NYHEDSBREV

Nr. 35 - 22. november 2013



 

Tillykke, borgmester

Vi ønsker borgmester Henrik Rasmussen tillykke med valget i tirsdags, den 19. november 2013. Henrik Rasmussen overtog borgmesterposten efter Kurt Hockerup ved dennes død i april 2010. Det er således det første kommunalvalg, som stadfæster Henrik Rasmussen som borgmester i Vallensbæk. Gideonskolen har rigtig gode relationer til borgmesteren og til kommunen. Derfor er det trygt og godt for os med udfaldet af dette valg. Det giver stabilitet og positive forventninger. Det gør det også lettere at have dialog med en person, som kender os og vores historie. Vi besøgte rådhuset i onsdags med en blomst og en hjertelig hilsen.



 

Uddannelse i centrum

I tirsdags, den 19. november 2013, deltog vore elever i 8. og 9. klasse i en uddannelsesmesse i Forum. Eleverne fik en introduktion af en af Gideonskolens forældre, som også er uddannelsesvejleder, og derefter skulle eleverne gå på opdagelse. Der var mange fag repræsenteret og mange tilbud til de unge. Besøget var meget vellykket og inspirerende og tilsyneladende fik vore elever nok at tænke på.



 

Tastaturtræning

3. og 4. klasse har været igennem et kursus i tastaturtræning. Vi prøver at lære eleverne at bruge 10-finger-systemet. Grundlaget er nu lagt, og så er det op til den enkelte elev at praktisere det og holde det ved lige.



 

Brøndby Strand Kirke

I tirsdags havde vi besøg af den nye præst i Brøndby Strand Kirke, Elisabeth Krarup de Medeiros, og hendes mand. Familien ønskede at se og fornemme, hvad der sker på Gideonskolen og orientere om kirkens arrangementer og tilbud om samarbejde. Det var et rigtig hyggeligt møde og en dejlig relation at opbygge. Vi vil meget gerne i nærmere kontakt med kirkerne i vores område.



 

Jul på Gideonskolen

Fredag, den 6. december 2013 kl. 15:00 til ca. 17, inviterer vi alle skolens elever og deres forældre til "Familiejul på Gideonskolen". Vi glæder os til at mødes og slå tonen an til fejring af Jesu fødsel. Vi ved godt, at tidspunktet ikke er det mest ideelle for det arbejdende folk, men vi håber alligevel på, at rigtig mange kan frigøre sig og komme med. Festen afsluttes men en lille forfriskning. Reservér venligst dagen.



 

Vi pynter skolen til advent

På næste fredag, den 29. november 2013, pynter vi skolen op til advent. Udvalgte klassetrin forestår de store opsætninger af stjerner mv. mens klasser, som ikke er involveret, har forskellige projekter med klasselæreren. Vi følger dagens normale rytme, men indholdet vil være noget anderledes for de fleste klasser. Det plejer at være en hyggelig og festlig dag.



 

Nødråb fra SFO’en

Mange af børnene har ens regntøj, som jo bruges meget i disse tider, hvor vejret skifter. Når børnene skal ud til frikvarter, er det rigtig svært at identificere børnenes tøj, og ofte kender de det ikke selv. Vi vil bede forældrene checke, at der står tydeligt navn i overtøjet. Tak for hjælpen.
 

Se flere billeder fra ugen, tryk HER