NYHEDSBREV

Nr. 22 - 18. juni 2010



 

Velkommen til fest

På torsdag, den 24. juni 2010, holder vi afslutningsfest på Gideonskolen. Det 14. skoleår afsluttes. Vi ønsker at møde alle skolens elever sammen med deres forældre og nærmeste slægtninge. Festen falder naturligt i to dele. Første del er samling i festsalen med uddeling af diplomer, afgangsbeviser og optræden af elever med musik, sang og dans. Anden del foregår udenfor. Vi inviterer til grill-party. Vi har lidt udendørs borde/bænke, men medbring gerne egne stole, så ved man, at der er en plads at sidde på. Vi har opstillet hoppeborge, pølsevogn og telt med plads til grill og madvarer. Vi glæder os til at møde alle til et festligt punktum på dette skoleår.



 

Sidste skoledag

Sidste skoledag er på fredag, den 25. juni 2010. Eleverne møder til normal tid og er færdige kl. 11:00. Der skal ryddes op ved arbejdspladserne og afleveres lånte bøger. Derefter er der en gudstjeneste, hvor vi bl.a. skal tage afsked med elever og medarbejdere, som forlader skolen. Der er ingen SFO denne dag. Når eleverne har forladt skolen har skolens medarbejdere en afslutningsfrokost, som de plejer.



 

SFO i sommerferien

Gideonskolens SFO har åbent i den første og sidste uge i sommerferien for de børn, som har brug for det. Det gælder kun for børn, som er særligt tilmeldt til dette. Tilmeldingsseddel fås hos Ingelise Johansen.



 

Glemt tøj

Fra på mandag, den 21. juni 2010, bliver glemt tøj lagt frem på skolen. Vi vil give alle en mulighed for at gennemse dette, så vi forhåbentlig får det meste af det afleveret til de rette ejere. Tøj som ikke afhentes bliver sendt til velgørende formål.



 

Geologisk Museum

I onsdags, den 16. juni 2010, var 8. klasse på ekskursion til Geologisk Museum. I forbindelse med geografiundervisningen lagde det sig til rette med et besøg med rundvisning. At møde professionelle og lytte til deres beskrivelser er altid en inspiration. Det var det også denne gang.



 

Bonusbutik

I går, torsdag, den 17. juni 2010, afholdt vi årets sidste bonusbutik. Som altid var Den gule Forhal fyldt med et slaraffenland af ting og sager: Noget nyttigt og praktisk; andet sødt og sjovt og andet igen inspirerende og udviklende. Det var tid til at omsætte de sidste bonuspenge fra dette skoleår, og det skaber altid glæde og fest på skolen.



 

Slut med prøver

I dag har vi afviklet den sidste af dette skoleårs afsluttende prøver. Det var i historie. Vore elever har generelt klaret sig virkelig godt, og vi har fået megen ros af de besøgende censorer fra andre skoler. Det er dejligt at kunne lægge de afsluttende prøver bag sig og vi glæder os til, på torsdag i næste uge, at give eleverne deres fornemme afgangsbevis.

 

Velkommen til

AFSLUTNINGSFEST PÅ GIDEONSKOLEN

Torsdag, den 24. juni 2010 kl. 15:30


Se flere billeder fra ugen, tryk HER