NYHEDSBREV

Nr. 35 - 14. november 2008



 

Det lykkedes

Forældrekonsultationerne i onsdags lykkedes som forventet. For første gang blev konsultationerne gennemført på en eftermiddag og en aften. Forældre og elever var der til tiden og medarbejderne fik afviklet samtalerne i henhold til planen. Tak for det til alle involverede. Det summede af liv over hele skolen. Hvert et lokale var i brug. Der var samtaler overalt med lærere - men også tid til korridorsnak mellem forældre og medarbejdere. I den gule forhal hyggede man sig med kage og drikkelse og den smule ventetid, der var, gik på en god måde. Der blev også tid til at se video fra lejrskolen på Lyngsbo. En del ventende elever opholdt sig i projektrummet med kreative aktiviteter. Alt i alt: En rigtig god dag.



 

Og hvad så?

Undervisningsrapporten og den opfølgende konsultation er både en status og planlægning. Spørgsmålet: Hvordan er det gået og hvordan går det - følges naturligt af: Hvad skal der nu ske? For langt de fleste elever betyder det, at den gode stil fortsætter uden ændringer, og megen ros til dem. For enkelte elever er det truffet aftaler om ændringer i undervisningsoplægget, og det vil nu blive sat i gang.



 

Video fra Lyngsbo

Vi fik gjort videoen færdig fra lejrskolen på Lyngsbo til forældrekonsultationen. De var et festligt gensyn for alle. Man kan finde videoen på skolen hjemmeside. Vælge menuen: Billedarkiv og "scroll" helt ned i bunden af dette. Her vælges: Video, og den første på listen er videoen fra Lyngsbo. God fornøjelse!



 

Besøg

Skolens tilsynsførende, Palle Kristensen, besøger Gideonskolen på torsdag og fredag. Palle Kristensen vil overvære forskellige klassers undervisning som led i sit tilsyn. Begge dage vil der være tale om besøg fra morgenstunden indtil frokost.



 

Megakonstruktioner

I sidste uge havde en hel del elever gang i et stort projekt i sandkassen. De havde sat sig for at lave en kæmpe labyrint. Som det fremgår af billederne, så lykkedes det ganske godt. Det tog det meste at et par dage at blive færdig. Det er sjældent at vi kan "passe på" et stort byggeprojekt over længere tid, men denne gang klarede vi det. Flot klaret!



 

Type-Master

I næste uge er det 4. klasses tur til tastaturtræning. Sidste år fik de et grundkursus, og i år får de et genopfriskningskursus. Det er rigtig nyttigt at kunne bruge tasterne rigtigt, så man kan skrive hurtigt på computeren. Det er imidlertid ikke nok med disse igangsættende kurser. For at det skal blive et effektiv redskab, skal der megen træning til. Det vil vi opfordre forældrene til at hjælpe deres børn med.



 

På barsel

I dag har Connie Leifsson sin sidste skoledag. Hun går på barsel og forventer at føde i slutningen af december. Connie Leifsson har lovet at komme og besøge os ind imellem. En del af Connie Leifssons skema læses af Birthe Brandt. Måske bliver det et julebarn. Vi glæder os til at se den lille og ønsker held og lykke med den forestående begivenhed.


Se flere billeder fra ugen, tryk HER