NYHEDSBREV

Nr. 06 - 15. februar 2013



 

God vinterferie

I næste uge har vi vinterferie. Vi er godt halvvejs i skoleåret, og det er stadig vinter. Det er en anledning til et lille break. Både elever og medarbejdere får en mulighed for et pusterum til at samle kræfter og forberede sig på den næste indsats i skoleåret. Vi håber, at familierne får anledning til at være sammen og hygge sig og lave andre ting end det, der ellers præger hverdagen. Vær opmærksom på, at der ikke er SFO i næste uge.



 

Bonusbutik

I torsdags holdt vi igen bonusbutik. Det er anden gang i dette skoleår, og det er en festdag, som alle ser frem til. Siden efterårsferien har eleverne samlet Bonus fra uge til uge, og nu er det tid til at bruge dem. Vi køber - og får fra forældre (tak for det!) - forskellige ting og sager, som er nyttige, sjove og festlige. Det kan være redskaber til skolebrug, legetøj eller blot noget, som er kreativt og hyggeligt. Det er en del af skolens grundidé med incitamenter, så eleverne også klarer den nødvendige og måske undertiden lidt trivielle træning i skolehverdagen. Undertiden skal gulerødderne være lidt store for at motivere til en god, daglig indsats. Derfor: Kære elever! I har igen gjort det godt, og vi har lyst til at forkæle jer lidt af den grund.



 

Forældrekonsultationer

Onsdag, den 6. marts 2013, har vi skoleårets anden forældrekonsultation. Det er en særlig anledning til at samle op om den enkelte elev. Vi glæder os til at fortælle om udviklingen og udfordringerne og sammen med forældrene planlægge den sidste del af skoleåret. Forud for konsultationerne sendes Undervisningsrapporterne hjem. Det har alle prøvet i november, så indholdet er kendt. Vi beskriver elevens generelle situation og fortæller lidt om enkelte hovedfag. På bagsiden af rapporten er der en oversigt over elevens "flid, orden og opførsel" - for at sige det kort. Det er en rigtig god baggrund for de enkelte samtaler. Undervisningsrapporterne sendes hjem mandag, den 4. eller tirsdag, den 5. marts. Forældre, som har kode til Gideonweb kan se rapporterne dér. De frigives i weekenden, den 2. - 3. marts 2013.



 

Fair-Play

Som nævnt i sidste nyhedsbrev uddelte vi "fair-play" medaljer til to af skolens fire hold, som deltog i Billesborgcup. Alle fire hold kunne i grunden modtage en sådan medalje, men nu havde vi sat begrænsninger på. Her er billeder af de heldige vindere. Tak til alle hold for godt spil og godt kammeratskab på banen.



 

9. klasse

I dag er vi færdige med terminsprøver for denne gang. Vore elever har gjort det godt og har dermed både afprøvet modellen for de kommende afgangsprøver og fået en oplevelse af, hvad de kan på nuværende tidspunkt. Det ser ganske fornuftigt ud. Eleverne er kommet ret langt med deres uddannelsesansøgninger. De gøres færdige i ugen efter vinterferien. Forældrene skal derefter skrive deres kommentarer. Vi regner med at være klar med ansøgningerne til forældrekonsultationerne, så de kan underskrives og sendes.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER