NYHEDSBREV

Nr. 04 - 29. januar 2010


Farvel til januar

Med dette nyhedsbrev slutter vi januar måned 2010. Det blev en rigtig kold måned med en del sne og is. Det har egentlig ikke generet os i det daglige arbejde, det har blot krævet en del ekstra af børnenes overtøj og fodtøj. Vi kan godt mærke at dagene er blevet lidt lysere, og det går på den måde den "rigtige" vej. Vi synes, at det har været en god måned. Der har været mange særlige aktiviteter, men også tid til solidt, dagligt arbejde. Det er også måneden, hvor særlige tilskud til befordring, SFO og skolepenge er blevet fordelt og udbetalt. Vi har udbetalt pengene i den rækkefølge vi har modtaget tilbagemeldinger om kontonumre. Hvis man ikke har afleveret disse svarsedler endnu, beder vi om at det sker snarest, så vi kan får afsluttet udbetalingerne.



 

Skt. Annæ blæserkvintet

I onsdags havde vi en rigtig dejlig oplevelse med en gruppe messingblæsere fra Sankt Annæ Gymnasium. Vi har jo selv Toke Andersen på skolen og han bragte sine venner med derfra. De fem blæsere fremførte forskellige musikstykker af Henrik VIII. Alle elever fik anledning til at møde musikerne og lytte til den fornemme musik.



 

En arbejdsdag i Zoo

I onsdags var det så 9. klasses tur til et heldagsarrangement i Zoologisk Have. Eleverne mødte kl. 7:30 ved Zoologisk Have og fulgte med i forskellige arbejdsteams i Zoo. Det var snevejr, så dagen fik en anden farve end ellers. Det er både en praktik, så eleverne fik fornemmelser af de forskellige jobs, og en oplevelse med dyr og dyrevelfærd. Det blev en rigtig spændende dag.



 

Billesborgcup

I dag, fredag, den 29. januar 2010, er vi så af sted til det store indendørs fodboldstævne i Ravnsborghallen i Køge. Vi mødes med elever fra to andre kristne friskoler og konkurrerer om vinderpladser i fodbold. Eleverne er opdelt i to puljer. Pulje I er for 4. til 6. klasse, og pulje II er for 7. til 10. klasse. Vi stillede med 4 hold i pulje I og 2 hold i pulje II. Resultatet er ikke kendt, når nyhedsbrevet skrives, men vi håber på at være med i toppen. Der gives også en "fair play" pokal til det hold fra Gideonskolen, som er gået forrest for at skabe en god stemning og for godt og positivt spil. Vi glæder os til at afsløre dette i næste uges nyhedsbrev.



 

Halvårsmøde

Torsdag, den 11. februar 2010 kl. 19:00, inviterer vi alle skolens forældre til et halvårsmøde. Det har vi hvert år på denne tid for at opdatere forældrene om skolens samlede situation og for at give forældrene anledning til at møde deres barns lærere. Reservér venligst denne aften. Der kommer yderligere oplysninger senere.



 

Velkommen tilbage

Elsebeth Thomsen kommer tilbage til sine opgaver på Gideonskolen på mandag i næste uge. Efter lang tids fravær er det dejligt igen at have Elsebeth Thomsen tilbage på skolen. Velkommen.



 

Arrangement i næste uge

Torsdag, den 4. februar 2010: Tur til Arbejdermuseet for 6. klasse (C2). Det er et led i klassens arbejde i historie. Vi tror, at det bliver en interessant oplevelse.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER