NYHEDSBREV

Nr. 32 - 28. oktober 2011



 

Skolefest 2011

I morgen er der fest på Gideonskolen. Vi glæder os til at se alle skolens elever med deres forældre og inviterede gæster til en spændende eftermiddag. Vi starter kl. 13:30 og fortsætter til ca. 16:30. Programmet er delt i tre. Første og sidste del foregår i skolens festsal. Den midterste del er en reception i skolens lokaler med stående servering. Samtidig er der udenfor servering i teltet for eleverne og mulighed for at benytte de opstillede hoppeborge.



 

Parkering og kager

Desværre er der ikke plads til biler ved festen på skolens parkeringsplads. Den er optaget af telt og hoppeborge. Vi beder derfor forældrene om at finde anden parkeringsplads. Vi minder også om, at man ikke må holde på Strandesplanaden. Tak til alle forældre for deres tilsagn om hjælp med lagkager, muffins og skærekager. Vi beder om at man tager det med til festen og afleverer det til vores "Gideonguider" ved indgangen. Mærk venligst fade og bradepander med navn, så vi kan returnere dem til rette vedkommende.


Johannes - eneste nuværende elev som har prøvet skolen på Gerdasvej!
 

10 år i Vallensbæk

Vi er i gang med skolens 15. skoleår. De første 4-5 skoleår holdt vi til på Gerdasvej i Glostrup. Vi har kun én elever tilbage som har prøvet skolen på Gerdasvej, men de "gamle" elever tænker på den tid med glæde og hygge. Efter 106 afslag på ansøgninger om lån, leje eller køb af ejendomme på Vestegnen fik vi et positivt tilsagn fra Vallensbæk kommune om at benytte en ledig grund til Gideonskolen. Vi gik optimistisk i gang med projektet og bad arkitekt Sv. Aage Jensen, Lemvig, om at tegne en skole til os. Så langt så godt. Men vi kunne ikke få hverken banker eller kreditforeninger til at hjælpe os med finansieringen, og den million vi havde samlet sammen i forældre-kredsen rakte ikke langt. Henry Jacobsen trådte ind i billedet og tilbød at bygge skolen for os, så vi kunne leje den med mulighed for at købe den efter 10 år. Det tilbud var utroligt flot, og sådan blev det. Efter 10 år har vi købt ejendommen og overtaget den pr. 1. juni 2011 - nøjagtig 10 år efter indflytningen i hele huset. Vi har sparet op til udbetalingen på 4 mio. kr. i de 10 år og fået de nødvendige lån, så købet er finansieret. Det er helt fantastisk.



 

Efteråret er kommet

I denne uge har vi haft et blandet vejr med en passende overskrift som "efterår". Det har generelt været meget blæsende og der har også været byger nu og da. De fleste elever har været klædt på til at møde det lidt køligere vejr. I morgen er prognosen heldigvis god. Måske bliver det ikke klart solskinsvejr hele dagen, men det skulle være opholdsvejr.



 

Næste periode

Efterårsferien ligger bag os og dermed den første periode af dette skoleår. Vi er gået ind i anden periode, som strækker sig frem til jul. Det er en god arbejdsperiode med mange muligheder for at når langt fagligt. Vi minder om ændring til vintertid i weekenden. Uret stilles en time tilbage, så vi vinder en time, og det vil være lidt lysere, når børnene skal i skole om morgenen. Husk lygter til elever, som cykler. Husk reflekser til alle, så de er lette at få øje på i trafikken.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER