NYHEDSBREV

Nr. 28 - 16. september 2011



 

Flot fremmøde

I tirsdags, den 13. september 2011, mødtes vi til det første forældremøde i dette skoleår. Der var et flot fremmøde og en rigtig god og positiv stemning. Skolens leder åbnede med en motivation for at arbejde med børnenes personlige karakter, som holder hele livet, uden at miste værdien af de faglige karakterer, som ikke har lige så langt et perspektiv. Karakterer som: Hensyn, respekt, omsorg, tålmodighed, venskab og meget andet er værd at arbejde med i den daglige opdragelse både hjemme og i skolen. Der blev givet en orientering om skolestarten, økonomi og købet af skolens ejendom. I den anledning har vi inviteret til skolefest lørdag, den 29. oktober 2011. Den anden halvdel af mødet foregik i klasserne sammen med kontaktlæreren. Vi samledes til sidst i spisesalen til et hyggeligt samvær omkring kaffen. Tak for en dejlig aften.



 

Nyhedsbrev via e-mail

Vi vil gerne fremover sende skolens ugentlige nyhedsbrev via e-mail til alle skolens forældre - eller så mange som er interesseret i det. Man registrerer sig ved at gå ind på skolens hjemmeside under "Nyhedsbreve". Vælg det øverste punkt: "Nyhedsbreve på e-mail" og udfyld skemaet. Når vi kan se, at en stor del af skolens forældre er registreret, vil nyhedsbrevet blive udsendt på denne måde. Der vil fortsat være mulighed for at modtage papirudgaven for familier, som foretrækker det.



 

Legetøj

Børnehaveklassen/SFO modtager gerne bedre, brugt legetøj. Vi har gennem årene modtaget ganske meget fra forældre, men en del af det er slidt og godt brugt. Vi trænger til fornyelse. Hvis man i familien har legetøj, som passer til denne aldersgruppe modtages det med tak.



 

Lejrskole

Vi nærmer os lejrskolen. Der er faktisk kun én skoleuge tilbage. Vi skal på lejrskole fra mandag, den 26. til fredag den 30. september. Alle elever har modtaget en beskrivelse og nogle praktiske oplysninger om det, man skal have med. Der er også hjemsendt en "oplysningsseddel", som vi skal bede forældrene om at udfylde og returnere til skolen sammen med betaling/lommepenge eller oplysning om, hvordan pengene betales. Hvis der er forældre, som har brug for yderligere oplysninger eller forhold, man gerne vil gøre os bekendt med, så kontakt gerne skolens kontor.



 

Gave

På forældremødet blev vi opfordret til at foreslå, at forældre og andre der ønsker at give skolen en gave i forbindelse med overtagelsesfesten, deltager i en indsamling til fornyelse af skolens legeredskaber i skolegården. Legestativet er 12-13 år gammelt og holder endnu - sådan da! Vi vil rigtig gerne udvide det og også købe/bygge noget andet. Hvis man vil være med i gaven, så kan man indbetale et beløb på skolens bankkonto i Danske Bank: Reg.nr. 4180 kontonr. 4180 037 586. Mærk venligst indbetalingen: Legestativ.



 

Færdselskursus

På onsdag, den 21. september 2011 skal 5. klasse på trafikkursus på Sjællandsringen i Roskilde. Det er et meget populært kursus, og vi er rigtig glade for igen i år at have vundet i lodtrækningen. Eleverne køres frem og tilbage i bus og der sendes nærmere besked med eleverne hjem.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER