NYHEDSBREV

Nr. 17 - 13. maj 2011



 

10 år i Vallensbæk

Vi flyttede ind i vores fine hus i Vallensbæk for 10 år siden. Først indtog vi en mindre del i slutningen af februar 2001 og resten i slutningen af maj 2001. Det var et travlt forår, men fyldt med spændende og glædelige begivenheder. Dem af os, som var med dengang glemmer aldrig indvielsen af huset. Vi marcherede fra Vallensbæk Station med Frelsens Hærs hornorkester forrest og en lang række af elever, forældre, gæster og andre interesserede. Vejret var fantastisk, og vi havde fest hele dagen. Det er 10 år siden, og vi er stadig glade for det dejlige hus, som står pænt og smukt vedligeholdt. Planen fra dengang var, at vi efter 10 år skulle købe huset, som vi indtil nu har lejet af Henry Jacobsen. Det har vi sparet op til, og lige nu har vi en ansøgning liggende i vores bank om lån til køb af ejendommen. Det er rigtig spændende og vi håber på et godt resultat af en positiv sagsbehandling. Vi glæder os til at fortælle mere om det ved årsmødet på onsdag i næste uge.

 

Årsmøde 2011

Velkommen til skolens Årsmøde, onsdag, den 18. maj kl. 19:00 på Gideonskolen. Der er sendt mere detaljeret besked hjem til alle skolens forældre.

 

FSA prøver

Nu er vore elever i 9. klasse færdige med alle de skriftlige prøver. I tirsdags blev den sidste skriftlige prøve klaret. Det var en IT-prøve i biologi. Vore elever klarede sig rigtig flot, og teknikken fungerede fint.

Vi er nu i gang med at forberede dem til de fire mundtlige prøver, som er tilbage. Prøverne afvikles sådan:

Tirsdag, 31. maj 2011: Dansk
Tirsdag,   7. juni 2011:
Engelsk
Onsdag, 15. juni 2011: Fysik
Mandag, 20. juni 2011: Historie

Det præcise tidspunkt for den enkelte elev oplyses af faglæreren. Vi har ingen "sidste skoledag" på Gideonskolen. Alle elever i 9. klasse er i skole hver dag i normalt omfang. Vi har prøveforberedende undervisning for dem og arbejder kun med de fag, de skal til prøve i.



 

Roskilde Ring

På tirsdag, den 17. maj 2011 skal 5. klasse på tur til FDM Sjællandsringen i Roskilde. Klassen er udvalgt til at deltage i Trafiksikkerhedsrådets færdselskursus. Vi har prøvet det for et par år siden, og det var en stor oplevelse for deltagerne. Der er bevilget gratis buskørsel for eleverne, så dagen kan bruges effektivt. God fornøjelse.



 

Experimentarium

På tirsdag, den 17. maj 2011 skal 3. klasse på tur til Experimentarium. Klassen vandt denne præmie fra Vallensbæk kommune for deres deltagelse i "Papirrødderne". De samlede mest affald. Vestforbrænding har udbetalt en sum penge til eleverne i forhold til vægten af det indsamlede affald. De penge bruges til frokost på Experimentarium. Sammen med et par lærere får de nu belønningen, og det bliver helt sikkert en spændende dag.



 

Svømning

4. klasse deltog også i "Papirrødderne". Deres udbetaling fra Vestforbrænding går til en tur til Ishøj Svømmehal. Den finder sted på onsdag, den 18. maj 2011.



 

Store Bededag

På fredag, den 20. maj 2011 er det Store Bededag. Det er en fridag og Gideonskolen er derfor lukket. Der er heller ingen SFO.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER