NYHEDSBREV

Nr. 11 - 25. marts 2011



 

Velkommen til forårsfest

Vi inviterer hermed til forårsfest på Gideonskolen på fredag, den 1. april 2011 kl. 15:00 - ca. 17. Invitationen gælder alle skolens elever og deres familier. Det er endnu en anledning til at mødes for at styrke vore relationer og glæde os sammen over det, vi er fælles om. Eleverne har forberedt forskellige optrin og en stor del af skolens elever har trænet i et fælles kor sammen med skolens elevband. Alt, hvad vi præsenterer skal understrege glæde, fest og forventning. Det er noget af det, vi tænker på, når ordet "forår" bliver nævnt. Vi håber rigtig mange forældre har mulighed for at være til stede og dele oplevelsen med os.



 

Træning hele ugen

I næste uge vil der være intensiv træning alle dage op til forårsfesten. Træningen vil gælde forskellige elevgrupper, som danser eller arbejder sammen på et projekt. Det er nødvendigt for at færdiggøre projektet. Skemaet vil derfor se lidt anderledes ud i næste uge for en del elever.



 

Engelsk i 1. klasse

I denne uge er vi startet med engelsk i ABC-gruppen. Det er noget særligt for Gideonskolen. Eleverne gennemfører et program, som kaldes: Speaking English. Eleverne er delt i to grupper og har to lektioner om ugen. Det er Elsebeth Thomsen, som forestår undervisningen. Vi ved, at det for eleverne er en fest at starte på et nyt sprog, og vi er sikre på, at forældrene vil høre nærmere om det derhjemme.



 

Generalprøve i 9. klasse

På mandag, den 28. marts 2011 er der generalprøve i biologi for eleverne i 9. klasse. Prøven afvikles kl. 10 - 11. Det er en internetprøve, som arrangeres af Undervisningsministeriet, så eleverne kan afprøve teknikken og arbejdssituationen. Naturfagsprøven kan enten være i biologi eller geografi. Vores generalprøve bliver altså i biologi. Det er en god idé at blive dus med de forskellige opgavetyper, som er mulige i digital form. Eleverne får en karakterbedømmelse umiddelbart efter prøven.



 

Papir og genbrug

Som et led i skolens ønske om at være miljøbevidst har vi i denne uge introduceret en ny type papirkurv i alle skolens lokaler. Den skal bruges til papir, som vi samler sammen og sender til genbrug. Vi har for små penge fået opsat en container til det formål. Den tømmes hver 5. - 6. uge og må kun rumme papir til genbrug. Vi har gennemført et projekt med 3. og 4. klasse, som hed "Papirrøderne", og det er en fortsættelse af det, vi nu sætter i gang.



 

Skøjter

I mandags havde vi en snes elever med et par lærere i Hvidovre Skøjtehal. Det var for de elever, som havde brugt deres bonus til at købe tid til en skøjtetur. Det var som ventet en festlig oplevelse. Isen var netop poleret og rigtig glat. Måske fik eleverne lidt blå mærker af de mange små fald, men det var en del af oplevelsen - og festligt var det.



 

DONG

På onsdag, den 30. marts 2011, er 9. klasse på besøg hos DONG i Avedøre. De skal gennemgå el-produktionen og forholde sig til både fysikken bag og politikken omkring fremstilling af elektricitet.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER