NYHEDSBREV

Nr. 19 - 07. juni 2013



 

Skoleåret ebber ud

Når dette nyhedsbrev sendes hjem, er der kun 15 skoledage tilbage af dette skoleår. Det går stærkt, og der er meget, som skal nås og gøres klar både til skoleafslutningen og det kommende skoleår. Det bør jo ikke komme bag på os, at tiden går. Men alligevel bliver vi overrasket, når det føles at tiden går rigtig stærkt. Vi har hele tiden brug for at vurdere, hvad vi bruger tiden til sammen med børnene, så der er den rigtige balance mellem fremdrift og fordybelse. Eleverne skal vokse og udvikle sig fagligt og personligt, og der skal være tid til at nyde livet i alle faser fra barn til voksen. Livet er en Guds gave, som giver os mange muligheder. Lad os træffe valg som skaber tryghed og respekt og plads til alle med den forskellighed vi repræsenterer.



 

Velkommen i skole

I den sidste uge har vi budt velkommen til nye elever. Det gælder Victor, som er startet i 4. klasse. Lærke og Sander er startet i 2. klasse og på mandag starter Zakharia i 1. klasse. Vi har også budt velkommen til 15 nye elever i den kommende børnehaveklasse. De starter først rigtigt til august, men vi havde et godt møde med børn og forældre i fredags, den 31. maj 2013. Velkommen til jer alle sammen. Vi glæder os til at have jer med på skolen.



 

Mælkeordningen

I lockout-perioden blev der af praktiske grunde ikke leveret mælk til bl.a. Gideonskolen. Ifølge Mejeriernes Skolemælksordning skulle alle forældre, som er med i ordningen, have modtaget besked om tilbagebetaling for denne periode. Forældrene kan vælge pengene overført til deres konto eller at donere beløbet til Mejeriernes Skolemælkslegat. Det skulle fremgå af den tilsendte besked, hvordan man skal gøre det. Mælk i næste skoleår. En af de første dage får eleverne en folder med hjem om bestilling og betaling af skolemælk til det nye skoleår. Bestil senest den 31. juli 2013, så får dit barn skolemælk fra skolestarten til og med januar 2014.



 

SFO i sommerferien

For elever, som er tilmeldt SFO i dette skoleår er der tilbud om SFO i 2 uger af sommerferien. Det gælder første uge (1. til 5. juli 2013) og sidste uge (5. - 9. august 2013). Forældre, som er interesserede i at benytte dette tilbud, skal kontakte Ingelise Johansen. Vi udleverer et særligt tilmeldingsskema, så vi kan planlægge aktiviteter for det aktuelle antal børn. Nye elever, som først starter efter sommerferien, kan først benytte SFO efter skolestarten den 12. august 2013.



 

Afslutningsfest

Vi glæder os til at se alle skolens forældre og elever til afslutningsfest torsdag, den 27. juni 2013 kl. 15:30. Det er en tradition på Gideonskolen, at vi fester både for elever, som afslutter 9. klasse og alle øvrige elever. Vi starter i skolens festsal med en et varieret program: Sang, musik og dans samt uddeling af diplomer og afgangsbeviser. Derefter forsætter vi med fælles spisning udenfor.



 

Sidste skoledag

Sidste skoledag i dette skoleår er fredag, den 28. juni 2013. Skoledagen er fra kl. 08:30 til 11:00. Derefter tager skolens personale på udflugt og der er derfor ingen SFO denne dag.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER