NYHEDSBREV

Nr. 30 - 05. oktober 2012


Efteråret er fuldt af farver

Naturen omkring os vidner om, at efteråret for alvor har holdt sit indtog. Blade, bær og blomster er præget af varme, gyldne farver. Solnedgangen - når den ellers kan ses - giver også nogle fantastiske oplevelser, når vi standser op og giver os tid til at se efter. Hverdagen på skolen er fyldt med farver. Eleverne finder mange anledninger til at præge dagen med glæde, sjove indslag og muntre bemærkninger. Det giver inspiration og er med til at farve hverdagen - også selv om vi har oplevet mange dage med gråvejr og småregn. Vi har stadig fokus på temaet med, at én kan gøre en forskel. Her på skolen er der faktisk mange, der gør en forskel - ofte uden selv at bemærke det.




 

Nyt fra Sydafrika

9. klasse er som bekendt i Sydafrika på skolerejse sammen med Ib og Ingelise Johansen. De kommer hjem igen den 15. oktober 2012. Eleverne har nogle fantastiske oplevelser. I denne uge deltager de i den store elevkongres, hvor de er med i konkurrencer i skak, bordtennis, teater, musik, sang og udstillinger af billeder og kunstværker. Hver aften deltager de i et stort ungdomsrally med sang, optræden og prædiken. Alle elever har det godt. De passer godt på hinanden og får mange kontakter med de andre elever, som deltager i kongressen.



 

Naturvidenskab

I sidste uge havde vi særlig fokus på naturvidenskab for de større elever. Dette fortsætter fredag, hvor 7. klasse skal lave nogle fysik-forsøg, og 8. klasse skal lave geografi-forsøg. I næste uge deltager 7. og 8. klasse i et projekt, som kaldes "Masseeksperimentet". Også dette har forbindelse med "Den naturvidenskabelige uge".



 

Reflekser

Tryg-fonden har foræret os reflekser til alle elever på skolen. Det er en rigtig god idé at benytte disse reflekser på tøjet eller på skoletasken, når man færdes på veje og stier i den mørke tid.



 

Ud af huset

Torsdag i denne uge havde vi to arrangementer ud af huset. 1. klasse var på bondegårdstur til Toftegården i Albertslund for at opleve livet på gården på tæt hold. 3. og 4. klasse besøgte Middelaldercenteret i Brøndby. Her blev de klædt ud, besøgte forskellige værksteder og fik lidt indblik i Danmarks historie i Middelalderen. Begge besøg forløb godt og eleverne fik nogle gode oplevelser.



 

Arrangementer i næste uge

På mandag, d. 8. oktober, skal 5. klasse besøge Sjællandsringen i Roskilde. Det er et færdselskursus, som er en del af skolens trafikundervisning. Eleverne bliver hentet af en bus kl. 08:15 på skolen og er tilbage igen kl. ca. 11:30. Herefter spiser de deres madpakker.



 

Kontakt til skolen

Mens Ib Johansen er i Sydafrika har Else Lange som souschef det overordnede ansvar for skolen og det daglige arbejde. Forældre, som har brug for det, er velkomne til at kontakte Else Lange på skolens telefon eller på tlf.: 20 97 47 68.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER