NYHEDSBREV

Nr. 37 - 26. november 2010


Advent

På søndag er det første søndag i advent. Advent kommer fra latin: Adventus, og betyder "komme". Det er om Jesus, som kom, og som kommer. Han er Messias - Guds søn. Jesus er den centrale person i evangeliet. Bibelen taler om, at Jesu navn er navnet over alle navne. I Jesu navn helbredte Peter den lamme mand i templet kort tid efter den første Pinse. Vi beder til Gud i Jesu navn. Gennem Jesus har vi igen direkte adgang til Faderen, som er Gud selv. Der er ikke længere noget, som behøver at hindre vores fællesskab med Gud. Jesu død og opstandelse har bragt soning for al synd og dermed åbnet døren til himmeriget for os. Det er fantastisk! Det vil vi gerne fejre, derfor pynter vi skolen til advent og jul. Ingen skal tage fejl af vores fokus i julen.



 

ABC læser

I går fik eleverne i ABC-klassen deres diplom for gennemført læsekursus. Alle passerede testen og nu gælder det om at læsetræne, så sikkerhed og hastighed kommer på plads. Eleverne havde en festdag med tid til at bage og hygge sig som belønning for den flotte indsats med læsningen.



 

Sne på Gideonskolen

Onsdags morgen, den 24. november 2010, var jorden dækket af sne, da vi mødte i skole. Det er en smuk - og lidt besværlig - tid, vi går i møde. Vi har nogle klare regler omkring lege med sne på skolen. Man må gerne bygge noget af sne: Snemand, modeller og andet. Man må ikke genere andre med sne, f.eks. ved at kaste, sparke, vaske eller lignende. Det var vi indskærpet over for eleverne i onsdags.



 

Ekstra sokker og bukser

Det sker at elever får våde sokker og våde bukser, når de leger med vand eller sne. Vi vil bede forældrene om at sende et ekstra sæt med i skole, som kan ligger i garderobeskabene. Tak for hjælpen.



 

Forskellige besøg

I tirsdags, den 23. november 2010, besøgte 8. og 9. klasse virksomheden BK Medical i Herlev. Eleverne fik indblik i organisationens mål og visioner og orientering om forskellige uddannelser, som kunne føre til ansættelser i firmaet. Derefter så de produktionen og fik demonstreret ultralydsscanning.

I dag, fredag, den 26. november 2010, har eleverne fra 9. klasse været på ekskursion til Det Biovidenskabelige Fakultet, hvor der er blevet undervist om "Dyr som modeller".

I dag har 5. klasse været på besøg på Kastellet for at få indblik i "Soldaterliv under enevælden". Det er arrangeret af Statens Forsvarshistoriske Museum. Besøget viser og fortæller om livet i Kastellet.



 

Tastaturkursus

I næste uge er det eleverne i 3. klasse der får et træningskursus i brug af tastatur. De følger samme program som 4. klasse har haft i denne uge. Vi kalder det "typemaster". Det er en indføring i brug af alle 10 fingre, når man skriver ved computeren.
 

Jul på Gideonskolen

Velkommen fredag, den 10. december kl. 15:00 til "Jul på Gideonskolen".

Eleverne optræder med sang, musik og dans og viser en moderne udgave et Charles Dickens "Et juleeventyr".

Reserver dagen. Der kommer nærmere besked.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER