NYHEDSBREV

Nr. 30 - 07. oktober 2011



 

Flot lejrskole

Vi ser tilbage på en rigtig dejlig lejrskole i sidste uge på Hvidekilde. Vejret var forrygende godt - sommervejr med blå himmel og klar solskin de fleste dage. Lejren var spækket med aktiviteter fra morgen til aften. Efter morgenmaden, dagens rengøring og andre pligter havde vi dagens Bibelsamling. Temaet var "bøn". Det kunne være bøn som samtale med Gud, som forbøn for andre, som lovsang og bøn. Temaet blev illustreret med nogle af Bibelens beretninger og praktisk tilpasning til vor tids hverdagsliv. De forskellige workshops indeholdt sport, kreative udfordringer, lege, ture i skoven og meget andet. De fleste klasser havde ekskursioner i lokalområdet, f.eks. besøg på Frederiksborg Slot og Kronborg. En del af aftenprogrammet var en fortælling om missionæren, William Carey, som rejste fra England til Indien og grundlagde et omfattende missionsarbejde, som stadig fungerer. Vi var heldigvis forskånet for uheld og vendte tilbage trætte og mætte af indtryk og glade for endnu engang at være sammen på en sjov og spændende måde.



 

Skolefest

Nu er indbydelserne til vores skolefest sendt ud. Den finder sted lørdag, den 29. oktober 2011 fra kl. 13:30. Vi glæder os til at se rigtig mange til arrangementet. Det er stort for os, at vi har formået at købe ejendommen efter 10 år i Vallensbæk. Vi ser frem til at fejre det sammen med skolens nuværende elever og forældre. Vi tror også at mange af vore tidligere elever har lyst til at være med. Vi har specielt indbudt nøglepersoner omkring skolen, bl.a. borgmester, bygherre og arkitekt samt gæster fra Sydafrika. Vores forældre er blevet opfordret til at hjælpe til ved arrangementet. Det er der sendt særlig besked til familierne om.



 

Nyhedsbrev via e-mail

En del forældre har allerede tilmeldt sig skolens elektroniske nyhedsbrev. Der er sikkert mange flere, som vil være med. Vi håber på at det kan fungere omkring 1. november. Her er en praktisk vejledning: Gå ind på skolens hjemmeside under "Nyhedsbreve". Vælg det øverste punkt: "Nyhedsbreve på e-mail" og udfyld skemaet.



 

Motionsdag

Traditionen tro afholder vi et motionsløb næste fredag, den 14. oktober 2011. Der er normal skoledag til frokost og motionsprogrammet afvikles efter frokost.



 

Bonusbutik

På torsdag i næste uge, den 13. oktober 2011, har vi den første bonusbutik i dette skoleår. Vi glæder os til at markere vore elevers solide og gode arbejdsindsats med en bonusbutik. Alle har modtaget bonus, og nu kommer anledningen til at omsætte den i butikken. Vi har som altid købt ind, så der er noget for enhver smag. Ud over ting og sager, som kan købes, kan man også købe ture ud af huset. Vi glæder os til nogle festlige timer.



 

Missionær på besøg

I onsdags, den 5. oktober 2011, havde vi besøg af missionær David, som forbereder sig på at rejse ud som missionær. Det var et spændende besøg med information om både landet, kaldet og opgaven.


Se de øvrige 647 billeder fra lejren, tryk HER