NYHEDSBREV

Nr. 09 - 11. marts 2011



 

Velkommen til konsultation

På onsdag, den 16. marts 2011 har vi konsultationer igen. Som altid gælder det samtale mellem forældre, elever og lærere. Vi har vores egen tradition på Gideonskolen og glæder os til en hyggelig eftermiddag og aften omkring konsultationerne. Grundlaget er den Undervisningsrapport, som sendes med eleverne hjem på mandag eller tirsdag. Samme rapport kan også ses på Gideonweb af forældre, som har en personlig kode til deres børn. Vi har modtaget forældrenes ønskede tider til samtale, og vi vil gøre vort bedste for at følge de ønsker. Det er dog ikke altid muligt. Tidsplanen sendes med hjem på mandag, og kan også ses på skolens hjemmeside. Skulle der være behov for ændringer kan man kontakte skolens kontor. Vi ser frem til igen at mødes med forældre og elever. Velkommen!


Blandt de bedste

I tirsdags konkurrerede Christina Iversen med flere andre skoler i hovedstadsområdet ved en oplæsningskonkurrence. Temaet var som tidligere år: H. C. Andersens eventyr. Hele klassen var med for at støtte og opmuntre. Det blev en god dag med en flot præstation. Vi blev ikke først, men blandt de bedste. Tak for indsatsen og tillykke med resultatet.



 

Musiker på besøg

Vi har hvert år et musikprojekt i samarbejde med Sjællands Symfoniorkester. Det kaldes "Musik på Tværs". I år er det eleverne i 3. og 4. klasse der deltager. De har i de sidste uger arbejdet med udvalgte musikstykker og komponister, og i tirsdags fik de så besøg af en trompetist, Gorm Howalt. Han fortalte om sit eget liv og præsenterede sin musik for eleverne. Det var en rigtig fin oplevelse. Næste led i samarbejdet er en koncert med Sjællands Symfoniorkester. Den finder sted torsdag, den 31. marts 2011 i Konservatoriets Koncertsal. Det glæder vi os rigtig meget til.



 

Ny undervisningsminister

I tirsdags fik vi ny undervisningsminister. Det er Troels Lund Poulsen. Han er tidligere skatteminister og afløser Tina Nedergaard. Det kom lidt overraskende. I lørdags deltog vi i FKF’s generalforsamling, og der var bl.a. besøg af daværende undervisningsminister Tina Nedergaard, som fortalte om sine planer og visioner. Nu ser vi frem til at lære den nye undervisningsminister at kende og er spændt på hans tanker og overvejelser på skoleområdet. Tillykke med udnævnelsen.


Omskifteligt vejr

Foråret er på vej, men det svinger alligevel lidt. Vi oplever rigtig kolde nætter og kraftig vind med kulde. Det er nok for tidligt at lægge vintertøjet helt væk. Vores anbefaling er at følge med i vejrprognoserne og klæde sig på efter dem. Foråret skal nok komme alligevel.



 

Afvikling af aktiviteter

I denne uge har vi afviklet nogle bonusaktiviteter for vore elever. Flere har ved den seneste bonusbutik "købt" tid til forskellige ture. Der har således været afviklet bowling og et par besøg på McDonalds. I næste uge vil vi fortsætte med andre aktiviteter.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER