NYHEDSBREV

Nr. 31 - 14. oktober 2011


 

Efterårsferie

Når eleverne går hjem i dag, har de efterårsferie. Så er den første periode af skoleåret gået. Det har været en rigtig god periode med meget arbejde og mange aktiviteter. Det har på alle måder været en vellykket periode. De nye elever er faldet godt til og er kommet godt ind i rytmerne på skolen. De har knyttet sig til klassen og er godt inde i det sociale liv. Vi ved, at det betyder rigtig meget for deres trivsel og indlæring. Det er godt med en lille pause, så alle kan lade op og opleve andre ting, som måske mere har med familien og vennerne at gøre. Vi glæder os til at se alle igen efter ferien.



 

Skolefest

Vi nærmer os skolefesten, lørdag, den 29. oktober 2011 fra kl. 13:30. Indbydelserne er sendt ud og vi har fået tilsagn fra mange forældre om hjælp med at bage til receptionen. Tak for det. Dagen er en skoledag. Ikke en helt almindelig en, men den tæller med i det store regnestykke. Skulle der være elever, som af forståelige årsager ikke kan deltage, skal vi derfor bede forældrene om at søge om fri for dem. Vi glæder os til at byde alle velkommen. Blandt de særligt indbudte gæster kan vi nævne borgmester Henrik Rasmussen og andre fra Vallensbæk kommune samt bygmester Henry og Solveig Jacobsen. Hertil kommer andre nøglepersoner omkring Gideonskolen, som vi glæder os til at møde. I løbet af næste uge sender vi til alle forældre nærmere besked om parkering og andre praktiske forhold. Velkommen til den festlige anledning.



 

Efter-fyraftens-møde

I torsdags, den 13. oktober 2011, havde vi igen en præsentation af skolen for interesserede forældre. Aldrig har vi haft så mange på en gang. Det er en opsamling fra perioden siden skolestarten. Skolens placering på ranglisten har sikkert medvirket til de manges interesse for at se nærmere på skolen. Vi har desværre ikke plads til nye elever, men det havde vi sagt på forhånd.



 

Bonusbutik

I går, torsdag den 13. oktober 2011, havde vi skoleårets første bonusbutik. Den gule forhal var forvandlet til en butik. Overalt var der ting og sager, som kunne "købes" for de opsparede bonus. Blandt andet var der nyttige ting til arbejdet på skolen: skriveredskaber, lommeregnere, passere mv. Man kunne også få legetøj og købe ture ud af huset. Det var igen en festlig anledning til at rose vore elever for en flot indsats i hverdagen.



 

Motionsdag

I dag har vi sluttet af med et motionsarrangement for alle elever i tiden fra kl. 12 - ca. 14. Vi har brugt aktivitetsområderne på Strandesplanaden. Eleverne har klassevis gennemført forskellige opgaver, som har udfordret deres kondition, koordination og samarbejdsevner. Vi sluttede af i festsalen på skolen med at se video fra lejrskolen. Denne video er nu lagt frem på skolens hjemmeside, så alle kan få glæde af den.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER