NYHEDSBREV

Nr. 39 - 10. december 2010



 

Noget at undre sig over

I dag har vi inviteret alle skolens familier til en festeftermiddag, som vi kalder "Jul på Gideonskolen". Vi glæder os rigtig meget til det og tror på at det bliver et par spændende timer med børnenes optræden og fokus på julens evangelium. I Lukasevangeliet kapitel 2, vers 18 og 19 læser vi, at "... alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem".

Der er meget, man med rimelighed kan undre sig over i beretningen om Jesu fødsel og dermed Guds Søns komme til jorden. Det er ikke kun hyrdernes oplevelse på marken med englebesøg, det er f.eks. også beretningen om jomfru Maria, som bliver gravid og hendes besøg hos Elisabeth (mor til Johannes Døberen). Det kan også undre os at følge de vise mænd og ledestjernen og mange andre usædvanlige hændelser og begivenheder før, under og efter Jesu fødsel.

Når man undrer sig lægger man mærke til noget. Det går ikke ubemærket hen. Man taler om det og forbavses. Kan det virkelig være sandt? Har jeg forstået det rigtigt? Har jeg hørt godt efter? De fleste slipper hurtigt deres "undren", ryster på hovedet og går videre. Der er nok nogle, som er klogere, som har mere styr på sådanne ting.

Maria gemte det i sit hjerte og "grundede" over det. Med andre ord, så kunne hun ikke slippe fortællingen. Den blev ved med at komme tilbage til hende. Hun vågnede måske om natten og tænkte det igennem igen. Når hun så på den lille baby, dukkede det hele op igen. Det var jo ham det handlede om. Drømte hun, eller var det virkelighed? Når hun blev i tvivl, så kom hun i tanke om alt det fantastiske, hun have gennemlevet. Jo, det var sandt. Jesus var Guds Søn. Helligånden var kommet over hende og derfor er det barn, som hun fødte også helligt, Guds Søn.

Vi er rigtig mange, som undrer os - og måske er der også rigtig mange, som grunder over det, de har hørt. Vi beder om at det sidste må lede til en personlig tro på Jesus Kristus som Guds Søn og verdens frelser.



 

Besøg fra Sydafrika

I denne uge har vi haft besøg fra Sydafrika af Robert Bogardi, som er lærer på en kristen skole i Durbanområdet. Eleverne har mødt ham i undervisningen på forskellige måder og haft lejlighed til at lytte til hans historie. Det er altid dejligt med et frisk pust fra den store verden.



 

Besøg på rådhuset

På torsdag, den 16. december 2010 kl. 14 besøger en del af skolens elever Vallensbæk Rådhus. Vi vil aflevere "et levende julekort" med en varm hilsen fra Gideonskolen med tak til borgmesteren og alle andre på rådhuset med tak for endnu et et år med godt og dejligt samarbejde.



 

Næste uge

Næste uge er forholdsvis normal. Vi har et arrangement med 9. klasse på mandag, hvor de skal besøge Else Lange og hente årets juletræ, og så er der som nævnt besøget på Vallensbæk Rådhus. Ud over det kører undervisningen normalt. Hver dag har vi dog et brudstykke af en film, som vi viser for de forskellige aldersgrupper. Det er vores julekalender.



 

Sidste skoledag inden jul

Tirsdag, den 21. december 2010 er sidste skoledag inden juleferien. Eleverne møder kl. 8:30 til 11:00. Vi har en festdag, som kun er for skolens elever. Der er ingen SFO denne dag, så vi beder om at alle børn afhentes kl. 11:00. Tak for hjælpen.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER