NYHEDSBREV

Nr. 29 - 28. september 2012



 

Hjemme fra lejrskole

Så er vi i gang igen efter en uges lejrskole. Det er godt at være hjemme og godt at tænke tilbage på en vellykket uge på Hvidekilde. Vejret var interessant. Vi havde høj sol og sommervarme om mandagen og varierende vejr i ugens løb. De fleste dage var det opholdsvejr, så vi kunne være ude det meste af tiden. Vi gennemførte alle de planer vi havde lagt, så vejret var ingen hindring. Temaet for vores bibelsamlinger var: "Én kan gør en forskel". Vi fandt eksempler på børn i Bibelen, som var med til at gøre en forskel i andres liv og brugte dem som inspiration.



 

De forskellige workshops tilbød elever på forskellige alderstrin en del kreative muligheder. 4. klasse arbejdede med symaskinerne eller hæklede. 5. klasse havde sløjd og kom ganske langt med deres projekter. Der var flere geografiture i skoven, hvor børnene lærte at bruge kompas og finde vej efter kort. De yngre årgange havde også opdagelsesture og legestue. Juniorerne var på besøg på en bondegård og et par klasser besøgte Teknisk Museum og andre så Kronborg og Frederiksborg Slot. Aftensamlingerne var rigtig festlige og fællesskabet fungerede på alle måder godt. Vi glæder os over at kunne lægge en vellykket tur bag os.



 

Til Sydafrika

I onsdags, den 26. september 2012, rejste en gruppe fra 9. klasse til Sydafrika på skolerejse. De kommer hjem igen den 15. oktober 2012. Det er et meget stort arrangement, som vi har forberedt længe. Eleverne skal deltage i en international konference sammen med ca. 2000 andre unge fra det meste af Afrika. Det foregår på University of the Free State i Bloemfontein. Eleverne konkurrerer i sport, musik, sang og udstillinger af billeder og kunstværker. Det fylder den første del af turen. Den anden del af turen har base i Durban med oplevelser i det område. De sidste dage bor vi på en lodge i en gamepark, som hedder Hluhluwe. Vore venner i Sydafrika hjælper os på alle områder og bidrager til at planlægge turen. Det er Ib og Ingelise Johansen, som er ledere af skolerejsen.



 

Parkinson

Molekylær Biolog Søs Grønbæk Mathiassen gæstede skolen i tirsdags for at fortælle om sin forskning i forbindelse med Parkinsons syge. Det er første led i en serie foredrag i denne omgang, som vi har kaldt for "Naturvidenskabelig uge". Onsdag og fredag har vi haft besøg af andre forskere, som har fortalt om deres specialer. Ugen er en enestående mulighed for faglig fordybelse, som vi værdsætter meget. Vore elever er nysgerrige og stiller mange spørgsmål.



 

Arrangementer i næste uge

På torsdag, den 4. oktober 2012, har vi to arrangementer ud af huset. 1. klasse skal på tur til Dyregården i Albertslund for at opleve livet på gården på tæt hold. 3. og 4. klasse skal besøge Middelaldercenteret i Brøndby. Det er et led i historieundervisningen og et forsøg på at fornemme livsvilkårene i Danmark i Middelalderen.



 

Else Lange er chef

Else Lange har som souschef det overordnede ansvar for skolen og det daglige arbejde i perioden, hvor Ib Johansen er i Sydafrika. Forældre, som har brug for det, er velkommen til at kontakte Else Lange - f.eks. på tlf.: 20 97 47 68.


Se flere billeder fra lejren, tryk HER