NYHEDSBREV

Nr. 29 - 25. september 2009



 

Høje Taastrup Station

På mandag, den 28. september 2009, skal vi ikke mødes på Gideonskolen - vi skal mødes på Høje Taastrup Station senest kl. 8:30. Eleverne skal medbringe egen bagage, som afleveres i bussen. Den holder bagved. Eleverne skal have deres håndbagage med på togrejsen. Den skal indeholde madpakke, noget at drikke (plastikflaske med skruelåg), et par Anders And blade at læse i og måske lidt guf til turen.

Nogle elever er vant til at have dolk eller kniv med, så de kan snitte lidt på lejren. Det har vi drøftet med politiet - og det er der ingen problemer i. Dolken lægges i den bagage, som kommer med bussen, og så kommer den først frem igen på lejren.

Vi har i øvrigt sendt en "pakkeseddel" med hjem, så man husker det vigtigste. Vær også opmærksom på det, man ikke skal have med. Bagagen skal pakkes i sportstasker eller små kufferter, som eleverne selv kan være med til at flytte. Man må ikke komme med plastikposer - de går i stykker! Vi er hjemme igen fredag, den 2. oktober på Høje Taastrup station kl. 13:15 med tog fra Fredericia. Børnene bedes venligst afhentet ved ankomsten. Der er ingen SFO denne fredag.



 

Breve er meget velkomne

På lejren kan vi ikke modtage e-mails, SMS’er eller andre elektroniske meddelelser. Men hvilken dejlig anledning til at sende et "gammeldags" brev til børnene. Vi vil inspirere børnene til at skrive et brev eller et kort, som vi sender hjem med posten.



 

Betaling

Vi skulle have modtaget de sidste betalinger i dag. Hvis det er smuttet, så kan de medbringes ved toget på mandag. Man kan også kontakte skolens leder og aftale nærmere vedr. betalingen. Ingen elever må have egne penge med. Alle værdier opbevares i lejrens bank.



 

Naturvidenskab

Vi har i den sidste uge haft besøg fra forskellige uddannelsesinstitutioner. Det har været en spændende oplevelse at møde personer med specialviden. Flere af dem har ikke tidligere prøvet at formidle deres viden til skoleelever.

I fredags var 9. klasse på besøg på Det Biovidenskabelige Fakultet. Det handlede om brystkræft og muterede gener. Eleverne prøvede selv ved forsøg at isolere gener og havde en både praktisk og teoretisk oplevelse.

I mandags, den 21. september gennemgik en meteorolog fra DMI emnet: Skyer, stråling, drivhusgasser, arv og miljø. Hvad er årsag til den globale opvarmning - hvor usikre er de herskende teorier om det?

I tirsdags, den 22. september var emnet: Den personlige genomtest. En medarbejder fra Panum Instituttet redegjorde for den hurtige udvikling i genforskning og inddrog de moralske og etiske perspektiver ved, at vi på Internettet kan analysere vores egen arvemasse.

I onsdags, den 23. september var det en medarbejder fra Det Biovidenskabelige Fakultet, som fortalte om forskning i pelsdyrdrift, f.eks. hvordan får vi den fineste minkpels etc.

I dag, fredag den 25. september handlede det om jordskælv - et meget aktuelt og vedkommende emne.



 

Besøg fra Rusland

I går havde vi besøg fra Rusland. Lederen af ACE i Rusland gæstede os sammen med sin hustru. De var i Danmark i anden anledning og var inspireret til at aflægge vores skole et besøg. Det var en rigtig varm og positiv kontakt, og altid dejligt at møde venner fra den store verden med samme skoleidé.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER