NYHEDSBREV

Nr. 02 - 15. januar 2010



 

Tilskud til skolepenge mv.

Bestyrelsen har møde på mandag. Ved den anledning afgøres fordelingen af tilskud til skolepenge og SFO. I fripladstilskud har vi modtaget 50.520,- kr. til fordeling mellem forældre, som har ansøgt om dette. Tilskuddet fordeles efter personlig indkomst og antal hjemmeboende børn under 18 år. I SFO-tilskud har vi modtaget 7.690,- kr. til fordeling mellem ansøgere. Fordelingen sker på samme måde som for skolepengene. Forældrene informeres om deres andel i disse to områder inden udgangen af januar, og så snart vi har modtaget information om bankoplysninger, overføres pengene fra skolen.



 

Befordringstilskud

Vi har i alt modtaget 33.430,- kr. som tilskud til befordring. Det gælder elever, som bor i en afstand fra skolen, som berettiger til dette tilskud. Det er ikke et tilskud man skal ansøge om, men noget man er berettiget til. Vi har kollektivt søgt for alle elever, og nu anvises tilskuddet i forhold til den aktuelle kilometerafstand til alle berettigede. Forældrene modtager besked om dette på samme måde som ved fripladstilskud mv.



 

PACE-opkrævning

I dag har vi sendt opkrævninger med eleverne hjem for forbrug af materialer. Det er en del af skolepengebetalingen. Der betales 20,- kr. pr. enhed. Det kan være en PACE eller et andet materiale. Opkrævningen gælder perioden fra skoleårets begyndelse til udgangen af december 2009. Vi har tidligere varslet, at der ville komme en sådan opkrævning for de 5 måneder. Beløbet skal betales sammen med skolepengene senest den 31. januar 2010.



 

Sjov med sne

I tirsdags var sneen meget velegnet til at lave snemænd. Det benyttede vi os af i SFO’en. Sammen med Sanne Madsen byggede eleverne tre flotte snemænd, som stadig står ved skolens indgang. Det ser ud til at der igen bliver frost, så det kan jo være, at snemændene står længe og pynter som en "kold" velkomsthilsen til alle på Gideonskolen.



 

Fuglene sulter

SFO’en har også sat mad ud til fuglene. Vi har lyttet til TVs opfordringer og har sat fuglebolde fast i nogle af træerne ved parkeringspladsen. Det er dejligt at opleve den fine motivation der er hos eleverne. Vi tror, at mange familier også derhjemme gør det samme.



 

Ny medarbejder

Velkommen til Helle Clausen, som er startet på Gideonskolen i mandags. Helle er en af vore tidligere elever, som vi med glæde har taget imod. Hun kender skolens rytmer og arbejdsform, og kan derfor indgå i skolehverdagen på en enkel og naturlig måde. Velkommen.



 

Arrangementer i næste uge

Træning til Billesborgcup. På mandag og tirsdag fortsætter træningen til Billesborgcup. Pulje I træner mandag og tirsdag formiddag. Pulje II træner mandag over middag. Husk idrætstøj og vær især opmærksom på indendørs sko (lyse såler).

Tirsdag, den 19. januar 2010: Sundhedseksperimentarium for 9. kl.

Onsdag, den 20. januar 2010: Arbejdsdag i Zoologisk Have for 8. kl.

Torsdag, den 21. januar 2010: Science Center København: Dyr som modeller - dyrs velfærd, for 7. kl.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER