NYHEDSBREV

Nr. 28 - 27. september 2013


Hjem fra Sydafrika

Else Lange og Simon Jørgensen har også i denne uge været i Sydafrika sammen med vore elever fra 9. klasse. Siden i lørdags har de været i Bloemfontein til All Africa Student Convention - AASC. Det foregår på Univertsity of the Free State. Vore elever konkurrerer med 1.400 andre i mange discipliner: atletik, bordtennis, skak, fodbold, skuespil, dukketeater, dans, musik, prædiken o.m.a. foruden udstilling af billeder, broderi mv. Det er en forrygende afslutning på næsten 3 ugers studietur i Sydafrika. Det bliver noget, de aldrig kommer til at glemme. I dag og i morgen er de i Johannesburg, og lørdag aften begynder de hjemrejsen til Danmark via Cairo. De er tilbage i Danmark søndag eftermiddag, og skal møde til sædvanlig tid på Gideonskolen mandag morgen. Velkommen hjem.



 

Siyakhula i Sydafrika

Indsamlingen til Siyakhula fortsætter. Vi har fået mange kreative forslag fra forældre og elever med idéer til, hvordan vi kan samle penge ind. Vore elever fra 9. klasse besøgte forskolen Siyakhula i sidste uge. Det var et farverigt og spændende besøg. Forskolens elever dansede og sang og viste deres mange talenter for os. Vi bragte dem tegninger, som Gideonskolens elever havde lavet. Vi havde lidt dansk slik med, og hvad der gav mest umiddelbar glæde - slik eller tegninger - fortæller historien ikke noget om. Vi har lavet en ny information fra vore elevers besøg på Siyakhula, så alle kan følge med i processen. Se Info nr. 2 ved at klikke her! Tak for fortsat hjælp med indsamlingen til det nye hus til den kommende 1. klassen på Siyakhula.



 

Naturvidenskabelig uge

I denne uge har vi i fire dage afholdt Naturvidenskabsfestival. Det er et arrangement, som hvert år afholdes. Vi tilbydes besøg af forskere eller undervisere fra højere læreanstalter eller produktionssteder. De fortæller om et emne, de er fortrolige med. Vores elever i 7. og 8. klasse får indblik i en stor faglighed og indtryk fra universitetsverdenen. I denne uge har vi hørt emner som: "Et liv som citron", "Arkimedes og hans matematik", "Antibiotika og sygdomsbekæmpelse" og "Bioteknologi for alle".



 

Forældrekursus

I morgen, lørdag, den 28. september 2013, mødes vi med nye forældre til forældrekursus. Det foregår kl. 9:00 - ca. 12. Der er hjemsendt nærmere besked til alle nye. Andre forældre er naturligvis også velkomne.



 

Glemmetøj fra lejr

Vi har en del glemmetøj fra lejrskolen på Hvidekilde. Det har været lagt frem i denne uge. Hvis man mangler noget, kan man kontakte Ingelise Johansen.



 

Styr på hverdagen

Det betyder rigtig meget, at der er styr på hverdagen. Vi har struktureret skoledagen, så den er overskuelig og genkendelig. Eleverne skal selv have styr på blyanter, viskelæder og andre vigtige redskaber til det daglige arbejde. Vi beder forældrene om at hjælpe til med underskrifter på hjemmearbejdet. Husk også svømme- og idrætstøj på de aktuelle dage.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER