NYHEDSBREV

Nr. 36 - 19. november 2010



 

Opfølgning

Vi følger op på aftaler fra konsultationerne. Langt de fleste elever ligger på et godt niveau og gør en god indsats. De har først og fremmest brug for ros for en solid og god indsats samt opmuntringer til at fortsætte det gode arbejde. Der kan være aftaler om ændringer på forskellig måde i forhold til enkelte elever. Det kommunikeres mellem medarbejdere og til elever. Vi håber forældre og elever kan mærke ekstra opmærksomhed fra vores side på de indsatsområder, vi aftalte ved konsultationen. Skulle der mangle noget, så gør os venligst opmærksom på det. Det kan også være at der er brug for en øget opmærksomhed fra forældrenes side. Måske skal der trænes mere med læsning; måske skal forældrene have lidt mere opmærksomhed på hjemmearbejde: f.eks. huske at skrive de "grønne sedler" under og tjekke at hjemmearbejdet er klaret på fornuftig vis. Måske gælder det om at komme af sted til skole i lidt bedre tid; måske skal der bruges nye blyanter, lineal, viskelæder, kuglepen; måske mangler der en god lommeregner eller passer. Der er mange detaljer som i hverdagen betyder rigtig meget - hvis det ikke er i orden. Skole bygger på samarbejde mellem skole og hjem. Vi er virkelig heldigt stillet på Gideonskolen. Her fungerer det godt og tilfredsstillende. Tak for en fortsat god indsats.



 

Vi pynter til advent og jul

På fredag i næste uge pynter vi skolen op til advent og jul. Vi har fra skolens start lagt en tradition som vi følger. Det er ikke alle elever, som kan deltage i den praktiske del, da vi har et par klasser på ekskursion og andre laver noget på klasseplan, som giver dagen et lidt anderledes indhold. Det er et stort arbejde, men vi synes, at det er hyggeligt. Vi får mange dejlige og positive reaktioner fra både vore elever og forældre, men også fra lokalområdet. Når stjernerne hænger i vinduet og lyser op i mørket, skal det minde om den stjerne Gud lod lyse på himlen over stalden i Betlehem. Julen handler med andre ord om Jesus. Han er Guds søn og blev født på jord for at opfylde Guds frelsesplan for alle mennesker. Det er vores klare fokus på Gideonskolen.



 

Et juleeventyr

Fredag, den 10. december 2010 kl. 15.00 - ca. 17 inviterer vi til "jul på Gideonskolen". Alle skolens familier er velkomne. Foruden elevernes sang og spil opfører vi i år en moderne udgave af Charles Dickens: Et juleeventyr. Det er en litterær klassiker, som mange sikkert kender. Vi starter lidt tidligt, så eleverne ikke skal hjem først. Vi beder forældrene om at være opmærksom på det, så man planlægger at være med til skolens festarrangement i anledning af julen.



 

Tastaturkursus

Eleverne i 4. klasse vil i næste uge få et træningskursus i brug af tastatur. Vi kalder det "typemaster". Det er en indføring i brug af alle 10 fingre, når man skriver ved computeren. Vi har gennemført dette kursus for stort set alle årgange. Det er selvfølgelig ikke nok til, at eleverne kan bruge alle ti fingre, men det er nok til at den enkelte kan arbejde videre med det. Det er også en lidt sjov oplevelse, som eleverne vil hygge sig med, selv om det også kræver en solid og koncentreret indsats.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER