NYHEDSBREV

Nr. 32 - 01. november 2013



 

Forældre-elev-lærer

På onsdag, den 6. november 2013, er det tid til konsultationer. Alle skolens familier er inviteret. Det er en "forældre-elev-lærer" konsultation. Eleven er med andre ord i centrum. I løbet af weekenden bliver tidsplanen klar. Alle familier har haft mulighed for at ønske en tid, og vi har gjort vort bedste for at imødekomme ønskerne. Tidsplanen findes på skolens hjemmeside i løbet af søndagen og omdeles til alle elever i trykt udgave på mandag. Grundlaget for konsultationen er bl.a. Undervisningsrapporten, som kan læses på Gideonweb i løbet af weekenden. Forældre, som mangler adgangskode kan bestille en, tryk her! Undervisningsrapporten uddeles på mandag eller tirsdag i trykt form. Den bedes underskrevet og afleveret senest ved konsultationen. Konsultationen er tænkt som en hyggelig eftermiddag og aften, hvor forældre møder hinanden over en kop kaffe i den gule forhal. Samtalerne har til hensigt at opmuntre det gode, eleven gør og bane vej for det, som måtte være lidt vanskeligere. Velkommen til konsultation!



 

Toms Chokolade

I tirsdags, den 29. oktober 2013, var 6. klasse på tur til Toms Chokoladefabrik i Ballerup. Mærkeligt nok er det en meget attraktiv tur. Vi ved, at det er en "sød" oplevelse. Eleverne har været igennem et undervisningsforløb inden turen, hvor man via film og andet materiale har fået kendskab til vækst og fremsendelse af råmaterialer foruden produktionen. I næste uge er det 5. klasses tur til et besøg på Toms.



 

Musikskolen på besøg

I mandags fik vi besøg fra Vallensbæk Musikskole til vore 3. og 4. klasse. Vi er meget glade for den fine kontakt, vi har til Musikskolen. En del af vore elever benytter sig af skolens tilbud og modtager musikundervisning. Det har vi også glæde af i Gideonskolens daglige arbejde. Eleverne blev orienteret om musikskolens tilbud, lyttede til musikstykker og fik selv lov til at prøve et par blæserinstrumenter.



 

Alle børn cykler

Kampagnen med ABC er afsluttet og opgjort. Vi har ikke vundet noget på landsplan, men alle deltagende klasser har fået et diplom. Der er også udleveret en lille kort til en konkurrence, som man kan deltage i, hvis man har lyst.



 

Lys på med Ludvig

Vi har i denne uge modtaget reflekser til alle eleverne fra Trygfonden. De er sendt med eleverne hjem. Vi beder forældrene huske på, at børnene skal være synlige, når de færdes på vejene - også i en mørk tid. Derfor: Husk refleks!



 

Siyakhula-indsamlingen

Det går fint med indsamlingen af penge til Siyakhula-projektet. En stor del af elevernes sponsorer har indfriet deres løfte, og det er vi rigtig glade og taknemmelige for. Der mangler dog stadig en del, derfor minder vi om, at pengene kan indbetales kontant eller sættes ind på skolens bankkonto: Danske Bank - reg.nr. 4180 konto 4180037586 - mærk beløbet "Afrika" - husk at skrive elevens navn, så vi kan sende en kvittering.

I forbindelse med forældrekonsultationen i næste uge vil vi gøre en særlig indsats for at afslutte projektet.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER