NYHEDSBREV

Nr. 24 - 19. august 2011



 

Velkommen i skole

I mandags bød vi velkommen til det 15. skoleår på Gideonskolen. Til velkomstmødet var der 145 elever sammen med rigtig mange forældre, som havde prioriteret at være sammen med deres børn til skolestarten. En særlig varm velkomst lød til de 21 nye elever, hvoraf 13 startede i Børnehaveklassen. Det er altid noget særligt at starte som ny - ikke mindst når det er allerførste skoledag. Velkommen til jer alle sammen. Det var en kort og intens dag med fest, glæde og fællesskab. Alle ønsker at finde venner, at trives og være glade i det nye skoleår. Det vil vi opmuntre til og værdien af det kan ikke overvurderes. Forudsætningen er at være "hensynsfuld". Den gyldne regel blev understreget i den forbindelse: "Gør mod andre, som du vil, at de skal gøre mod dig." Vi glæder os til det nye skoleår, som nu er i gang.



 

Gideonskolen er nr. 1

Skolestarten blev ekstra festlig, fordi det samtidig var offentliggjort, at Gideonskolen er nr. 1 på Undervisningsministeriets liste over alle landets skoler. Nr. 1 ud af 1568 skoler i Danmark. Tillykke med det til alle vore elever og forældre. Vi ved, at den placering er meget ønsket af alle skoler, og vi er glade og taknemmelige for at have opnået den anerkendelse. Det kræver motiverede og dygtige elever, engagerede lærere og et samarbejde om at gøre noget helt ekstraordinært på det afsluttende klassetrin. Men egentlig starter det helt fra begyndelsen med et godt og solidt fundament både fagligt, socialt og åndeligt, som vokser naturligt gennem årene. Guds velsignelse og kaldet til at være lærer er i den sammenhæng en unik forudsætning for at stå sammen og holde ud gennem årene. Tak til alle for en fælles, samlet indsats, som har ført til målet. Tak til forældre og skolens mange venner, som har opmuntret os med søde og varme hilsener i anledning af placeringen som nr. 1.



 

Introkurser

I tirsdags havde de fleste af vore elever et par timers introkursus som optakt til det nye skoleår. Det var først og fremmest for at motivere det individuelle arbejde i lærecentrene. Eleverne havde også lejlighed til at fortælle deres kammerater om sommerens mange oplevelser.



 

Svømning og idræt

Vi har igen i år fået svømmetider i Egholmskolens svømmehal. Alle elever fra 1. til 4. klasse starter i næste uge. Vi beder elever og forældre om at være opmærksom på skemaet, så eleverne har svømmetøj, håndklæde mv. med til den rigtige dag. Check lige, at badetøjet stadig passer. I dag, fredag, den 19. august 2011, startede vi med idræt for de store drenge. Pigerne har deres første idrætstimer på mandag.



 

SFO

Der er en del nye børn i SFO’en. Vi minder forældrene om, at de skal aflevere børnene til SFO-medarbejderen om morgenen, så der har været en personlig kontakt og huske at give besked, når de henter børnene. Vi følger omhyggeligt med, så der er kontrol med eleverne.



 

Forældremøde

Det første forældremøde i dette skoleår er tirsdag, den 13. september 2011 kl. 19:00. Reservér venligst aftenen. Der kommer nærmere besked.



 

Se flere billeder fra ugen, tryk HER