NYHEDSBREV

Nr. 13 - 08. april 2011



 

En "Happy Day"

Forårsfesten i fredags, den 1. april 2011 blev endnu en "Happy Day" på Gideonskolen. Der var fuldt hus med mange begejstrede forældre og bedsteforældre. Eleverne var enestående gode i deres sang og optræden. Tak, for en fornem tilslutning og fine tilbagemeldinger. Vi har gjort billeder klar fra festen. De findes sammen med denne uges billeder på skolens hjemmeside. Der er også en lille video fra korets sange i starten og slutningen. Det er blot en smagsprøve fra forårsfesten på 10 minutter. Elevernes øvrige optrin er ikke på video, men her kan man nyde de mange billeder.



 

Askepot

På tirsdag, den 12. april 2011, opfører 4. klasse det klassiske eventyr: Askepot. Det er en årlig tradition, som Benedikte Back står for med 4. klasse. Kl. 16:30 er forældre og søskende inviteret til teater. Det er en festeftermiddag, hvor klassen præsenterer sin produktion fra dansktimerne gennem de seneste uger. Skolens øvrige elever får lov at se stykket dagen efter, onsdag, den 13. april.



 

Zoologisk Have

På tirsdag, den 12. april 2011, er BH-klassen og ABC-klassen på tur til Zoologisk Have. Vi ved at foråret er på vej, og derfor glæder begge klasser sig til at se og opleve dyrelivet i Zoologisk Have.



 

Musikundervisning

Musik og sang har en særlig plads på Gideonskolen. Vi har stor glæde af elever, som har lært at spille, og vi træner også elever på skolen. Vi vil anbefale forældre, som har børn med denne interesse, at søge de lokale musikskoler. Alle elever på Gideonskolen kan søge på Vallensbæk Musikskole uanset, hvor de bor. Ud over den obligatoriske blokfløjtetræning har vi i øjeblikket 2 hold guitar/bas, som Simon Jørgensen træner. Vi har brug for en tilkendegivelse fra elever/forældre, som er interesseret i vores hjælp i næste skoleår. Eleverne er velkommen til at kontakte Simon Jørgensen, hvis de er interesseret i musikundervisning til næste skoleår.



 

Efter-fyraftens-møde

På næste torsdag, den 14. april 2011, har vi igen inviteret til præsentation af skolen. Siden sidst har vi modtaget ca. 20 henvendelser med ønske om at få børn ind på Gideonskolen. Forældrene mødes med os kl. 16:15 og bliver informeret om skolens pædagogik og kristne profil og ser skolens lokaler. Vi har ikke ret mange ledige pladser til næste skoleår mere, så hvis der er forældre, som har planer om at flytte deres børn, er vi meget interesseret i at vide det, så vi kan planlægge for andre at komme ind efter ferien.



 

Årsmøde

Onsdag, den 18. maj 2011 kl. 19:00 inviteres hermed til årsmøde på Gideonskolen. Revisoren vil være til stede og præsentere regnskab med årsrapport, skolens tilsynsførende vil fremlægge sin erklæring og der bliver valg/genvalg til skolens bestyrelse.



 

Påskeferie

Om en uge har vi påskeferie. Eleverne har fri fra mandag den 18. til mandag den 25. april begge dage inkl. Der er ingen SFO i forbindelse med påskeferien.


Se flere billeder og videoen fra ugen, tryk HER