NYHEDSBREV

Nr. 36 - 29. november 2013



 

Advent

På søndag er det første søndag i Advent. Ordet advent kommer fra latin og betyder "komme". Adventus Domini betyder "Herrens komme". Første søndag i Advent markerer begyndelsen på et nyt kirkeår. Advent er en forberedelsestid, hvor vi fokuserer på Jesu fødsel. I Den danske Folkekirkes tradition fejres Jesu fødsel den 24. december. Det gør vi derfor også på Gideonskolen. Det er en vigtig højtid, som har mange traditioner i de forskellige familier. På Gideonskolen gør vi os umage for at holde fokus på Jesu fødsel og Jesu genkomst. Vi læser om begivenhederne i Bibelen og følger Josef og Maria i deres ventetid på den skelsættende begivenhed i verdenshistorien: Guds søn blev født som et menneskebarn på jord. Jesus kom for at vise os, hvem Gud er og for at bane en vej til frelse for alle mennesker, som tror, at Jesus er Guds søn og verdens frelser. Vi synger traditionelle sange med fokus på evangeliet, og vi giver os tid til at hygge med eleverne uden at glemme, at vi er en skole.



 

Stjerner i vinduerne

I løbet af i dag, vil skolen blive pyntet. Vi sætter stjerner i alle vinduer og dekorationer med lys indenfor og udenfor. Det pynter rigtig meget og markerer Gideonskolen i den mørke tid. Vi håber, at rigtig mange, som ser det, vil komme til at tænke på stjernen over Betlehem, som viste sig for hyrderne den nat, da Jesus blev født. Hver morgen vil eleverne blive mødt af sød musik i forhallen, og lidt senere på måneden vil vi vise udvalgte filmklip for de forskellige aldersgrupper, som er vores små kalenderglimt i anledning af den forstående højtid.



 

Træning til familiejul

I disse dage er der intensiv træning til vores "Familiejul på Gideonskolen". Vi glæder os til at præsentere en dramaversion af historien om Josef og Maria. Den bliver tilsat dans, sang og musik, som vore elever arbejder hårdt for at gøre sig klar til.



 

Jul på Gideonskolen

Velkommen på næste fredag, den 6. december 2013 kl. 15:00 - ca. 17. Vi har kaldt begivenheden: "Familiejul på Gideonskolen". Invitationen gælder derfor alle vore elever og deres familier. Vi håber, at rigtig mange har lyst til og mulighed for at komme og fejre "Jesu fødsel" med os. Festen afsluttes med en lille forfriskning. Hjertelig velkommen!



 

Diplomer til 1. klasse

I tirsdags, den 26. november 2013, fejrede vi vore elever i 1. klasse. De var færdige med deres "Lær-at-Læse"-program. Alle klarede testen og fik diplom for den fornemme indsats. Eleverne har været igennem et 300 timers kursus, og nu er de klar til at læse. Det blev en projektdag med den traditionelle bagedyst i spisesal og køkken, og hele skolen duftede af nybagte kager. Tillykke med det flotte resultat!



 

Kommende BH-klasse

I fredags sendte vi brev til den kommende børnehaveklasse. Forældrene skal give en tilbagemelding, hvis de fortsat ønsker, at deres dreng eller pige skal være med. Fristen til at svare er sat til fredag, den 6. december 2013.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER