NYHEDSBREV

Nr. 22 - 26. juni 2009



 

God sommerferie

Det var en festlig afslutning på skolens 12. skoleår, da vi mødtes torsdag eftermiddag til fest. Traditionen tro blev det en kombination af elevernes optræden og uddeling af diplomer og afgangsbeviser. Vi har sagt farvel til endnu et hold elever. En del af dem har været på Gideonskolen siden skolestarten for 10 år siden. De har oplevet tiden i Glostrup og flytningen til Vallensbæk. Der vil ikke være ret mange flere elever i de kommende årgange, som har den historie med.

I dag har vi så haft sidste skoledag. Vi har sagt farvel til elever, som forlader skolen, og mindet alle om det vigtigste i livet. Det kan samles i et bibelcitat fra Prædikerens Bog kap. 12 vers 13: Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker!"

Samtidig skal der lyde et varmt tak til alle forældre for endnu et dejligt skoleår. Tak for de mange opmuntringer og den fine opbakning til det, der sker på Gideonskolen i hverdagen. Vi glæder os til at møde eleverne igen efter sommerferien. Rigtig god sommerferie!



 

SFO i sommerferien

I denne uge har forældre tilmeldt børn til SFO i sommerferien. Vi regner med at alle har henvendt sig, så vi kan planlægge sommerens SFO ud fra de tilmeldte elever.



 

Startpakke

I løbet af næste uge sender vi "startpakken" hjem. Den indeholder oplysninger om det nye skoleår. Der er bl.a. informationer om tilskud til betaling af skolepenge og SFO, befordringstilskud og mange andre nyttige oplysninger om det nye skoleår.



 

Forældrerengøring

I næste uge har vi inviteret forældre til at hjælpe os med rengøring af skolen. Vi vil gøre skolen klar, så den er ren og pæn til det nye skoleår. Vi har sendt besked med hjem, og håber at se mange, der trods ferien kan komme og hjælpe os på mandag og tirsdag. Velkommen til en fælles indsats.



 

Glemmetøj

Vi har lagt glemt tøj frem til gennemsyn i onsdags og i dag, fredag. Forældre, som selv gerne vil se glemmetøjet igennem er velkommen i næste uge. Derefter vil det resterende glemmetøj blive givet videre til velgørende formål.



 

Farvel

Vi har taget afsked med Maria Christensen, som efter 3 års virke på Gideonskolen har lyst til at prøve andre skoleudfordringer. Vi har været rigtig glade for Maria Christensens arbejde og indsats på skolen og siger varm tak for tiden vi har haft sammen.



 

Kontakt i sommerferien

Forældre, som har brug for at kontakte skolen i sommerferien kan ringe til enten Else Lange på tlf.: 20 97 47 68 eller Ib Mogens Johansen på tlf.: 40 10 53 67.



 

Vi mødes igen

Det nye skoleår starter onsdag, den 12. august 2009. Skoledagen er fra kl. 9 - 11. Det er en introduktionsdag. Forældre er velkomne til gudstjenesten, som er begyndelsen på det nye skoleår.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER