleforening. Den repræsenterer 35 skoler, og Gideonskolen er en af dem. Ved FKF-dagen var der samlet 935 deltagere, så det var en stor dag med foredrag, workshops og udstillinger. Der var megen inspiration at hente, og vores fælles oplevelse var stor. Vi glæder os til at dele den med hinanden.



 

Politiet på besøg

I mandags, den 13. januar 2014, havde vi igen besøg af politiet. Det er samme betjent, som har gæstet os tidligere. Han kommer lidt før skolestart for at sikre at morgentrafikken omkring skolen afvikles trygt og godt. Også skolens egne forældre får gode råd med på vejen. Hvis øvrige arbejdsopgaver tillader det, vil vores ven forsøge at komme uanmeldt en gang om måneden. Velkommen!



 

Træning til Billesborg Cup

I går, torsdag, den 16. januar 2014, startede vi træningen til Billesborg Cup. Elever, som skal deltage i stævnet, var sammen til et par timers træning. Det vil også ske de næste to torsdage. Stævnet finder sted fredag, den 31. januar 2014, i Ravnsborghallen i Køge. Der sendes besked hjem med de deltagende elever om dagens program, når vi kommer lidt tættere på begivenheden.



 

Fat om Finanserne

På torsdag i næste uge, den 23. januar 2014, har vi kursus for vore 9. klasses elever i Ungdomsbyen i Rødovre. Eleverne er forberedt på at indgå i et projekt, som er arrangeret af forsikringsoplysningen og bankverdenen. Det skal hjælpe dem til at forstå og bruge budgetlægning, opsparing og finansiering. Hertil kommer gennemgang af de mest grundlæggende forsikringer, deres vilkår og nødvendighed. Vi har været af sted de sidste 3 - 4 år med vore elever og haft gode oplevelser ved det.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER